Forældrekøb – skærpet beskatning, når lejligheden overdrages til barnet

af advokat Gitte Skouby, Advokatfirmaet GS Tax ApS

Det er fast praksis, at forældre og børn indbyrdes kan overdrage fast ejendom, herunder ejerlejligheder, til en pris der ligger 15 % over eller under den seneste offentlige vurdering. Mange forældre har hjulpet et barn under uddannelse ved at købe en lejlighed, som barnet lejer, indtil uddannelsen er afsluttet. En yderligere starthjælp til barnet består i, at det kan købe lejligheden til 15 % under vurderingen, uden at prisen udløser betaling af gaveafgift. Forældrenes skattepligtige fortjeneste/tab beregnes ligeledes på grundlag af den aftalte pris.

Landsskatteretten har nu afsagt en kendelse om, at denne praksis ikke kan anvendes, hvis forældrenes lejlighed har været udlejet til barnet, og lejligheden har været vurderet som udlejet. Når en ejerlejlighed er vurderet som udlejet, nedsættes den offentlige vurdering efter fuldstændig fast praksis til 50% af vurderingen som almindelig fri lejlighed.

På grund af denne faste praksis kan det forekomme urimeligt, at man ikke blot kan tage udgangspunkt i, at prisen ved overdragelse skal være det dobbelte af den offentlige vurdering som udlejet. Det har landsskatteretten afgjort, at der ikke er grundlag for.

Forløbet i sagen var, at et ægtepar erhvervede en ejerlejlighed, der blev udlejet til deres datter. 4 år senere, da datteren var færdig med sin uddannelse, købte hun ejerlejligheden for en pris af 918.000, der udgjorde 85% af den offentlige vurdering før nedslag for udlejning. Landsskatteretten anerkendte ikke aftalen, men forhøjede prisen til handelsværdien, som fandtes at være kr. 1,3 mill. kr.

Ved forældrekøb skal man altså være opmærksom på, om lejligheden er vurderet som fri eller udlejet, hvis man ønsker at overdrage lejligheden til barnet. Ønsker man at overdrage lejligheden så billigt som muligt til barnet, må man få ændret vurderingen af ejerlejligheden til fri lejlighed, inden den overdrages. Det vil normalt være muligt, når der er tale om udlejning til nærtstående, hvor de almindelige begrænsninger for opsigelse af lejemål reelt ikke er til stede.

--oooOooo---

Yderligere oplysninger om reglerne, herunder assistance, kan fås ved henvendelse til advokat Gitte Skouby.