Skat og godtgørelser efter ligebehandlingsloven

af advokat Gitte Skouby

En arbejdsgivers betaling af godtgørelse efter ligebehandlingsloven er ikke en driftsomkostning. Arbejdsgiver har derfor ikke skattefradrag for beløbet. For den ansatte er beløbet skattefrit.

Det har skatterådet fastslået i en afgørelse.

Sagen var opstået som følge af arbejdsgivers økonomiske situation. Et større antal medarbejdere blev afskediget i overensstemmelse med de kriterier, der var fastlagt i en kollektiv overenskomst mellem arbejdsgiver og fagforeningen, der bl.a. havde resulteret i liste, hvor medarbejderne var opført efter anciennitet. Udvælgelsen af de medarbejdere, der blev afskediget, skete i overensstemmelse med de kriterier, som var fastlagt i aftalen. Først skete en afskedigelse af de medarbejdere, der havde nået en vis alder, og som var berettiget til at oppebære pension fra arbejdsgiver. Dernæst skete der en afskedigelse af de medarbejdere, der havde den laveste indplacering på anciennitetslisten. Dette var en forskelsbehandling/ aldersdiskrimination, der udløste godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven § 7.

Skatterådet har fastslået, at udgifter til betaling af godtgørelsen for forskelsbehandling ikke er udslag af normal driftsrisiko. Arbejdsgivers pligt til at betale godtgørelsen skyldes, at arbejdsgiver har udsat medarbejderen for en krænkelse af betydelig grovhed i strid med forskelsbehandlingsloven. Arbejdsgivers adfærd udspringer dermed ikke af en normal driftsrisiko, og derfor er beløbet ikke en fradragsberettiget driftsudgift efter reglerne i statsskatteloven.

Skatterådet har også fundet, at godtgørelsen til den tidligere medarbejder blev udbetalt som en kompensation for den retsstridige krænkelse, arbejdsgiveren havde udsat den ansatte for. Det var erstatning for ikke-økonomisk skade. Da beløbet dermed ikke var erstatning for en indtægt og heller ikke udgjorde en fratrædelsesgodtgørelse, var beløbet skattefrit for modtageren.

Skatterådets afgørelse er offentliggjort som SKM 2014.86.

--oooOooo---

Yderligere oplysninger om reglerne, herunder assistance, kan fås ved henvendelse til advokat Gitte Skouby.