Enhedspatent og den fælles Patentdomstol

af advokat Hans Henrik Skjødt

EU støttes på romtraktaten. Romerne opfandt denne vandpumpe for mere end 2000 år siden.

Det fælles europæiske patent og en fælles europæisk Patentdomstol har været meget længe undervejs, mere end 30 år. I 2012 blev der opnået politisk enighed mellem 25 af de 27 EU lande om etablering af en fælles europæisk Patentdomstol og et såkaldt Enhedspatent. Patentet kaldes Enhedspatentet – og ikke EU patentet, da to EU lande ikke ønskede at deltage i den politiske aftale. Enhedspatentet forventes dog at få virkning i stort set alle EU lande, men ikke i Spanien og Italien, der ønsker at stå udenfor.

Enhedspatent

Ideen med Enhedspatentet er at gøre det muligt at opnå ét patent, som vil dække hele EU, dog med undtagelse af de få lande, der vælger at stå udenfor.

Enhedspatentet er en overbygning på den europæiske patentansøgning, som hidtil og fortsat vil blive administreret af det europæiske patentkontor (kaldet EPO). EPO fungerer som et fælles udstedelsessystem, der hidtil har været forløberen for at opnå nationale patenter i de tilsluttede europæiske lande, der også omfatter lande udenfor EU. Enhedspatentet vil blive koblet på dette system, og når den europæiske patentansøgning godkendes, skal man vælge mellem Enhedspatentet og/eller validering (udstedelse) i udvalgte lande.

Enhedspatentet forventes at træde i kraft omkring 2016/2017, dvs. når Storbritanien, Tyskland og Frankrig samt yderligere 10 EU lande har tiltrådt aftalen.

I praksis indebærer Enhedspatentet

  • at der ikke skal foretages oversættelser og betales gebyrer i de respektive lande. Det sker samlet til én myndighed,
  • at der kun betales én fornyelsesafgift (årsafgift til ét sted), og
  • at der stadig kan søges patent ved validering af et europæisk patent i udvalgte lande.

Enhedspatentet ser ud til at være økonomisk fordelagtigt, hvis man alligevel ville have national beskyttelse i seks lande under det fortsat gældende europæiske patent. Ved færre end seks lande er validering af Europa-patentet mest økonomisk. Gebyrerne er endnu ikke fastlagt, hvorfor der pt. er usikkerhed om balancepunktet.

Fra ansøgning til udstedelse af et Enhedspatent er behandlingen den samme som for et traditionelt europæisk patent, ligesom reglerne er ens. En beskyttelse bliver altså hverken værre eller bedre.

Hvis patentindehaveren ønsker beskyttelse i færre lande, kan den traditionelle vej vælges.

Patentdomstol

Som led i aftalen skal der etableres en fælles Patentdomstol, der vil være overnational (hvilket er en suverænitetsafgivelse, jf. den kommende afstemning den 25. maj 2014). Hidtil har retssager om patentkrænkelse og ugyldighed skullet føres ved de enkelte landes domstole, men med indførelsen af den fælles Patentdomstol kan der afsiges dom med virkning for hele Enhedspatentets område.

De enkelte deltagende EU lande vil kunne vælge at oprette en afdeling af Domstolen nationalt eller medvirke til oprettelse af en regional afdeling, der gælder for visse lande. Hidtil har Danmark krævet oprettet en afdeling i Danmark, men det forlyder, at dette vil blive frafaldet af Danmark pga. for få sager, og i stedet vil der formentlig blive oprettet en regional afdeling i Stockholm, der gælder for Danmark, Sverige og de Baltiske lande.

Patenthaveren vælger som udgangspunkt i hvilket land (national/regional afdeling) retssagen skal føres.

--oooOooo---

Yderligere oplysninger om Enhedspatentet og den fælles Patentdomstol kan fås ved henvendelse til advokat Hans Henrik Skjødt.