Forureneren betaler

af BA.jur. Dominique Holmsgaard

Den 30. september 2013 traf Natur – og Miljøklagenævnet, på baggrund af klage indgivet af advokat Nicolai Platzer Funder, afgørelse om supplerende undersøgelse af jordforurening på en villaejendom i Greve Kommune. Omkostningen til supplerende undersøgelser skal ifølge afgørelsen afholdes af boet efter den tidligere ejer af ejendommen (sælger til nuværende ejer), da han ved uforsvarlig adfærd havde forårsaget forureningen. Det blev også i afgørelsen fra Natur- og Miljøklagenævnet besluttet at Greve Kommunes afgørelse om ikke at udstede et genopretningspåbud overfor forureneren skulle ophæves og at sagen skulle hjemvises og undergå en fornyet behandling i kommunen på grundlag af resultatet af den supplerende forureningsundersøgelse.

Sagen omhandler

Sagen handler om enhver husejers mareridt: Man har købt en ejendom, man vil bygge ud, og i den anledning finder man ud af, at jorden er forurenet af den tidligere ejer, hvorefter ejendommen radikalt mister belåningsværdi og byggeplanerne i øvrigt kan skrinlægges indtil sagen er færdigbehandlet.

Sagen her er meget interessant, da man får et dødsbo tilpligtet at foranstalte supplerende undersøgelser af en forurenings omfang på baggrund af en konklusion om formodet uagtsomt forhold hos daværende ejer (usand oplysning om afblænding af tanken).

Det er ligeledes interessant at se Nævnets konkrete vurdering af, hvornår den væsentligste del af forureningen kan antages at være sket.

Sagens oplysninger

Ejendommen blev overtaget af klager 1. august 2009.

Den tidligere ejer af ejendommen havde i 1986 telefonisk meddelt kommunen at den olietank på 2.500 liter på ejendommen var sløjfet og afblændet. Ved købet af ejendommen havde køberne således henholdt sig til, hvad teknisk forvaltning kunne oplyse, nemlig at olietanken var afblændet. Det viste sig imidlertid, da den nye ejer af ejendommen i 2009 ville grave olie tanken op i forbindelse med en planlagt tilbygning, at dette ikke var korrekt. Tanken var nedgravet i ler uden sandfyld omkring, og der var større sten og mursten, som havde stødt direkte op til tanken. I bunden af tankgraven var der tydelig sort misfarvning af jorden og en mindre oliefilm på det vand, der havde samlet sig i graven. Der var desuden en tydelig olielugt ved kanten af udgravningen. Olietanken havde flere huller, der påviste, at der var sket gennemtæring. Det var kommunens vurdering at forureningen således skyldtes, at tanken ikke var blevet afblændet forskriftsmæssigt, herunder at den ikke var tømt inden afblændingen..
Hjemmel

Det fremgår af jordforureningslovens § 41, jf. § 39, at miljømyndighederne kan påbyde en forurener at fjerne en konstateret forurening og genoprette den hidtidige tilstand eller foretage tilsvarende afhjælpende foranstaltninger.

Princippet om at ”forureneren betaler” har først været gældende fra år 2000 med indførelse af jordforureningsloven. I vurderingen af, om der kan pålægges nogen afværgeforanstaltninger etc., er det afgørende at fastslå, hvornår den væsentligste del af forureningen har fundet sted. Det følger af jordforureningslovens § 42, at kun hvis en forurening er sket før den 1. januar 2001 og fortsætter efter denne dato, finder bestemmelserne i § 41 og 43 anvendelse. Disse regler indeholder hjemlen til, at der – på de nævnte betingelser - kan udstedes påbud om fjernelse af en konstateret forurening og genopretning af den hidtidige tilstand.

Greve Kommune var af den opfattelse, at det ikke var teknisk muligt med sikkerhed at fastslå hvornår olien var trængt ud af tanken. Og dermed var det kommunens opfattelse, at det ikke kunne godtgøres, at den væsentligste del af forureningen var sket efter 1. januar 2001.

Af jordforureningslovens § 41, stk. 3, nr. 2, fremgår, at som forurener anses den, der ved uforsvarlig adfærd eller en adfærd, der er omfattet af strengere ansvarsregler efter lovgivningen, har forårsaget forureningen.

Som anført ovenfor havde den tidligere ejer udvist en uforsvarlig adfærd ved sin manglende afblænding og sløjfning af tanken og derved forårsaget forureningen. Da den tidligere ejer i mellemtiden var død, blev det dødsboets pligt at fjerne den konstaterede forurening og genoprette den hidtidige tilstand eller foretage tilsvarende afhjælpende foranstaltninger på ejendommen.

Følger af afgørelsen

Følgen af Natur – og Miljøklagenævnets afgørelse er, dødsboet efter den tidligere ejer skal finansiere en supplerende undersøgelse af jordforureningen, og at Greve kommune på baggrund af denne skal tage stilling til om dødsboet yderligere skal finansiere en genopretning af ejendommens tidligere tilstand.

--oooOooo---

Den fulde afgørelse kan ses her. For yderligere spørgsmål, kontakt venligst advokat Nicolai Platzer Funder.