Nye Hæftelsesregler for Elforsyning til Udlejningsejendomme / Foreningsejendomme

af advokat Bent-Ove Feldung

Endnu en udlejer/foreningsfjendtlig ændring forklædt i liberalismens navn

Med udgangspunkt i en række erfaringer fra såvel udlejningsejendomme som foreningsejendomme har jeg fundet anledning til at henlede opmærksomheden på, at bestemmelsen i Elforsyningslovens § 6 c – den blev indsat i 2014 – ifølge bemærkningerne/forarbejderne er udtryk for, at lovgiver – som sædvanlig – har vægtet hensynet til forbrugeren og dennes mulighed for at kunne opsige sin aftale med en elhandelsvirksomhed med kort varsel, langt højere end hensynet til ejeren af den pågældende ejendom/foreningen.

Jeg har personligt haft lejlighed til drøfte sagen med Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, der har udtrykt forståelse for, som det hedder, ”frustrationen over, at man som udlejer står med ansvaret, såfremt en lejer afmelder sig som el-forbruger på lejemålet…”.

Set i lyset af, at en erhvervsudlejer i vores administration fik en opkrævning på ca. kr. 29.000,00 uden så at sige ”at have gjort noget som helst”, bevirker, at den foretagne ændring af loven, der synes at stride mod helt almindelig obligationsretlig praksis, er meget uhensigtsmæssig. Samtlige udlejeres og foreningers bestyrelser opfordres derfor til at sikre sig, at de har fået den besked, der er lovpligtig i medfør af Elforsyningslovens § 6 c, stk. 3. Det fremgår heraf, at elselskabet skal give ejeren af ejendommen en frist på mindst fem hverdage fra, at meddelelsen er kommet frem (vel underforstået udlejer/foreningen) til at sikre, at der kan indgås en ny leveringsaftale om elforsyning til ”aftagenummeret”. Såfremt den nye lejer inden fristens udløb indgår en ny aftale om levering af elektricitet, bortfalder ejeren af ejendommens hæftelse. Meddelelsen skal indeholde oplysning om det tidspunkt, hvorfra ejeren bliver bundet af kontrakten; ellers er hæftelsen, som jeg forstår det, ikke aktuel.

Sagt på en anden måde skal en udlejer/foreningsbestyrelse/administrator indenfor den førnævnte fem dages frist sørge for, at der indgås en ny leveringsaftale med beboeren. Desværre kan dette ikke altid finde sted, men i givet fald må udlejer/foreningen jo tilmeldes, og det er, som jeg allerede har påpeget overfor ministeriet, meget upraktisk for en – som det ofte er – meget kort periode.

At de ovenfor anførte regler skal tages alvorligt fremgår af en dom, der er aftrykt i TBB2016.629. Vestre Landsret skriver udtrykkeligt i præmisserne, at en udlejer var forpligtet til at betale de af et elselskab afkrævede beløb i den foreliggende sag, hvor der, som det hedder, ”ikke positivt var blevet tilkendegivet, at man ikke ville indtræde”. Derimod hæftede udlejeren ikke for gebyr ved genåbning af strømforsyningen. Til sammenligning kan henvises til en dom fra 1999, nemlig UfR1999.892, også Vestre Landsret. Her – og det er jo desværre den gamle praksis – hæfter en lejer for forbruget, der registreres over lejerens måler.

--oooOooo---

Yderligere oplysninger om reglerne, herunder assistance, kan fås ved henvendelse til advokat Bent-Ove Feldung.