Ny landsretsdom om bødeniveau ved overtrædelse af forbud mod konkurrencebegrænsende virksomhed i Danmark

af Advokat Nicolai Platzer Funder

Ved dom af 17. januar 2012 stadfæstede Østre Landsret byrettens dom om at idømme møbelvirksomheden Erik Jørgensen Møbelfabrik A/S en bøde på kr. 400.000 for overtrædelse af forbuddet mod konkurrencebegrænsende virksomhed. Samtidig blev den administrerende direktør og salgschefen idømt hver en bøde på kr. 20.000 for samme forseelse. Hermed nedsatte Landsretten bøderne med hhv. kr. 100.000 og 5.000 i forhold til byrettens dom. Virksomheden havde gjort sig skyldig i henholdsvis at indgå konkurrencebegrænsende aftaler, og at foranledige etableret samordnet praksis. Den administrerende direktør samt salgschefen blev kendt skyldig i, forsætligt eller groft uagtsomt, at have ladet virksomheden begå de idømte overtrædelser.

Efter EF traktatens artikel 81 forbydes aftaler, vedtagelser samt anden form for samordnet praksis mellem virksomheder eller virksomhedssammenslutninger, der er egnet til at begrænse konkurrencen inden for Fællesmarkedet. Dette stemmer overens med EU-rettens regler om fri bevægelighed. Også dansk national ret efterlever disse regler igennem konkurrencelovens forbud mod konkurrencebegrænsende virksomhed, nærmere betegnet § 6 stk. 1, hvorefter:

”Det er forbudt for virksomheder mv. at indgå aftaler, der direkte eller indirekte har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen.”

Og i henhold til § 6 stk. 3, hvorefter:

”Stk. 1 gælder også for vedtagelser inden for en sammenslutning af virksomheder og samordnet praksis mellem virksomheder.”

Dansk konkurrenceret indeholder dermed – ligesom EU-retten - et forbud mod såvel aftaler som samordnet praksis, når dette faktisk begrænser konkurrencen, og altså uden hensyntagen til, om denne begrænsning har været tilsigtet eller ej. Meget spektakulære konkurrencesager er set i efteråret 2011, hvor hhv. SAS og Danfoss blev idømt bøder af EU Kommissionen på 523 og 670 mio. kr. Disse sager angik overtrædelser på EU niveau. Det særlige ved den nye Landsretsdom er, at den alene angår overtrædelser af konkurrencereglerne på det danske marked.

Konkurrencestyrelsen gennemførte et kontrolbesøg i Erik Jørgensen Møbelfabrik A/S den 16. april 2008. Styrelsen kom ved den lejlighed i besiddelse af tilstrækkeligt bevismateriale til at der kunne ske politianmeldelse af virksomheden for brud på konkurrenceloven.

Sagsforløbet, som blev afdækket ved kontrolbesøget, var nærmere følgende:
I 2004 meddelte virksomheden sine forhandlere, at de alene måtte annoncere i overensstemmelse med virksomhedens vejledende udsalgspriser. Denne begrænsning blev i 2005 afløst af et egentligt annonceforbud. Den 11. januar 2006 sendte virksomheden en mail til en af sine forhandlere, hvor den påtalte en udsalgsannonce, som den forlangte ændret. Efterfølgende påtalte virksomheden ved mail flere forhandleres annoncer, og truede med at tilbageholde fremtidig støtte såfremt forbuddet ikke blev overholdt.

Virksomhedens kontraktsystem bestod af indgåede samhandelsaftaler og forhandlerkontrakter med flere forhandlere. Efter samhandelsaftalerne forpligtede forhandlerne sig til at overholde virksomhedens vejledende udsalgspriser og markedsføringsplaner, og efter forhandlerkontrakterne blev de opfordret til at føre en ”seriøs prispolitik” – med eventuel ophævelse af aftalen som sanktion.
Byretten fandt virksomheden skyldig i ovenfor nævnte forhold, og idømte den en bøde på kr. 500.000. Retten lagde især vægt på, at forholdet ansås for alvorligt, samt at gerningsperioden ikke havde været af kort varighed. Idet anklagemyndigheden dog ikke kunne dokumentere, at overtrædelsen havde haft indvirkning på markedet, blev bøden trods alt ikke højere, hvad der ellers var risiko for. Salgschefen og direktøren blev hver især idømt bøde på kr. 25.000, hvor der blev lagt vægt på overtrædelsernes grovhed, og de tiltaltes andel heri.

Sagen blev anket til landsretten, der stadfæstede byrettens vurdering af, at virksomheden var skyldig. Landsretten nedsatte dog bøden til virksomheden til kr. 400.000. Der blev ved fastsættelse af bøden lagt vægt på overtrædelsens grovhed og varighed, men til forskel fra byretten lagde landsretten også vægt på virksomhedens omsætning. Bøden til salgschefen og direktøren, blev fastsat til kr. 20.000 hver, med henvisning til i hovedsagen samme begrundelser som byretten.

Sagen minder på mange måder om en afgørelse fra september 2011 i en dom afsagt af Retten i Kolding over brancheforeningen De Danske Kartoffelavlere. Foreningen blev idømt en bøde på 500.000 kr. for at have holdt priserne kunstigt for høje. En forhenværende formand for foreningen fik en personlig bøde på 25.000 kr. Alt i alt samme bødeniveau, som byretten lagde ud med i sagen mod Erik Jørgensen Møbelfabrik A/S. Kartoffelavlerforeningen blev på samme måde dømt for at opfordre deres medlemmer til at benytte mindstepriser og opfordrede desuden til at lade kartofler blive i jorden for at begrænse udbuddet og dermed sikre en højere pris.

Fra og med 1. marts 2013 er der i øvrigt indført nye regler, så karteldeltagere nu risikerer fængselsstraf for overtrædelserne. Samtidig er der indført en såkaldt ”whistleblower ordning”, som går ud på, at den første, der afslører et kartel, går fri for straf. Politiet har endvidere fået nye efterforskningsbeføjelser. De nye regler gælder såvel nye karteller etableret efter 1. marts 2013 som gamle karteller, der opdages efter denne dato og stadig er aktive.

*****

Ønsker man som virksomhed at sikre sig bedst muligt mod at komme ud i en tilsvarende sag, er det en mulighed at gennemføre compliance programmer til afstemning af virksomhedens procedurer med gældende markedsføringsret samt at uddanne medarbejderne relevant. Ved implementering af sådanne programmer ses det i praksis, at virksomheder slipper billigere, og endda at ledende medarbejdere slipper straffrit, såfremt de kun har handlet uagtsomt.

Advokat Nicolai Platzer Funder kan kontaktes for rådgivning vedrørende implementering af compliance programmer indenfor konkurrenceretten i din virksomhed.