Ny dom fra Højesteret om sager vedrørende skel – ikke altid krav om skelforretning

af advokat Nicolai Platzer Funder

Højesteret har den 20. april 2016 afsagt en principiel dom i sag 94/2015 på området for anvendelse af udstykningslovens § 38.

Baggrund

Ifølge udstykningslovens § 38 kan der ikke anlægges retssag om skels beliggenhed, før en skelforretning er afholdt. Det har hidtil været almindeligt antaget, at dette betød, at enhver sag, som på en eller anden måde inddrager et skelspørgsmål, skal indledes med en skelforretning. Men Højesteret har nu præciseret, at dette ikke altid er tilfældet.

Princippet, som kan uddrages af den nye dom, er, at hvis sagen er indledt med et andet indhold end ren skelberigtigelse, som her fx et erstatningskrav for fældning af træer på nabogrund, så er der ikke hjemmel i udstykningslovens § 38 til at afvise en allerede anlagt sag blot fordi der også viser sig at være uenighed om skellets beliggenhed.

Den konkrete sag

Sagen drejede sig om, at ejeren af en ejendom matr. 24d (Nabo 1) var sagsøgt for at skulle betale 500.000 kr. i erstatning til sin nabo (Nabo 2), som var ejer af matr. 22b, idet han havde fældet et læhegn af grantræer mellem de to ejendomme, som Nabo 2 gjorde gældende stod på dennes grund.



Matr. 24d er markeret med rød, matr. 22b med blå

Den tidligere ejer af matr. 22b (Nabo 2’ sælger) forklarede under sagen, at læhegnet stod der, da han købte ejendommen i 1998. Hans sælger fortalte, at det stod i skel. Han havde ikke haft kontakt med Nabo 1 i sin tid som ejer. Begge parter har vedligeholdt deres side af hegnet. Det fremgår af sagen, at Nabo 1 var gammel og syg, hvorfor han i øvrigt heller ikke afgav forklaring i byretten.

I efteråret 2009 lod Nabo 1 uden forudgående varsel en stor del af hegnet fælde. Nabo 2 konfronterede ham med dette og han sagde, at hegnet tilhørte ham. Nabo 2’s sælger anmodede derpå i juni 2010 om en skelforretning ved landinspektør Mogens Venø Poulsen, Varde.

(Ved en skelforretning tager en autoriseret landinspektør, ifølge udstykningslovens regler, stilling til skellets beliggenhed. Hvis der er uoverensstemmelser med optegnelserne i matriklen, bliver den nye måling indberettet til Geodatastyrelsen (det daværende Kort- og Matrikelstyrelsen).)

Nabo 1 havde inden da selv taget kontakt til en landinspektør, nemlig Mogens Poulsen, Skjern, med henblik på afsætning (præcisering) af skellet mellem ejendommene. Der havde således været to landinspektører involveret i sagen allerede inden sagen blev anlagt i byretten. Og af særligt Højesterets dom ses det tydeligt, at det undervejs har bidraget til en vis forvirring i retten, at de begge hed Mogens Poulsen.

Den af Nabo 1 antagne landinspektør Mogens Poulsen, foretog i juni 2010 besigtigelse af forholdene i marken alene under overværelse af Nabo 1 og udarbejdede herefter et udkast til skelerklæring. (En skelerklæring er møntet på en forligsmæssig fastlæggelse af skellet, idet parterne erklærer deres opfattelse af skellets beliggenhed, hvorpå dette registreres i matriklen. Udkastet viste, at granhegnet lå på Nabo 2’s grund.)

Nabo 2’s advokat skrev den 11. juni 2010 bl.a. til Nabo 1, at han skulle komme med et forslag til, hvorledes sagen kunne løses forligsmæssigt, herunder stillingtagen til skellets placering, således som det er vist af landinspektør Mogens Poulsen. Såfremt dette blev bestridt af Nabo 1, ville advokaten indlede en skelsætningsforretning med omkostninger for Nabo 1 til følge. Desuden opfordrede advokaten Nabo 1 til at få etableret et fornuftigt læhegn, således at de værste gener af fældningen kunne undgås.

Uden videre drøftelser mellem parterne underskrev Nabo 1 herefter skelerklæringen den 14. juli 2010. Skelerklæringen blev ikke underskrevet af daværende Nabo 2, ligesom den heller ikke blev underskrevet på vegne af nuværende Nabo 2. Anmodningen til landinspektør Mogens Venø Poulsen, Varde, om foretagelse af skelforretning blev af Nabo 2 tilbagekaldt efter at skelerklæringen var underskrevet af nabo 1, og Nabo 2 erklærede under hovedforhandlingen i byretten, at man kunne tiltræde denne erklæring.

Efter fældningen af granhegnet konstaterede Nabo 2 forskellige skader på sin ejendom, herunder selve hegnet, stormskader på bagvedliggende skov samt værdiforringelse af ejendommen som jagtejendom. Han opgjorde sit samlede erstatningskrav til lige under 500.000 kr., heraf 300.000 kr. som værdiforringelse af den faste ejendom som følge af forringede jagtmuligheder. Via sin advokat, blev kravet rejst overfor nabo 1.

Nabo 1 antog efterfølgende selv en advokat, som i brev af 25. oktober 2010 til Nabo 2’s advokat bl.a. anførte, at brevet af 11. juni af Nabo 1 var forstået som et forligstilbud, hvorefter at (1) såfremt Nabo 1 accepterede skellets placering, således som det er vist af landinspektør Mogens Poulsen, og (2) såfremt Nabo 1 etablerede et ”fornuftigt læhegn”, ville Nabo 2 ikke gøre krav på erstatning af nogen art. I tiltro hertil havde Nabo 1 underskrevet skelafsætningen den 14. juli 2010 uagtet at han ikke var enig i det af Mogens Poulsen anviste skel. Og desuden havde Nabo 1 bestilt træer og forberedt plantning af det nye løvtræshegn, hvilket dog ikke var plantet på grund af de efterfølgende skriverier. Nabo 1 havde antaget, at der var indgået forlig. Og han var derfor blevet chokeret over det erstatningskrav, som nu var opgjort.

Byrettens dom

Der blev herefter anlagt en civil retssag af Nabo 2 mod Nabo 1 angående erstatningskravet. Nabo 1 påstod frifindelse, navnlig med henvisning til, at det levende hegn stod på hans grund.

Landinspektør Mogens Poulsen afgav forklaring under sagen. Under skelafsætningen i 2010 var tidligere ejer af matr. 22d den første person, som han talte med. Han fandt to yderligt stående skelpæle og satte derefter tre jernpæle med udgangspunkt i, at der var en lige linje mellem punkterne, hvilket var det, matrikelkortet viste. Da han afsatte jernpælene, kom han længere og længere væk fra stubbene efter det fældede levende hegn. Han lavede derfor efterfølgende nærmere undersøgelser, hvor det viste sig, at der ved omtegninger af matrikelkortet i 1974 i Kort- og Matrikelstyrelsen var glemt et knækpunkt fra det oprindelige matrikelkort fra 1960 på ca. 1 meter. Det rettede han op på kortet. Normalt ville han indberette til Kort- og Matrikelstyrelsen, når han har sat et skel. Men sagen fra 2010 blev imidlertid ikke sendt ind til Kort- og Matrikelstyrelsen, da han ville ekspedere sagen sammen med noget andet. Da målingerne fra 1960 svarede til, hvor læhegnet var plantet, var han nu 100 % overbevist om, at granhegnet stod i det matrikulære skel. Han havde herved ikke taget stilling til hævd. Der var ikke foretaget matrikulære ændringer på ejendommene siden 1960. Skellet måtte følge stubbene (og skelafsætningen med den lige linje var derfor forkert).

Nabo 1, der ikke afgav forklaring under sagen, gjorde via sin advokat gældende, at skelafsætningen fra 1960 var korrekt foretaget, hvorfor det levende hegn udelukkende stod inde på hans grund, og hvorfor det var berettiget at han havde fældet det. Han bestred i øvrigt erstatningskravet i sin helhed også størrelsesmæssigt. Hans underskrift på skelerklæringen den 14. juli 2010 mente han var ugyldig i henhold til aftalelovens § 31 og skellet skulle tilsidesættes i medfør af aftalelovens § 36.

Nabo 1 var desuden af den opfattelse, at da de faktiske forhold ikke fremstod i overensstemmelse med skelerklæringen fra juli 2010 og det i Kort- og Matrikelstyrelsen registrerede, skulle den pågældende skelerklæring tilsidesættes og der måtte gennemføres en skelforretning for at fastslå, hvor skellet gik.

Retten i Herning lagde til grund, at landinspektør Mogens Poulsen under sin forklaring fragik opmålingen på måleblad udarbejdet i forbindelse med skelafsætningen i juni/juli 2010, hvorfor den foreliggende skelerklæring fra Nabo 1 ikke kunne tillægges betydning ved vurderingen af skellets placering.

Derimod fandtes det godtgjort på baggrund af landinspektørens forklaring, at granhegnet efter de eksisterende matrikelkort og opmålinger i Kort- og Matrikelstyrelsen var placeret i skellet mellem de to ejendomme, hvorfor det fældede hegn var et fælleshegn.

Da Nabo 1 lod fælleshegnet fælde uden først at undersøge de nærmere ejerforhold omkring hegnet og skellets placering, havde han handlet ansvarspådragende og blev derfor af byretten dømt til at betale erstatning for det tab, som Nabo 2 havde lidt i den forbindelse. Erstatningskravet blev fastsat skønsmæssigt til 350.000 kr.

Landsrettens dom

For landsretten påstod Nabo 1 principalt sagen afvist og subsidiært frifindelse. Indstævnte, Nabo 2, påstod frifindelse over for påstanden om afvisning og øvrigt stadfæstelse.

Nabo 1 forklarede nu, at han ikke kunne afgive forklaring i byretten, fordi han var syg på det tidspunkt. Han købte matr. nr. 24 d i 1960, og der blev dengang lavet en skelafsætning af landinspektør Knud Lindhardt. Dette var aftalt mellem de daværende ejere af de to ejendomme. Han etablerede herefter læhegnet og betalte for planterne. Ejeren af matr. nr. 22 b (daværende Nabo 2) var ikke interesseret i at være part i læhegnet. Han plantede derfor granhegnet ca. en meter fra skel på egen side.

Når han fældede dele af hegnet i 2009 på en strækning på ca. 2,5 km., var det fordi træerne i hegnet var begyndt at blive syge. Da han fik et brev fra naboens advokat om det fældede hegn tog han kontakt til landinspektør Mogens Poulsen, der kom ud på stedet.

Landinspektøren sagde, at landinspektør Knud Lindhardt havde lavet en fejl ved skelafmærkningen i 1960, hvilket efter Mogens Poulsens opfattelse skulle rettes. Mogens Poulsen gav udtryk for, at det var han forpligtet til, men det var Nabo 1 ikke enig i. Der var i øvrigt også andre uafklarede skelforhold mellem de to parters ejendomme. Da han skrev under på skelerklæringen i 2010, troede han på Mogens Poulsens oplysninger om, at Knud Lindhardt havde lavet en fejl.

Nabo 1 gjorde for landsretten gældende, at sagen skulle afvises fra domstolene under henvisning til udstykningslovens § 38, idet der efter udfaldet af bevisførelsen nu var stor usikkerhed om skellets og hegnets beliggenhed i forhold hertil. Den påbegyndte skelforretning i 2010 ved Mogens Poulsen var ikke afsluttet ved en registrering af erklæringen hos Kort & Matrikelstyrelsen, og der måtte derfor ses bort fra denne. Registreringen fra 1960 var efter Nabo 1’s opfattelse gældende, og det var ikke godtgjort, at hegnet lå i skel. Han havde under alle omstændigheder vundet hævd over arealet med hegnet, og landinspektør Mogens Poulsen havde jo for byretten også forklaret, at der godt kunne blive tale om hævd på en lille strimmel.

Nabo 2 gjorde heroverfor gældende, at der ikke var uenighed om skellets beliggenhed, eftersom Nabo 2 nu havde anerkendt, at skellet lå som registreret af Kort & Matrikelstyrelsen i 1960. Der havde været iværksat en almindelig skelforretning inden sagsanlægget for byretten, og den blev afsluttet på baggrund af den underskrevne skelerklæring.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landinspektør Mogens Poulsen påbegyndte i 2010 en skelforretning i henhold til udstykningslovens § 35 for at få fastlagt placeringen af det fældede hegn i forhold til skellet mellem parternes ejendomme til brug for stillingtagen til det rejste erstatningskrav. Skelforretningen mundede ud i skelerklæringen, der blev underskrevet af Nabo 1 den 14. juli 2010. På det tidspunkt var Nabo 1 ikke repræsenteret af advokat, og han fik efter sin forklaring, der må lægges til grund, ikke vejledning om reglerne om hævd. I øvrigt har landinspektør Mogens Poulsen forklaret, at han ikke tog stilling til hævd. Erklæringen indebar efter sit indhold en tiltrædelse af en skelsætning, som ifølge landinspektørens forklaring for byretten ved senere undersøgelser viste sig ikke at være korrekt.

På baggrund af det angivne forløb lagde landsretten til grund, at der ikke forud for sagens anlæg i byretten havde været gennemført en skelforretning i overensstemmelse med udstykningslovens regler.

Da Nabo 1 havde gjort gældende, at han havde vundet hævd på arealet med hegnet, som han etablerede for ca. 50 år siden, var der således ikke enighed mellem parterne om skellets beliggenhed, selv om de under sagen var blevet enige om, at det matrikulære skel er som registreret hos Kort & Matrikelstyrelsen på grundlag af opmålingen og kortmaterialet fra 1960.

Landsretten tog derfor afvisningspåstanden fra Nabo 1 til følge, idet en fastlæggelse af skellet ville kræve gennemførelse af en skelforretning efter udstykningslovens regler jf. udstykningslovens § 38.
Højesterets dom.

Højesterets dom

I Højesterets dom af 20/4 2016 deltog fem dommere: Poul Dahl Jensen, Vibeke Rønne, Jens Peter Christensen, Oliver Talevski og Kurt Rasmussen.

Nabo 2 nedlagde atter påstand om stadfæstelse af byrettens dom. Nabo 1 påstod stadfæstelse af landsrettens dom. Begge parter nedlagde subsidiære påstande om hjemvisning til landsretten.
Efter landsrettens dom blev der den 9. februar 2015 afholdt skelforretning om beliggenheden af skellet. Skelforretningen blev foretaget af landinspektør Mogens Venø Poulsen, Varde, der afgav erklæring herom den 18. februar 2015. Parterne oplyste, at skelforretningen er blevet anfægtet af Nabo 1, og at der er anlagt retssag herom ved Retten i Herning.

Retsgrundlag

Udstykningslovens kapitel 5 om afsætning af ejendomsgrænser m.m. indeholder bl.a. følgende bestemmelser:

”§ 35. Enhver, der mener at have interesse i at få konstateret den rette beliggenhed af en ejendomsgrænse, kan anmode en praktiserende landinspektør om at afholde en skelforretning, jf. dog § 41. Den, der anmoder herom, hæfter for betalingen af de omkostninger, der er forbundet med forretningen, jf. dog § 39.
Stk. 2. Miljøministeren fastsætter nærmere regler om skelforretninger.

§ 36. Ved skelforretningen skal landinspektøren afsætte skellet med den beliggenhed, som på grundlag af de foreliggende oplysninger efter landinspektørens skøn må anses for at være den rette ejendomsgrænse.
Stk. 2. Afsætningen af skellet er bindende for ejerne af de pågældende ejendomme, såfremt

  1. De skriftligt tiltræder afsætningen eller
  2. Ingen af dem inden 8 uger efter datoen for modtagelsen af skriftlig underretning fra landinspektøren om afsætningen har anlagt retssag med påstand om, at vedkommende naboejer skal anerkende, at skellet ligger anderledes.

Stk. 3. Såfremt der ved endelig dom eller indenretligt forlig sker ændring af landinspektørens fastlæggelse af skellet, skal landinspektøren snarest ændre afsætningen af skellet i overensstemmelse med dommen eller forliget.
Stk. 4. Retten kan i ganske særlige tilfælde tillade, at sag anlægges efter udløbet af fristen i stk. 2. Fører en sådan sag til, at landinspektørens fastlæggelse af skellet ændres, påhviler det den, der har anlagt sagen, at rekvirere en landinspektør til at udføre det i stk. 3 nævnte arbejde. Retten sender udskrift af dommen eller et eventuelt indenretligt forlig til matrikelmyndigheden.

§ 37. Når et skel er blevet endeligt fastlagt efter reglerne i §§ 35 og 36, skal landinspektøren snarest indsende oplysning om skellets rette beliggenhed til matrikelmyndigheden til notering i matriklen.
Stk. 2. Medmindre skellets rette beliggenhed er afgjort ved domstolene, kan matrikelmyndigheden nægte at foretage notering efter stk. 1, såfremt der konstateres fejl eller mangler ved skelforretningen. Nægtes notering, er forretningen ugyldig.

§ 38. Der kan ikke anlægges retssag om skels beliggenhed, herunder som følge af hævdserhvervelse, før der er afholdt en skelforretning efter reglerne i §§ 35 og 36.”

Udstykningslovens § 38 fik sin nuværende ordlyd ved lov nr. 137 af 7. marts 1990. I lovforslagets bemærkninger til kapitel 5 om afsætning af ejendomsgrænser m.m. hedder det bl.a. (Folketingstidende 1989-90, tillæg A, lovforslag nr. L 8, sp. 412):

”Forslagene i dette kapitel omhandler den fremgangsmåde, der skal anvendes, når den rette beliggenhed af en ejendomsgrænse ønskes fastslået. …… [H]vis der er uenighed mellem ejendommenes ejere [om en ejendomsgrænses rette beliggenhed], kan spørgsmålet ikke afgøres uden afholdelse af skelforretning efter bestemmelserne i lovforslagets §§ 35-37.”

I bemærkningerne til § 38 er anført (Folketingstidende 1989-90, tillæg A, lovforslag nr. L 8, sp. 418): ”Forslaget afløser gældende lovs § 36, stk. 3. Det foreslås udtrykkeligt angivet, at heller ikke spørgsmål om grænsehævd kan afgøres af domstolene, før der har været afholdt skelforretning. Dette svarer til gældende ret.”

Den tidligere gældende bestemmelse i udstykningslovens § 36, stk. 3, blev indsat ved lov nr. 290 af 31. marts 1949, som var affattet i overensstemmelse med et forslag indeholdt i betænkning afgivet af det af Landbrugsministeriet under 25. marts 1946 nedsatte udvalg angående revision af lovreglerne om opretholdelse og drift af jordbrug. I betænkningens bemærkninger til § 36, stk. 3, hedder det (s. 7):

”Ved Bestemmelsen i 3. Stk. undgaas i adskillige Tilfælde i Fremtiden at bebyrde de almindelige Domstole med Tvistigheder om Skel, hvortil kommer, at Sager, som i Medfør af § 32 alligevel til sin Tid indbringes for Retten, vil være godt forberedt til en egentlig Domstolsbehandling.”

Begrundelse og resultat

Højesteret lagde til grund, at landinspektør Mogens Poulsens skelerklæring, som alene var underskrevet af Nabo 1, ikke var udarbejdet som led i en skelforretning afholdt efter reglerne i udstykningslovens § 35 og § 36. Landinspektør Mogens Venø Poulsen, var i juni 2010 blevet anmodet om at foretage skelforretning efter udstykningslovens regler, men anmodningen blev senere tilbagekaldt. Højesteret lagde herefter til grund, at der ikke forud for, at sagen blev anlagt i marts 2011, var afholdt skelforretning efter reglerne i udstykningslovens § 35 og § 36.

Efter bevisførelsen lagde Højesteret videre til grund, at Nabo 1 den 14. juli 2010 underskrev skelerklæringen som led i forsøg på en forligsmæssig løsning, hvilket Nabo 2 var bekendt hermed. Da det siden viste sig umuligt at forlige sagen, konkluderede Højesteret, at Nabo 1 var berettiget til at fragå erklæringen.

Da der således ikke var enighed om skellets beliggenhed ved sagens anlæg i marts 2011, og der heller ikke senere var opnået enighed herom, var spørgsmålet, om det var med rette, at landsretten afviste sagen i henhold til udstykningslovens § 38 med henvisning til, at der ikke var gennemført en skelforretning efter udstykningslovens regler.

Højesteret bemærkede, at efter forarbejderne til udstykningslovens § 38 har bestemmelsen til formål at undgå, at de almindelige domstole bebyrdes med tvister om beliggenhed af skel, og at sikre, at sådanne sager er godt forberedt, hvis de alligevel kommer for domstolene. Udstykningslovens § 38 tager efter sin ordlyd og forarbejder ikke stilling til, om der skal ske afvisning af en retssag om erstatning i tilfælde, hvor skellets beliggenhed som følge af de anbringender, som parterne anfører, har præjudiciel betydning for afgørelsen af erstatningskravet.

Når henses til, at § 38 udgør en undtagelse fra den almindelige adgang for borgerne til at gå til domstolene for at få afgjort en tvist, fandt Højesteret, at bestemmelsen ikke giver grundlag for at afvise en erstatningssag som den foreliggende. Højesteret ophævede derfor landsrettens bestemmelse om sagens afvisning og hjemviste i overensstemmelse med parternes subsidiære påstande sagen til landsretten til behandling af det rejste erstatningskrav.

Analyse af dommen

Udstykningslovens § 38 bestemmer, at der ikke kan anlægges retssag om skels beliggenhed, herunder som følge af hævd, før der er afholdt en skelforretning.

En skelforretning kan kun angå spørgsmålet om den rette beliggenhed af en ejendomsgrænse, herunder grænser mod umatrikulerede ejendomme og offentlige veje. Under en skelforretning kan der videre træffes afgørelse om, hvorvidt en ejendomsgrænse er forskudt som følge af hævdserhvervelse, jf. udstykningslovens § 38, stk. 1. Ved en skelforretning kan det derimod ikke afgøres, om der er vundet hævd på en hel ejendom eller på et særskilt beliggende areal af en ejendom. Sådanne spørgsmål hører under domstolene. Under en skelforretning kan der eksempelvis heller ikke træffes afgørelse om, hvorvidt to naboejere har indgået aftale om erhvervelse af en del af den enes ejendom, således at skellet mellem ejendommene ændres.

Bestemmelsen i udstykningslovens § 38 hindrer som nævnt ikke, at retssager om, hvorvidt der er vundet hævd på et særskilt beliggende areal af en ejendom, anlægges, selvom spørgsmålet ikke forinden er søgt afgjort ved en skelforretning. Lignende sager om, hvorvidt der er vundet hævd på en del af en ejendom, hvis nærmere afgrænsning parterne ikke strides om, kan efter Geodatastyrelsens opfattelse også indbringes umiddelbart for domstolene. Det er en betingelse herfor, at uenigheden ikke angår fastlæggelsen af en ejendomsgrænse, men alene beror på en retlig bedømmelse af hævdsspørgsmålet. I sådanne tilfælde er der ikke særlig grund til, at spørgsmålet afgøres ved en skelforretning.

Spørgsmålet om, hvorvidt domstolene har kompetence til at behandle sådanne sager, selvom de ikke forinden har været behandlet ved en skelforretning, må imidlertid afgøres af domstolene i forbindelse med, at sagerne anlægges.

Som det fremgår, er det afgørende vigtigt at få defineret den konkrete hovedproblemstilling i sagen, da dette er afgørende for, om der skal rekvireres en skelforretning, eller om tvisten skal indbringes for domstolene.

Angår tvistens hovedspørgsmål beliggenheden af skel, herunder ændringer i eksisterende skel som følge af grænsehævd og fastlæggelse af ejendomsgrænse, så er en forudgående skelforretning nødvendig. Angår tvisten derimod i hovedsagen fortolkning af indgåede aftaler, hævd på særskilte arealer eller – som her – et erstatningskrav, kan sagen behandles af domstolene uden forudgående skelforretning.

De i sagen involverede domme kan downloades ved at klikke her:

--oooOooo---

For bistand i lignende sager eller sager om andre forhold indenfor plan- og miljøret, kontakt venligst advokat Nicolai Platzer Funder.