EU vedtager nye regler om betalingsfrister og rykkergebyrer

af Advokat Nicolai Platzer Funder

EU Parlamentet har vedtaget, at betalingsfrister fremover som udgangspunkt skal være 30 dage, når virksomheder har handlet med hinanden. Reglerne skal nu formelt vedtages af Rådet og herefter offentliggøres i EU Tidende. 20 dage herefter træder reglerne i kraft, hvorefter medlemslandene har op til to års frist for at implementere dem i national lovgivning. Først herefter gælder de i Danmark.

Reglerne går nærmere ud på, at for betalinger mellem virksomheder vil den almindelige betalingsfrist blive 30 dage, med mindre andet er særskilt aftalt. Kreditor kan altså ikke umiddelbart tvinges til at acceptere usædvanligt lange kredittider ensidigt fastsat af kunden. Betalingsfristen kan dog forlænges med op til 60 dage, hvis parterne er enige om dette. Mere end 60 dage kan kun aftales, hvis det ikke er "klart urimeligt" over for kreditor og det skal da være tydeligt fremhævet i aftalen.

For offentlige myndigheder bliver fristen også 30 dage, men mulighederne for forlængelse færre. En forlængelse skal således både være "udtrykkeligt aftalt" og samtidig "objektivt begrundet i lyset af aftalens særlige karakter eller elementer i den".

Såfremt fakturaer ikke betales efter de nye frister, vil kreditor fremover kunne opkræve en rente på 8 % samt et kompensationsbeløb på 40 Euro, som skal dække omkostningerne ved inddrivelsen af betalingerne.

De eksisterende Danske regler i renteloven og tilhørende bekendtgørelse tager allerede i nogen grad højde for kreditors naturlige interesse i at kunne opkræve morarente og godtgørelse for inkassoomkostninger. Gebyret på 40 Euro (svarende til ca. 300 kr.) er dog betydeligt højere end det rykkergebyr på 100 kr., kreditor i dag selv kan beregne ved konstateret misligholdelse. Efter Dansk ret kan kreditor til gengæld opkræve tre gange 100 kr. i rykkergebyrer.

For mere information om de nye regler eller reglerne om inddrivelse af tilgodehavender generelt, kontakt da advokat Nicolai Platzer Funder.

For at få mere information om hvad HOMANN Advokater kan tilbyde indenfor inkasso, tvangsauktioner m.m., klik her: Inkasso.