Hvad betyder Brexit for danske virksomheder – og hvordan forbereder man sig på det?

af advokat Nicolai Platzer Funder

Brexit er en proces, der forventes at føre til, at Storbritannien og måske også Gibraltar træder ud af EU i 2019 eller senere. Baggrunden er folkeafstemningen om Storbritanniens EU-medlemskab den 23. juni 2016, hvor et smalt flertal stemte for at forlade EU.

Brexit er dagligt et emne på engelske advokatkontorer. Det ved vi her hos HOMANN Advokater fra pålidelig kilde, nemlig vores engelske partner i advokatkæden JCA International Lawyers, advokatfirmaet Peachey & Co. LLP. Herfra lyder det, at de fleste lovområder vil blive berørt i et eller andet omfang, herunder intellektuel ejendomsret (IP), finansiel databeskyttelse, beskæftigelse, force majeure klausuler, lovvalg og jurisdiktion samt håndhævelse, blot for at nævnte nogle få eksempler.

Tilstedeværelsen af Brexit kan potentielt danne grundlag for en force majeure-begivenhed. Dermed kan Brexit komme til at påvirke den kommercielle handel, der ligger til grund for kontrakten, som man indgår med sine partnere i udlandet. For eksempel grænseoverskridende handelsrelationer, der er følsomme over for valutakursudsving eller lignende.

Hvor det er relevant, bør parterne derfor overveje, hvordan kontrakten kan blive påvirket af Storbritanniens afgang fra EU, hvilket ikke er en simpel opgave, når formen for Storbritanniens fremtidige forhold til EU endnu ikke er kendt. Det bør i den forbindelse overvejes, om en Brexit-relateret begivenhed vil kunne annullere en aftale fuldstændig. Dette kræver, at parterne først definerer den Brexitrelaterede udløsningsbegivenhed (i sig selv en kompleks opgave) og angiver, hvilke konsekvenser der ville hidrøre fra denne.

I mangel af klausuler i kontrakter, som specifikt omtaler Brexit, eller en rimelig analog begivenhed (hvad det så end kunne være), vil man efter almindelig kontraktfortolkning – i Storbritannien, jf. Peachey 6 Co – nok komme frem til, at en almindelig force majeureklausul sandsynligvis ikke udløses af Brexit. Dette skyldes den angelsaksiske retstradition, hvor kontrakter er meget lange men til gængæld forventes at være udtømmende.

Om en almindelig force majeure klausul vil blive udløst, afhænger som altid af den præcise udformning af bestemmelsen og anvendelsen af reglerne for kontraktfortolkning. Henvisninger til en ”regeringspålagt ændring” kan efter omstændighederne være tilstrækkeligt, men inddragelse i kontrakten af en specifikt defineret Brexit-relateret udløsningsbegivenhed vil være at foretrække.

Mange virksomheder bør formentlig gå egne forretningsbetingelser efter i sømmene for at se, om man i tilstrækkeligt omfang har taget højde for situationer, som den der nu foreligger i forbindelse med Brexit. HOMANN kan selv eller ved inddragelse af vores engelske partner bistå med sådanne opgaver.

--ooOoo--

Kontakt gerne advokat Nicolai Platzer Funder i relation til artiklens indhold.