Nye fællesvilkår for privat retshjælpsforsikring.

af advokat Jesper Perregaard

Forsikring og Pension (F&P) har netop udsendt reviderede fællesvilkår for privat retshjælpsforsikring med henstilling til forsikringsselskaberne om at tage disse i brug pr. 1. januar 2016.

I forhold til de nuværende fællesvilkår er der ifølge F&P ”blot” tale om en opdatering af sprog, opstilling og kodificering af gældende praksis, men altså ikke tiltænkt ændringer i dækningen i forhold til gældende praksis.

Flere forsikringsselskaber har tidligere påpeget – og sikkert med rette – at det eksempelvis er/var ”en fejl” ved de gældende fællesvilkår, at dækningsbegrænsningen, der undtager tvister om ”forældremyndighed og samvær”, ikke tillige undtager de såkaldte ”bopælssager”, altså sager hvor forældrene er uenige om, hvor deres børn skal have registreret bopæl mv.

De nye fællesvilkår, som heller ikke særskilt nævner ”bopælssagerne”, må indebære, at forsikringsselskaberne også fremover skal yde dækning i disse sager.

De udsendte fællesvilkår for retshjælpsforsikring pr. 1. januar 2016 og tilføjelsen fra F&P af 16. november 2015 til pkt. 3.3, 1. pkt. er vedhæftet.

--oooOooo---

Hvis du har brug for juridisk rådgivning om emnet, er du velkommen til at kontakte advokat Jesper Perregaard på telefon 33 15 01 02 eller e-mail herom.