Ansvar for forurening fra gamle villaolietanke

af advokat Nicolai Platzer Funder

I mange gamle villahaver ligger der nedgravet en eller flere olietanke i jorden. Olietanke som i mange tilfælde er taget ud af brug i forbindelse med overgang til naturgas eller fjernvarme. Olietanken – eller olietankene – vil typisk stå noteret i kommunens BBR register. Derudover vil der som oftest ligge en olietankattest i akterne for ejendommen hos teknisk forvaltning.

Man skal dog være opmærksom på, at kommunens oplysninger kan være mangelfulde, da de er baseret på indberetninger fra ejere eller brugere af tanke, der er forpligtet til at anmelde etablering og sløjfning af tanke til kommunen.

Ifølge olietankbekendtgørelsens § 29, stk. 3 er det ejeren, der skal sørge for at sløjfe et anlæg, såfremt brugen varigt ophører. Et oliefyringsanlæg er eksempelvis taget varigt ud af brug, når en anden varmeforsyning er installeret. Med ejeren menes ikke blot den, som aktivt tager oliefyret ud af brug, men i realiteten også den til enhver tid værende ejer af ejendommen.

Den til enhver tid værende ejer af en ejendom, hvor der ligger en olietank i jorden, er således forpligtet til at sørge for, at olietanken er sløjfet forskriftsmæssigt, hvilket i øvrigt også følger direkte af § 21 a i Miljøbeskyttelsesloven.

Køber man en ejendom, hvor der findes en gammel olietank, som ikke er blevet sløjfet af en tidligere ejer, vil man derfor være direkte forpligtet til at sløjfe tanken efter forskrifterne. Efter omstændighederne kan der i så fald være tale om en ”mangel" ved ejendommen, som kan gøre gældende som erstatningskrav overfor sælger. Men i første række vil kravet påhvile ejeren. Og efterlever man ikke denne forpligtelse, risikerer man at komme til at hænge på en forurening med uoverskuelige økonomiske konsekvenser til følge.

Når man køber en villa med en olietank i jorden skal man derfor interessere sig nøje for om der er tale om en nedgravet olietank. Hvis den er oplyst som sløjfet, bør man se en attest på at dette er gjort korrekt. Er den ikke sløjfet, skal man have afklaret, om tanken tidsmæssigt befinder sig inden for den sløjfningstermin, som er gældende for den pågældende type olietank (ofte 20 år for almindelige villaolietanke, men der er forskel). Man bør under alle omstændigheder kraftigt overveje at betinge købsaftalen af, at en forureningsundersøgelse omkring den nedgravede olietank falder tilfredsstillende ud, således at man ikke ”arver” en olieforurening fra sælger.

Der er set eksempler på, at gamle usløjfede tanke har forårsaget forurening, på grund af at de ikke er tømt for olie, der således kan sive ud i jorden hvis tanken lækker. Der er tilmed set eksempler på, at tanke, som HAR været sløjfet, tidligere har lækket olie ud i jorden – enten fra huller i tanken eller fordi der har været hældt ved siden af studsen under påfyldning.

En olieforurening fra en gammel olietank, hvor brugen for længst er ophørt, er ikke dækket af den fælles obligatoriske forsikringsordning for villaolietanke jf. jordforureningslovens § 49. Forureningen vil som udgangspunkt overgå til den offentlige indsats, hvor kun forureninger der udgør en risiko for grundvand til drikkevandsforsyning eller skadelig virkning på mennesker vil blive oprenset. Der er meget lang ventetid på en sådan indsats, hvis den overhovedet bliver prioriteret, og ejendommen vil i mellemtiden blive kortlagt som forurenet.

En nyere Højesteretsdom fra 23. april 2014 (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2014, side 2083) beskriver situationen godt. Der var tale om et par, som i år 2000 købte en ejendom, hvor de vidste, at der på grunden fandtes en olietank, som var nedgravet i 1979. Der blev ikke i forbindelse med købet indhentet en tankattest eller søgt nærmere oplysninger om olietanken. Olietanken var lovlig på købstidspunktet, men var af en type, som i henhold til olietankbekendtgørelsen skulle sløjfes senest 1. januar 2001.

I 2007 blev det konstateret, at tanken var utæt, og at der var sket forurening af grunden. Parret anmeldte forureningsskaden under forsikringsordningen for villaolietanke, men forsikringsselskabet afviste at dække skaden. Endvidere rejste parret erstatningskrav mod deres advokat, som i 2000 havde bistået dem med købet af ejendommen. Højesteret fandt, at selv om olietanken var lovlig på overtagelsestidspunktet, burde køberne have skaffet sig yderligere viden om tanken for at undgå risiko for overskridelse af sløjfningsterminerne efter olietankbekendtgørelsen. Da de i nogen tid efter overtagelsen af ejendommen burde have vidst, at tanken var af en sådan type, som der skulle have været sløjfet senest 1. januar 2001, var betingelserne for forsikringsdækning ikke opfyldt.

Højesteret fandt endvidere, at købernes advokat i 2000 havde begået en ansvarspådragende fejl ved ikke at have fremskaffet tankattesten eller rådgivet køberne herom. Erstatningskravet mod advokaten var dog forældet. Køberne endte derfor med at sidde alene tilbage med oprensningsomkostningerne, som skønsmæssigt var opgjort til 5,2 mio. kr. under sagen.

Der er således al mulig god grund til at træde varsomt med hensyn til miljømæssige forhold, når man køber fast ejendom. Også almindelige villaer kan vise sig at indebære risici, som kan medføre store økonomiske konsekvenser, hvis man ikke tager de nødvendige forholdsregler.

--oooOooo---

For yderligere rådgivning om villaolietanke, jordforurening og miljøsager i forbindelse med erhvervelse af fast ejendom, venligst kontakt advokat advokat Nicolai Platzer Funder.