Offentliggørelse af nyt job på LinkedIn er ikke en overtrædelse af konkurrenceklausuler

af Advokat Thomas Torré Christiansen

Ved Vestre Landsrets dom af 16. december 2014 er der nu sat et foreløbigt punktum for diskussionerne om, hvornår opdateringerne på sociale medier som LinkedIn udgør en overtrædelse af konkurrencebegrænsninger.

I sagen havde to tidligere ansatte i energisektoren påtaget sig ikke at drive konkurrerende virksomhed i en periode på 12 måneder efter fratrædelsen. Begrænsningen gjaldt også ansættelse i konkurrerende virksomheder.

Inden klausulens udløb havde begge medarbejdere annonceret på deres LinkedIn profiler, at de ”glædede sig til at starte” i en konkurrerende virksomhed med link til den nye virksomhed og at de kunne kontaktes med henblik på ”Business deals”.

Den tidligere arbejdsgiver anlagde derfor sag med krav om konventionalbod og tilbagebetaling af kompensationen for klausulerne, men Vestre Landsret fandt, at der ikke i den konkrete situation var sket en overtrædelse, navnlig henset til at de pågældende ikke havde udført arbejde for den nye arbejdsgiver i klausulperioden.

Spørgsmålet er yderligere aktualiseret af, at regeringen netop har fremsat et nyt lovforslag om regulering af ansættelsesklausuler. Lovforslaget forventes at træde i kraft 1. juli 2015, medmindre der udskrives folketingsvalg forinden.

--oooOooo---

For spørgsmålet om fortolkningen og rækkevidden af konkurrencebegrænsninger kan advokat Thomas Torré Christiansen kontaktes.