Revision af andelsboligforeningslovgivningen

af advokat Nicolai Platzer Funder

Den 27. november 2017 offentliggjorde Erhvervsministeren et politisk forlig om reguleringen af andelsboligsektoren.

For at skabe en mere ”sund og robust” andelsboligsektor og for at sikre et varieret udbud af boliger i Danmark har det været hensigten at skabe bedre rammer for den fremtidige stiftelse afandelsboligforeninger.

Historisk har der således være mange eksempler på, at andelsboligforeninger har været stiftet på baggrund af køb af meget dyre ejendomme med en optimistisk belåningsform (fx afdragsfrihed eller de såkaldte trappelån kombineret med swap aftale). Dette har i visse tilfælde resulteret i økonomisk ruin for foreningerne, når det siden har vist sig, at forudsætningerne for stiftelsen - herunder fx forventning om et stort salg af andele til nye andelshavere – ikke holdt stik.

Derfor er en forligskreds bestående af Regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre blevet enige om en aftale, der bygger på anbefalinger fra ”Arbejdsgruppen om ansvarlig drift af andelsboligforeninger” og dennes rapport af maj 2017.

Aftalen vil bl.a. indebære, at der stilles højere krav til stiftelsen og finansieringen af andelsboligforeninger, samt, at andelsboligforeningens bestyrelses opgaver og ansvar i forbindelse med konkurs, præciseres.

Ved aftalen ønsker man endvidere også en forlængelse af rådgiveransvaret i forbindelse med rådgivning af andelsboligforeninger om lån og kreditter.

Tiltagene i aftalen, vil hovedsageligt blive gennemført i Andelsboligloven, men skal dog først behandles som lovforslag i Folketinget. Tiltagene forventes at træde i kraft d. 1. juli, 2018. Oversigt over alle tiltag i aftalen:

  1. Krav om udarbejdelse og løbende opdatering af vedligeholdelsesplan
  2. Hjemmel til fastsættelse af nærmere regler for vedligeholdelsesplan.
  3. Stiftelsesbudgettet skal dække en periode på mindst 15 år
  4. Vejledning om stiftelsesbudget
  5. Begrænsning af afdragsfrihed i forbindelse med stiftelse
  6. Krav om egenfinansiering på 5 pct. af ejendommens værdi ved stiftelse af en
    andelsboligforening
  7. Krav om egenfinansiering ved køb af en andelsbolig i en eksisterende andelsboligforening
  8. Indførelse af bestemmelse om bestyrelsens opgaver og ansvar
  9. Indførelse af en generalklausul
  10. Tydelighed omkring nøgletalsoplysninger på generalforsamlingen
  11. Præcisering af andelshaverens vilkår ved overgang til lejer
  12. Forlængelse af forældelsesfrist ift. rådgivning af andelsboligforeninger om lån og kreditter
  13. Forlængelse af forældelsesfrist for købers tilbagebetalingskrav for overpris hos sælger
  14. Ny norm og vejledning for valuarvurderinger, der reguleres på bekendtgørelsesniveau samt
    justering af andelsboligloven, så uddannelseskrav til valuarer er retvisende. Bekendtgørelsen
    evalueres i 2020.
  15. Nedsættelse af arbejdsgruppe, der skal se på mulige initiativer til nedbringelse af penge under
    bordet i forbindelse med salg af andelsboliger.
  16. Belysning af eventuelle udfordringer hos andelsboligforeninger i landdistrikterne i Udvalget for
    levedygtige landsbyer

--oooOooo---

Kontakt gerne advokat Nicolai Platzer Funder for nærmere vurdering af, hvad de nye tiltag på andelsboligområdet kan få for konkrete, lokale forhold i foreningerne. Eller kontakt vores ejendomsadministration ved advokat Bent-Ove Feldung.