Højesteret har skabt mere klarhed om den fælles forældremyndighed

af advokat Jesper Seeger Perregaard

Indledning:

Der blev med reglerne i forældreansvarsloven, der trådte i kraft den 1. oktober 2007, indført en adgang for domstolene til at træffe afgørelse om fælles forældremyndighed også i de tilfælde, hvor der er uenighed mellem forældrene herom. Tidligere krævede fælles forældremyndighed enighed mellem parterne. De nye regler gælder uden overgangsregler for alle sager, hvori der træffes afgørelse efter den 1. oktober 2007, jf. Højesterets dom i U 2009.729 H.

De 3 domme Højesteret har afsagt den 20. februar 2009 (U 2009.1229/1 H), den 1. maj 2009 (U 2009.2073 H) og den 30. juni 2009 (U 2009.2502 H) bør fremover kunne bidrage til en større klarhed over, hvornår domstolene skal træffes afgørelse om fælles forældremyndighed.

Kort om reglerne:

Efter forældreansvarslovens § 8 gælder, at forældre med fælles forældremyndighed som ophæver samlivet, bliver separeret eller skilt, fortsætter med at have fælles forældremyndighed over barnet/børnene. Sådan var det også tidligere.

Hvis parterne ikke kan opnå enighed i statsforvaltningen om at opretholde eller etablere fælles forældremyndighed, sørger forvaltningen på anmodning for, at sagen indbringes for domstolene.

Det nye i loven er, at domstolene i denne situation – altså når forældrene ikke er enige om dette – kan beslutte, at den fælles forældremyndighed alligevel skal fortsætte. Bestemmelsen i forældreansvarslovens § 11 angiver endda, at ”retten kun [kan] ophæve den fælles forældremyndighed, hvis der foreligger tungtvejende grunde” herfor.

Det er også nyt, at domstolene i de situationer, hvor der ikke består en fælles forældremyndighed, bl.a. kan beslutte, at der fremover skal være en sådan fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens § 14. Det står ikke udtrykkeligt i bestemmelsen, hvornår retten skal træffe en sådan afgørelse om at etablere fælles forældremyndighed, men forarbejderne til bestemmelsen viser, at kun når væsentlige forhold – som efter lovens § 11 – taler mod fælles forældremyndighed, skal resultatet være et andet.

I begge tilfælde er det en forudsætning, at (mindst) den ene af forældrene ønsker og nedlægger påstand (evt. i form af en subsidiær påstand) om fælles forældremyndighed. I modsat fald kan domstolene ikke beslutte denne løsning.

Domstolene skal træffe disse afgørelser om forældremyndighed – som alle øvrige afgørelser efter forældreansvarsloven - efter, hvad der er bedst for barnet, og der skal tages hensyn til barnets egne synspunkter alt efter alder og modenhed, jf. lovens § 4 og § 5. Domstolene skal altså – indenfor rammerne af parternes påstande - i hvert enkelt tilfælde (forsøge at) fastlægge forældremyndigheden efter, hvad der må anses for bedst for det pågældende barn.

Kort om praksis inden Højesterets domme:

Det er særdeles vanskeligt alene ud fra indholdet af de enkelte domstolsafgørelser, der tit er ganske kortfattet udformet, at vurdere om retten i det enkelte tilfælde har fastlagt forældremyndigheden ”korrekt”. Trods dette giver en gennemgang af den hidtidige (trykte) praksis ved byretterne og landsretterne dog indtryk af, at domstolene i en del tilfælde har fraveget forældreansvarslovens udgangspunkt om fælles forældremyndighed, uden at der synes at have været tilstrækkeligt grundlag herfor.

Det gælder for mig at se ikke mindst i de tilfælde, (1) hvor parterne har eller har haft samarbejdsproblemer, og/eller (2) hvor den ene part i nogen tid har haft forældremyndigheden alene uden problemer for barnet. Da moderen efter de tidligere gældende regler i de fleste tilfælde har fået forældremyndigheden, når den fælles forældremyndighed er blevet ophævet, indebærer en praksis der opretholder ”status quo” mellem parterne nødvendigvis, at moderen i mange af disse sager fortsat er blevet tillagt forældremyndigheden alene.

Der er i mange tilfælde ikke grund til at tillægge parternes samarbejdsproblemer stor vægt. Hyppigt vil parterne opleve (mere eller mindre reelle) problemer efter en skilsmisse eller lign.. Det gælder nok særligt, hvis parterne tillige fører (rets) sag om forældremyndigheden til deres barn/børn. Det anføres da også i stort set alle sager (af den part, som ønsker forældremyndigheden alene), at en fælles forældremyndighed ikke er ønskelig/mulig på grund af parternes samarbejdsproblemer, og i mange afgørelser, angives sådanne betragtninger også i begrundelsen for ikke at beslutte fælles forældremyndighed. Naturligvis forekommer der i praksis eksempler på, at parterne reelt har væsentlige og uovervindelige samarbejdsproblemer af relevans for en fælles fremtidig administration af forældremyndigheden eller for barnets trivsel i øvrigt, men en del sager synes at angå mindre væsentlige forhold, der ikke bør udgøre ”tungtvejende grunde” mod en fælles forældremyndighed.

Den tilsvarende problemstilling gør sig gældende i de tilfælde, hvor parterne aktuelt ikke har fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens § 14. Blandt disse sager er bl.a. alle de sager, hvor parterne tidligere har fået afgjort en uenighed om forældremyndigheden efter de tidligere gældende regler. Ydermere vil den part, som i et stykke tid har haft forældremyndigheden alene, i mange tilfælde anføre, at perioden med vedkommende som eneindehaver af forældremyndigheden, er forløbet godt for barnet. Selvom det ”objektivt betragtet” måtte være korrekt, er det imidlertid ikke i sig selv et forhold, der taler mod fælles forældremyndighed for fremtiden. I et stort antal af disse ”§ 14-sagerne” er resultatet blevet et andet end fælles forældremyndighed, og i enkelte afgørelser spores en uklarhed om, hvorvidt forældreansvarslovens § 14 indebærer, at parterne – som i ”§11-sagerne” - skal have fælles forældremyndighed, med mindre ”tungtvejende grunde” taler mod denne. I hvert fald kan flere afgørelser bl.a. fra Østre Landsret, jf. eksempelvis landsrettens dom i U 2009. 2502 H og TfA 2009.545 Ø, tages som udtryk, at ”status quo” er opretholdt – på bekostning af en fælles forældremyndighed - på et andet og mere lempeligt grundlag.

Højesterets domme:

Det de 3 nævnte domme først og fremmest slår fast er, at forældreansvarsloven både i sager, hvor tvisten angår evt. ophævelse af en eksisterende fælles forældremyndighed, jf. lovens § 11, og hvor tvisten angår evt. etablering af fælles forældremyndighed, jf. lovens § 14, indebærer, at forældrene som udgangspunkt skal have fælles forældremyndighed. I begge situationer skal der være ”tungtvejende grunde” eller tilsvarende for at komme til et andet resultat.

Der forelå ikke i nogen af de omhandlede sager, herunder særlig i U 2009.2073 H og U 2009.2502 H, bevis for så alvorlige samarbejdsproblemer mellem parterne, at udgangspunktet om fælles forældremyndighed kunne fraviges. Dette var i den ene af sagerne (U 2009.2502 H) nok udtryk for en skærpelse af Østre Landsrets krav til karakteren af evt. samarbejdsproblemer, idet landsretten ud fra samme oplysninger var kommet til det modsatte resultat bl.a. med henvisning til, at moderen i flere år havde haft forældremyndigheden alene og det oplyste om samarbejdsproblemer. I den anden af sagerne (U 2009.2073 H) stadfæstede Højesteret Østre Landsrets afgørelse om fælles forældremyndighed med bemærkning om, at det forhold, at forældrene har forskelligt syn på børnenes forhold som følge af forskellig kulturel baggrund og religiøs tilknytning, ikke i sig selv kan føre til ophævelse af fælles forældremyndighed.

Afslutning:

Det bør med Højesterets 3 domme være afklaret, at den nuværende forældreansvarslov indebærer, at det som udgangspunkt skal anses for bedst for barnet, at parterne har fælles forældremyndighed. Domstolene kan og skal kun ved alvorlige samarbejdsproblemer eller andre tungtvejende grunde komme til et andet resultat.

Der er ikke noget til hinder for, at der mellem forældrene føres flere sager om forældremyndigheden til deres barn/børn. I de sager, hvor domstolen – evt. på et utilstrækkeligt grundlag – har afgjort, at den ene part skal have forældremyndigheden alene, kan den anden part altså senere starte en ny sag om fælles forældremyndighed, når blot der foreligger nye omstændigheder, jf. hertil retsplejelovens § 448 e. Under en fornyet bedømmelse af parternes forhold, herunder f.eks. i relation til evt. samarbejdsproblemer mv. ”siden sidst”, vil den klarhed om reglerne, som Højesterets domme har bibragt, kunne bestyrke muligheden for at opnå fælles forældremyndighed.

Personligt vil jeg imidlertid gerne understrege vigtigheden af, at begge forældre er opmærksomme på, at sådanne – og andre – forældremyndighedssager kun bør føres, hvis dette er nødvendigt for barnets bedste!

Har du spørgsmål eller bemærkninger til artiklen, er du velkommen til at kontakte advokat Jesper Seeger Perregaard på tlf. 33 15 01 02 eller jsp@remove-this.homannlaw.dk.