Ankebegrænsning har sine grænser i forældreansvarssager

af advokat Hans Mogensen

I 2014 blev der indført en ankebegrænsningsregel, hvorefter landsretten kan beslutte at afvise at behandle en byretsdom, hvis der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald i landsretten end i byretten, og hvis sagen ikke er principiel eller der ikke i øvrigt er særlige grunde, der taler for at sagen skal behandles af landsretten.

Bestemmelsen findes i retsplejelovens § 368 a.

Dette indebærer, at det i mange sager er blevet nødvendigt at lave en udførlig ankestævning, hvori der i detaljer redegøres for, hvorfor byretsdommen anses som forkert.

Tidligere har det været tilstrækkeligt at lave en meget kort ankestævning – i hvert fald i de tilfælde, hvor der ikke er fremkommet nye faktiske oplysninger for landsretten eller fremkommet nye argumenter, som ikke er blevet bedømt af byretten. Ganske vist skal landsretten inden en ankesag afvises forelægge spørgsmålet for parterne, og man har herefter også som appellant indenfor 2 uger mulighed for at argumentere mere indgående i et særligt processkrift, men det er også i denne situation et større arbejde at skulle imødegå byrettens resultat i et processkrift. Det er således normalt ikke tilstrækkeligt at henvise til sine argumenter (juridisk: sine anbringender) overfor byretten, idet byretten jo netop ikke har fundet disse tilstrækkelige, hvorfor der er et incitament til overfor landsretten at uddybe sine argumenter i retning af et skriftligt procedureindlæg.

Uanset det merarbejde, som man således af og til må udføre i forbindelse med en ankesag, er reglen også set fra advokatside en fornuftig regel, i det omfang den bruges for at afskære ankesager der er åbenbart grundløse, således at forhalingsanker eller chikanøse ankesager kan undgås.

I en verserende forældreansvarssag, som advokat Hans Mogensen, Homann Advokater, fører for den part, der vandt sagen i byretten, har landsretten imidlertid den 15. maj 2017 afslået at afvise en anke i en sag, hvor det kan synes ganske oplagt, at landsretten ikke kan komme til noget andet resultat end byretten.

Sagen handler om en dansk kvinde, der har boet i Frankrig, hvor hun blev gift med en fransk-algirsk mand, med hvem hun i 2012 fik et barn. Det begyndte at knage i ægteskabet og i 2015 tog mor og barn med faderens skriftlige accept til Danmark for at bosætte sig her. Også under ægteskabet i Frankrig var moderen den primære omsorgsperson for barnet, og efter at mor og barn rejste til Danmark har der kun været meget sporadisk samvær mellem barn og far, idet han i det første år ikke kom til Danmark og der derfor kun var samvær, når moderen tog barnet med til Frankrig. Selv under sådanne ophold, kunne faderen kun afse tid til samvær med barnet i ganske få dage til trods for at moderens og barnets ophold varede flere uger.

I efteråret 2015 startede moderen en separationssag og en forældreansvarssag ved Statsforvaltningen i Danmark, men trods ihærdige forsøg på at få en dialog i gang med faderen og dennes advokat, kom der ingen reaktioner, før imidelbart inden Statsforvaltningen oversendte sagen til afgørelse i retten. Det bemærkes, at der ikke var sproglige problemer, idet advokat Hans Mogensen er dansk-fransk statsborger og taler flydende fransk.

Faderens reaktion var at rejse en parallel retssag om separation og skilsmisse ved de franske domstole. Denne sag blev af retten i Frankrig i første instans afvist, fordi det er domstolene i det land, hvor barnet opholder sig, der har kompetencen til at afgøre sagen, og fordi man ikke kan rejse en ny sag om samme spørgsmål, som allerede er under behandling ved en anden domstol. Ikke desto mindre har faderen også i Frankrig anket denne sag, som således påfører moderen omkostninger, idet hun er nødsagt til også at være repræsenteret under den franske sag.

Tilbage til den danske sag: faderen reagerede ikke på skrivelser fra retten, som derefter beskikkede en advokat for ham, som han imidlertid heller ikke reagerede overfor før sagen var behandlet i byretten, hvor forældremyndigheden blev tillagt moderen alene. Forud for dette blev sagen forsinket idet faderen ikke reagerede på en indkaldelse til den først fastlagte hovedforhandling, og ganske få dage før denne oplyste den beskikkede advokat, at hun ikke kunne få kontakt med sin klient og derfor bad om udsættelse. Byretten accepterede udsættelse, idet bl.a. tidspunktet for den fastlagte hovedforhandling kun var meddelt til den beskikkede advokat og ikke direkte overfor faderen. En ny hovedforhandling blev derfor fastlagt og tidpunktet blev forkyndt i Frankrig direkte overfor faderen. Faderen kom herefter til Danmark i dagene lige op til den nye hovedforhandling, men tog tilbage til Frankrig dagen før hovedforhandlingen skulle gennemføres. Hovedforhandlingen blev herefter gennemført uden faderen havde afgivet forklaring.

Efterfølgende indgav den tidligere for faderen beskikkede advokat ankestævning umiddelbart inden ankefristen på 4 uger udløb, og senere udtrådte hun (den 26. april 2017) som advokat for faderen under landsretsbehandlingen med oplysning om, at faderen selv senere ville meddele landsretten, om han ville videreføre sagen og i givet fald af hvilken dansk advokat. I skrivende stun (den 16. maj 2017) er der endnu ikke fremkommet noget herom fra faderens side.

Vestre Landsret har tidligere (i en sag refereret i UfR. 2016.3826) afslået at afvise en anke i en forældremyndighedssag under henvisning til, at bestemmelsen i forældreansvarssager kun bør anvendes, hvor der foreligger særlige omstændigheder, hvilket ikke fandtes at foreligge i den pågældende sag. Landsrettens kendelse af 15. maj 2017 i den verserende sag er afgjort med en identisk begrundelse.

På baggrund af det hidtidige forløb af den verserende sag og henset til at der ikke i sagen er fremkommet andet end positive udsagn om moderens forældreevne og barnets positive udvikling efter flytningen til Danmark, er det vanskeligt at forestille sig, hvilke særlige omstændigheder, der måtte kunne føre til afvisning af ankesager i forældreansvarssager.

Landsrettens kendelse er ikke søgt indbragt for Højesteret, idet det må forudses, at landsretssagen – i tilfælde af at der søges kærebevilling og sagen tillades indbragt for Højesteret – må forventes at blive stillet i bero i afventning af Højesterets afgørelse om afvisningsspørgsmålet, og dette må umiddelbart forventes at blive mere tidskrævende end en færdigbehandling ved landsretten.

--oooOooo---

Spørgsmål kan rettes til advokat Hans Mogensen.