Om myndighedspassivitet og bevisbyrde ved håndhævelse af naturbeskyttelseslovens § 3

af advokat Nicolai Platzer Funder

Vestre Landsret traf den 31. marts 2016 afgørelse i en ankesag angående en lodsejers overtrædelse af Naturbeskyttelseslovens § 3, idet et vandhul (eller ”naturlig sø”) blev fyldt op med overskydende jord fra et byggearbejde.

Baggrund

Det er i dag Naturstyrelsen (tidligere Amterne), som registrerer naturområder som beskyttede i henhold til naturbeskyttelsesloven. Registrering sker på Miljøportalen, som kan tilgås på digitale kort via www.arealinfo.dk. At registrering er ”vejledende” er udtryk for, at det som udgangspunkt altid er den faktiske tilstand på arealet, der er afgørende for, om arealet er omfattet af en beskyttelse eller ej.

Et areal kan altså godt være registreret selvom det i realiteten ikke opfylder lovens kriterier, ligesom et areal omvendt kan være beskyttet efter loven uden at være registreret som beskyttet på kort. Dette kommer an på en konkret vurdering i aktuelle tilfælde og er en konsekvens af, at naturen er i stadig forandring.

Af sagen fremgår, at amtet i 1998 havde skønnet, at der var tale om en sådan ”naturlig sø”, som var omfattet af naturbeskyttelsesloven, idet den med ca. 16 meter i diameter havde et samlet areal på ca. 200 m2, hvor lovens mindstekrav er 100 m2.

Kommunen blev i 2007 bekendt med opfyldningen i forbindelse med et rutinetilsyn.

I 2009 rettede kommunen henvendelse til lodsejeren i forbindelse med sagsbehandlingen af lodsejeren ansøgning om udbringning af husdyrgødning på landbrugsarealerne. Kommunen bad i den forbindelse lodsejeren om at forklare forholdende omkring den forsvundne sø nærmere. Lodsejeren gjorde gældende, at der efter hans opfattelse havde været tale om et ”vandhul”, hvis størrelse var mindre end 100 m2.

Først den 3. maj 2013 meddelte kommunen påbud til lodsejeren om reetablering af vandhullet. Lodsejeren gjorde indsigelse og sagen blev siden indbragt for Retten i Kolding.

Angående vandhullets størrelse, gjorde kommunen gældende, at det måtte komme lodsejeren til skade, at han havde afviklet vandhullet uden forudgående kontakt med kommunen, således at søens størrelse ikke nu kunne fastlægges. Lodsejeren fastholdt, at der var tale om et vandhul på mindre end 100 m2, hvorfor det ikke var omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 3. I øvrigt gjordes hævdsbetragtninger gældende.

Lodsejeren gjorde videre gældende, at kommunen havde fortabt muligheden for at håndhæve beskyttelseslinjen ud fra indretningssynspunkter, som følge af myndighedspassivitet regnet fra 2007 og indtil meddelelsen af påbuddet i 2013. Heroverfor gjorde kommunen gældende, at der ikke var tale om myndighedspassivitet, idet man først var blevet klar over forholdene i 2007 og at man sidenhen rettede henvendelse til lodsejeren og endelig meddelte påbuddet i maj 2013.

Retten tiltrådte kommunens bevismæssige betragtninger, ligesom Retten fandt at der ikke kunne siges at være vundet hævd i forbindelse med jordhullet, da hævd ikke kan vindes, hvor en tilstand direkte strider mod offentlige love eller regler. Retten afviste endelig, at der skulle være indtrådt myndighedspassivitet i perioden regnet fra forholdet blev kommunen bekendt i 2007 til påbuddet meddeltes i 2013. Henvisning til retspraksis viste således, at der alene statueres retsfortabende passivitet, når der er gået ”adskillige år” eller ”lang tids forløb” med passivitet fra myndighederne.

Retten tog ikke direkte stilling til, hvad der betegnes som ”lang tids forløb”, ligesom der ikke blev taget stilling til, hvorvidt lodsejeren handlede i ond tro ved opfyldningen af vandhullet grundet vandhullets vejledende registrering som naturbeskyttet. At bevistvivlen blev væltet over på lodsejeren kan dog muligvis have været en konsekvens heraf.

Sagen blev af lodsejer indbragt for Vestre Landsret, som stadfæstede dommen.

Der kan uddrages to vigtige læresætninger af dommen.

Dels at den almindelige bevisbyrderegel, hvorefter den, som har et bevis i sin rådighed - men ødelægger dette - efter omstændighederne risikerer at lide bevismæssig skade, når bevisførelse angående det konkrete tema efterfølgende er umuligt, også finder anvendelse på sagen om Naturbeskyttelseslovens § 3.

Dels kan det konstateres, at få års passivitet - eller (påstået) uvidenhed - ikke kan resultere i, at indretningshensyn kan gøres gældende over for det offentlige, der - medmindre der foreligger ”adskillige” års passivitet – vil kunne meddele en borger påbud om reetablering af miljøforhold.

Perspektivering

Som lodsejer eller bruger af arealer, der muligvis kan være omfattet af en beskyttelse, bør man holde sig orienteret om de opdaterede kort på Miljøportalen. Hvis arealer på kortet fx er registreret som § 3 beskyttet og man ikke er enig med kommunen heri, bør man kontakte kommunen. Kommunen skal herefter indlede konkret sagsbehandling og træffe afgørelse om, hvorvidt arealet faktisk er omfattet af beskyttelsen. Lodsejeren har krav på partshøring.

Vurderer kommunen, at der er tale om beskyttet natur, er der tale om en retligt bindende afgørelse, og som træder i stedet for den vejledende registrering. En sådan afgørelse kan påklages til Natur- og miljøklagenævnet.

--oooOooo---

For bistand i sager af denne type kontakt da venligst advokat Nicolai Platzer Funder.