Principiel sag om retten til at importere og bruge ayahuasca til religiøst brug

af advokat Bjørn Dilou Jacobsen

Vi bistår foreningen Nordens Céu Sagrado, Mester Fernandos Center for Meditation og Videnskab i en retssag mod Sundheds- og Ældreministeriet om foreningens ret til import og brug af ayahuasca til foreningens religiøse ceremonier.

Ayahuasca vinen består af en blanding af blade fra busken pyichotria viridiis og stammen fra lianen banisteriopsis caapi. Vinen indeholder indeholder blandt andet stoffet DMT, som er omfattet af liste B i lov om euforiserende stoffer. Som følge heraf er det som udgangspunkt ulovligt at importere vinen til Danmark.

Foreningen har derfor søgt om dispensation til at importere vinen til religiøst brug, men har fået afslag af Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet. Afslaget er begrundet med, at DMT ifølge Sundhedsministeriet kan fremkalde misbrug, afhængighed og skadelig virkninger, og anvendelsen af stoffet kan udgøre et sundhedsmæssigt og socialt problem.

Afslaget på dispensation har medført, at foreningen har fået afslag af Socialministeriet på at blive anerkendt som menighed. Grunden til dette er, at man for at blive anerkendt som menighed ikke må overtræde gældende ret, herunder lov om euforiserende stoffer.

Sagens anliggende om foreningens adgang til at importere og anvende ayahuasca vin til religiøst brug, og den dermed forbundne relevante afvejning mellem indgreb i retten til religionsudøvelse og hensynet til sundheden, ligger inden for kerneområdet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 9 om retten til religionsfrihed. En lignende sag har været ført ved bl.a. domstolene i Holland med det resultat, at import af ayahuasca vin blev tilladt med henvisning til EMRK artikel 9. Der ses ikke at være taget stilling til denne problemstilling ved en dansk domstol.

Der er således tale om en principiel sag, som kan få afgørende virkning for retten til at at importere og anvende ayahuasca til religiøst brug i Danmark.

--oooOooo---

Advokat Bjørn Dilou Jacobsen har ekspertise i menneskerettigheder. For spørgsmål til denne artikel eller for at få mere information om hvad HOMANN Advokater kan tilbyde indenfor menneskerettighedsområdet, kan henvendelse rettes til advokat Bjørn Dilou Jacobsen.