Andelshavers objektive ansvar ved vandskader

af BA.jur. Dominique Holmsgaard

Den 13. juni 2014 stadfæstede Østre Landsret en afgørelse som afviger fra tidligere praksis.

Sagen handlede om en køber af en andelslejlighed, som havde fået en ikke autoriseret håndværker til at installere en vaskemaskine i sin andelsbolig. Dette resulterede efter en rum tid i en vandskade hos underboen, da det viste sig, at der var en utæthed mellem spulehanen og aquastoppet i den installerede vaskemaskine.

Tvisten handlede herefter om, hvem der skulle afholde betalingen for udbedring af skader i etageadskillelsen og hos underboen.

Køberen påstod, at det var andelsboligforeningen der skulle betale det udbedrende arbejde, og andelsboligforeningen påstod at det var køberen der skulle betale. Ejendommens forsikring dækkede ikke skaden, da der ikke var tale om en skjult installation, hvilket er en forudsætning for dækning af siveskader.

Københavns Byret lagde i sin begrundelse vægt på, at forholdet ikke var reguleret i andelsboligforeningens vedtægter, hvorfor køberen i medfør af en analogi af lejelovens § 29, stk. 10, 1. pkt. blev dømt som erstatningsansvarlig for vandskaden. Dette stadfæstede Landsretten.

Ifølge lejelovens § 29, stk. 10, 1. punktum er en lejer erstatningsansvarlig for skade, der er forårsaget af de installationer, han/hun har foretaget. Dette gælder også for skader som er hændelige.

Andelshavere er dermed ifølge den nye dom objektivt ansvarlige for installationer, som vedkommende selv har lavet eller selv får lavet. Det vil i disse tilfælde være uden betydning, om der er udvist grov uagtsomhed i forbindelse med installationen eller ej.
Det er formentlig første gang, en sådan siveskade afgøres efter lejelovens § 29, stk. 10. Tidligere har sådanne sager (i vidt omfang) været afgjort ved, at enten ejendommens forsikring eller lejers ansvarsforsikring dækkede skaden. Ingen selskaber ønskede dog at dække i denne sag.

For at se den fulde afgørelse klik her

--oooOooo---

For yderligere oplysninger om afgørelsen eller spørgsmål generelt, kontakt venligst advokat Nicolai Platzer Funder eller advokat Bent-Ove Feldung.