Beviskrav forskelligt i straffesager i forhold til almindelige civile sager

af advokat Hans Mogensen

Det er almindeligt accepteret i dansk ret, at der skal meget til for at en person kan straffes. Der er et princip om, at enhver rimelig  tvivl i en straffesag, skal komme den tiltalte til gode. Essensen er, at man meget nødigt vil straffe personer, der kan være uskyldige, og at man derfor kræver meget sikre beviser for den tiltaltes skyld.

Det er også almindeligt accepteret, at dette beviskrav er stærkere end til det bevis, der skal føres i almindelige såkaldt civile sager, for at en person for eksempel kan dømmes til at betale et pengebeløb.

Det er uden videre klart, at man også i de såkaldte civile sager kræver en vis styrke af beviset for at kunne lægge et bestemt faktum til grund. Der er fri bevisbedømmelse og dommerne afgør, hvad de anser som bevist, men dommerne skal naturligvis have et vist objektivt grundlag og føle sig sikre på beviset for at det kan lægges til grund i sagen, før en person for eksempel dømmes til at betale et pengebeløb. Men som sagt, er dommerne endnu mere kritiske overfor beviser, inden de lægger beviserne til grund som bevis for, at der er foretaget en strafbar handling.

Det er sjældent at man i retspraksis finder eksempler, der tydeligt illustrerer denne forskel i beviskravet mellem strafferetlige sager og almindelige civile sager. Der er imidlertid i maj 2016 afsagt en dom af Vestre Landsret, hvor forskellen i beviskravet var af betydning.

Forholdet var nærmere det, at en herboende udenlandsk mand (her kaldet X) på godt 70 år, der kun talte meget lidt dansk, en vinterdag, den 4. december 2010, stod på bussen i Aalborg og lagde penge på chaufførens disk som betaling for billetten. Selv om det var tydeligt, at der var tale om en person, der var så gammel, at han måtte være folkepensionist, billetterede chaufføren ham med en almindelig billet, og ikke kun med en pensionistbillet. Da X mente at han kun skulle betale for pensionistbillet, forsøgte han at lægge sit sygesikringskort på disken, for derved at få chaufføren til at forstå at han blot skulle betale pensionistpris. Chaufføren på sin side mente imidlertid at være i sin gode ret til at billettere en normalbillet, da X ikke fremviste et ”pensionistkort” og ville derfor ikke give flere penge tilbage. Da X ikke var tilfreds med dette og blev ved med at forsøge at få chaufføren til at forstå, at han var pensionist, tabte chaufføren tålmodigheden og måske besindelsen og smed korporligt X ud af bussen. Det gik så voldsomt for sig, at X faldt på det sneglatte fortov og slog sin skulder. Optrinnet blev optaget af bussens video og episoden fik følger for chaufføren, der blev fyret fra busselskabet.

Der opstod herefter en straffesag, hvor chaufføren blev tiltalt for overtrædelse af voldsbestemmelsen i straffelovens § 244. Han blev imidlertid frifundet med dommerstemmerne 2-1, i det to af rettens dommere stemte for frifindelse, medens en dommer ville dømme ham.

Efterfølgende anlagde X en almindelig civil retssag imod chaufføren med påstand om, a t denne skulle betale erstatning for de skader, som X havde pådraget sig ved det voldsomme fald. I byretten i Aalborg blev chaufføren også frifundet for det erstatningsretlige ansvar, men sagen blev anket til landsretten, hvor chaufføren blev dømt til at betale erstatning. Landsretten siger i sin begrundelse, at chaufføren havde handlet uforsvarligt, og at han derfor var erstatningsansvarlig.

Med andre ord, blev chaufføren for det samme forhold frifundet for strafferetligt ansvar, men dømt til at være erstatningsretligt ansvarlig.

X var i erstatningssagen for såvel byretten som for landsretten repræsenteret af advokat Hans Mogensen, Homann Advokater.

For bistand i sager af denne type kontakt da venligst advokat Hans Mogensen.