Afslag på dansk statsborgerskab til personer med posttraumatisk stresssyndrom (PTSD) er i strid med handicapkonventionen

af Advokat Bjørn Dilou Jacobsen

Institut for Menneskerettigheder vurderer, at afslag på ansøgning om dansk statsborgerskab til personer, der lider af posttraumatisk stresssyndrom (PTSD), er i strid med FN’s handicapkonvention.

Det fremgår af en cirkulæreskrivelse om naturalisation fra 2008, at personer, der søger om dansk statsborgerskab ved naturalisation blandt andet skal kunne dokumentere danskkundskaber minimum svarende til beståelse af den såkaldte Dansk 3 prøve. Ansøgere skal endvidere dokumentere kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie ved bevis for den såkaldte indfødsretsprøve. Der kan dog gives dispensation herfor, hvis ansøgeren dokumenterer at lide af en fysisk eller psykisk sygdom af meget alvorlig karakter og som følge heraf ikke mener at være i stand til – eller have rimelig udsigt til – at kunne opfylde disse betingelser. Ifølge en note til cirkulæret forudsættes Integrationsministeriet imidlertid ”at meddele afslag til ansøgere, som lider af PTSD – også selvom tilstanden er kronisk, og dette er dokumenteret ved en erklæring fra en person med lægefaglig baggrund.”

Det er denne praksis, som ifølge Institut for Menneskerettigheder er i strid med FN’s handicapkonvention. Nærmere oplysninger om instituttets vurdering af sagen kan findes på instituttets hjemmeside ved at benytte følgende link:

http://menneskeret.dk/nyheder/seneste+nyt/liste/ny+sag+om+konventionsbrud

Hvis man har fået afslag på dansk statsborgerskab, fordi man på grund af PTSD ikke har kunnet tilegne sig de fornødne danskkundskaber eller bestå den påkrævede indfødsretsprøve, vil man således på ny kunne anmode Integrationsministeriet om dansk statsborgerskab. Hvis man herefter fortsat nægtes statsborgerskab, vil man kunne lægge sag an ved domstole. Da sagen må anses for principiel, vil man med bistand fra advokat kunne søge om fri proces og derved få sagens omkostninger dækket af staten.

Få mere information om hvad HOMANN Advokater kan tilbyde indenfor udlændingeretten, herunder om bistand i sager om statsborgerskab ved at klikke her. Henvendelse om denne artikel kan rettes til Bjørn Dilou Jacobsen