Er det for let for kommunerne at ekspropriere?

af advokat Nicolai Platzer Funder

I henhold til grundlovens paragraf 73 kan staten og kommunerne gøre sig til ejer af privat ejendom ved ekspropriation, når det er nødvendigt for at fyldestgøre et formål som kommer ”almenvellet” til gode - altså ved ekspropriation. Der skal betales for overtagelsen, men ofte vil erstatningen ikke være tilfredsstillende.

Typiske eksempler herpå er etablering af veje og jernbaner og andre infrastrukturelle anlæg. Selvom der også i visse tilfælde ses ekspropriation til private formål er det dog mest hyppigt, at der eksproprieres til offentlige formål.

Ekspropriation sker således også til opfyldelse af myndighedernes forpligtelse til at levere offentlig service til borgerne. Som tidligere beskrevet i en artikel her på siden eksproprierede Ringsted Kommune for eksempel i 2011 cirka 1 ha (10.000 m2) landbrugsjord fra en borger i landsbyen Gyrstinge med henblik på at etablere en 11 mands fodboldbane på arealet. Se tidligere artikel "Ekspropriation kendt ugyldig af Natur – og Miljøklagenævnet".

Gyrstinge havde på daværende tidspunkt ca. 345 indbyggere. Den lokale dagligvareforretning lukkede for nylig og byen fremstår nu som en klassisk soveby 10 km. fra Ringsted. En initiativgruppe, anført af særligt en enkelt aktiv ildsjæl, fremsatte ønske overfor kommunen om etablering af et såkaldt landsbyhus og en ekstra 11 mands fodboldbane i tillæg til den, som i forvejen lå foran den lokale folkeskole. Således ville der blive et samlet anlæg med folkeskole, landsbyhus og to 11 mands fodboldbaner ved siden af hinanden.

(Illustration fra lokalplan 176)

Kommunen efterkom ønsket og udarbejdede i 2005 en lokalplan for projektet. Da kommunen ikke selv ejede nok jord til også at kunne huse den nye fodboldbane i tilknytning til den eksisterende bane, kom lokalplanen også til at omfatte et areal ved siden af, som var privatejet landbrugsjord.

Landbrugsjorden var beliggende klods op ad byzonen i landsbyen og i kommuneplanens rammebestemmelser var jorden udpeget som fremtidig byzone med tæt lav bebyggelse. Dette var da også ejerens hensigt med udvikling af ejendommen, og der var tidligere udarbejdet en udstykningsplan for området, som blot ikke var gennemført endnu, blandt andet på grund af finanskrisen. Lokalplanen kom derfor på tværs af disse planer for grundejer.

Da kommunen i 2010 endeligt besluttede at gennemføre projektet med opførelse af landsbyhuset og etablering af en ekstra boldbane tilbød man grundejer 150 kr. per kvadratmeter landbrugsjord ved frivillig afståelse. På grund af forventningen om at kunne udvikle ejendommen med udstykningen af parcelhusgrunde mente grundejerne sig dog berettiget til en noget højere pris og forlangte 200 kr., også fordi at restarealet efter ekspropriation ville blive så lille og defigureret, at det ville blive meget svært at udnytte. Derefter eksproprierede kommunen i 2011 arealet og tilbød 40 kr. per kvadratmeter.

Som beskrevet i den ovennævnte artikel gjorde grundejeren indsigelse over for ekspropriations lovlighed og Natur-og Miljøklagenævnet kom i 2013 frem til, at ekspropriationen var ulovlig. Årsagen var, at det beskedne indbyggertal på 345 personer ikke gjorde det nødvendigt at have endnu en 11 mands fodboldbane i byen. Og i henhold til Grundloven skal der være den fornødne ”nødvendighed”, før man kan tvinge private til at afstå fast ejendom.

Kommunen stoppede dog ikke her men sendte en genoptagelsesbegæring til Nævnet med nye oplysninger, som man mente måtte føre til en ændring af afgørelsen. Det oplystes nemlig nu, at det relevante indbyggertal var 826, idet man også burde tælle den nærliggende landsby Ørslevvester og hele Ørslevvester Sogn med, hvorved i alt 826 personer talte med i grundlaget for vurdering af, om det var nødvendigt at anlægge en ny boldbane.

Natur-og miljøklagenævnet kom herefter i 2014 frem til, at med dette indbyggertal var det tilstrækkeligt godtgjort, at der var et nødvendigt og aktuelt behov for en ekstra 11 mands fodboldboldbane i landsbyen Gyrstinge, hvorefter ekspropriationen blev stadfæstet.

Grundejeren indbragte sagen for retten og gjorde gældende, at det på trods af det nu oplyste indbyggertal fortsat ikke kunne anses som nødvendigt at anlægge en ekstra 11 mands fodboldbane i byen. Der blev i retten fremlagt dokumentation for den eksisterende anvendelse af boldbanen foran skolen, som viste, at denne ikke på nogen måde kunne anses som fuldt belagt. Heller ikke i de timer, som normalt henlægges til fritidsaktiviteter.

Der blev videre fremlagt dokumentation for, at Dansk Boldspilunion ikke anbefaler anvendelse af 11 mands fodboldbaner til træning eller kamp for boldspillerne under 14 år. Der blev videre fremlagt dokumentation for aldersdifferentieret medlemstal for fodboldklubben i Gyrstinge IF (der er ingen fodboldklub i Ørslevvester), hvorefter det kunne fastslås, at i alt 15 personer totalt set ville være potentielle brugere til en 11 mands fodboldbane.

Grundejer gjorde på dette grundlag gældende, at det ikke kunne anses som nødvendigt at ekspropriere til en ny fodboldbane, da man jo i forvejen rådede over den eksisterende boldbane foran kommuneskolen, og da denne bane ikke var fuldt udnyttet.

Her overfor gjorde kommunen nu gældende, at man ikke ønskede to boldbaner (skønt to boldbaner var tegnet op i bilagsmaterialet til lokalplanen, som udgjorde grundlaget for ekspropriationen jf. ovenfor). Argument var nu, at den eksisterende boldbane ikke opfyldte de internationale mål på 68 × 105 mtr. Og da man ønskede en boldbane med internationale mål til Gyrstinge IF’s kampe, var man var nødt til at ekspropriere den private ejendom for at få en sådan bane.

Grundejer fremlagde herefter dokumentation for, at der godt kunne kridtes en bane i internationale mål op på kommunes egen jord, nemlig på arealet hvor den eksisterende boldbane var beliggende. Dette blev dokumenteret ved fremlæggelse af kortmateriale med en tegning af banemål i international størrelse udarbejdet af landinspektør. Det blev yderligere påvist, at der var plads til nødvendigt friareal rundt om banen.

(Del af den af grundejer indhentede dokumentation)

Kommunens modargument overfor dette var, at der desuden skulle etableres et lysanlæg, og dette var der ikke plads til, ligesom et bevaringsværdigt beplantningsbælte, der var indtegnet rundt om den eksisterende boldbane i materialet til lokalplanen, ville blive berørt.

Herefter fremlagde grundejer dokumentation for hvilke krav der gælder for belysning af boldbaner herunder til international kampe, divisionskampe og øvrige kampe. Det blev derved bevist, at der ikke er krav om lysanlæg bortset fra i Superligaen, første og anden division. Og beplantningsbæltet kunne kommunalbestyrelsen i henhold til lokalplanen om nødvendigt give tilladelse til at reducere eller fjerne, hvis viljen ellers var til stede.

Både byretten og landsretten kom frem til, at kommunen havde ret i argumentet om, at det var nødvendigt at ekspropriere den private ejers ejendom for at tilgodese almenhedens interesse i en ekstra boldbane med internationale mål. Og trods fremlagte landinspektørtegninger og dokumentation om (fravær af) krav til lysanlæg fandt domstolene ikke, at grundejer havde dokumenteret, at samtlige nødvendige faciliteter kunne holdes inde på kommunens egen jord.

Grundejer ansøgte om tredjeinstansbevilling for indbringelse af spørgsmålet for Højesteret. En sådan tilladelse blev dog ikke givet.

Sagen belyser i høj grad spørgsmålet om, hvorvidt vi i Danmark har en tilstrækkelig beskyttelse af den private ejendomsret, når man ser på, hvor lidt der egentlig skal til for at ekspropriere privat fast ejendom.

I sagen var det ubestridt, at der reelt kun var 15 mennesker, som i princippet kunne have glæde af en fodboldbane i internationale mål. Og trods en meget ihærdig indsats fra grundejeren lykkedes det ikke at overbevise hverken byret eller landsret om, at kommunens egen bane kunne udnyttes mere hensigtsmæssigt, således at det påståede behov kunne opfyldes inden for egne rammer.

Sagen er således også et udtryk for, hvor stort spillerum myndighederne har for at foretage et frit skøn over, hvad der er en rimelig hensyntagen til almenhedens interesser kontra grundejerens ret til at beholde sin egen ejendom. Og rigtig meget tyder på, at når blot det overfor domstolene gøres gældende, at myndigheden “...har med rette vurderet at der er behov for...”, ja så vil domstolene meget nødigt tage stilling til, om denne vurdering er rimelig eller ej og om nødvendigheden faktisk er til stede.

Det må anerkendes, at myndighedernes ret til at foretage skøn, som jo følger af blandt andet kommunalfuldmagten, har sine gode argumenter for sig. Og det må konstateres, at dette blandt andet har den konsekvens, at der de facto påhviler borgerne en tung bevisbyrde for, at en ekspropriation ikke er nødvendig. Man kunne dog overveje, om det var mere rimeligt, at det var op til kommunen i den konkrete situation at bevise, at tilstrækkelig nødvendighed foreslå.

Uanset at styrkeforholdet mellem borgere og myndighed i sådanne sager kan virke som en stor opgave at prøve kræfter med, må det tilrådes at forsøget gøres i tilfælde, hvor man rimeligvis kan stille spørgsmålstegn ved, om ekspropriationen overhovedet er nødvendig. Og dernæst er der jo så efterfølgende erstatningsspørgsmålet, hvis ekspropriationen da kendes lovlig. Her gælder det jo, at der skal der jo være tale om en markedsmæssig erstatning, hvilket imidlertid først fastlægges efter at spørgsmålet om lovlighed er endeligt afgjort.

I sådanne sager vil det normalt være muligt, at man som privatperson kan opnå dækning af sin retshjælpsforsikring.

--ooOoo--

Kontakt gerne advokat Nicolai Platzer Funder for rådgivning om sager af lignende art eller andre plan- og miljøretlige udfordringer.