Tab på debitorer

af advokat Gitte Skouby, Advokatfirmaet GS Tax ApS

SKAT har for nylig meddelt, at reglerne for momsfradrag er lempet en smule.

Tab på debitorer kan fradrages, når tabet er konstateret. Det gælder både i relation til moms og skat. Spørgsmålet er imidlertid, hvornår tabet er konstateret, og dermed hvor mange omkostninger man som kreditor yderligere skal afholde for at få anerkendt sit fradrag. Praksis er ikke ens for skat og moms.

SKAT

Tab på debitorer ikke blot kan, men skal fratrækkes i det indkomstår, hvor tabet er konstateret, det vil sige kan gøres endeligt op.

Fradrag for tab kræver som udgangspunkt, at kreditor har konstateret tabet gennem retlig forfølgning, det vil sige inkasso, forgæves udlæg mv.

Dog anerkendes fradraget, hvis det efter en konkret vurdering må anses for givet, at kravet helt eller delvis er tabt på grund af debitors manglende betalingsevne. Er der usikkerhed om, hvilken dækning kreditorerne vil få fx ved konkurs og akkord, er det som udgangspunkt muligt at få et a conto fradrag for tab opgjort på grundlag af en erklæring om den forventede dividende fra bobestyreren. Dette gælder dog ikke uden undtagelser, hvilket dog forekommer ubegrundet, idet en bobestyrer normalt har et kvalificeret grundlag for den dividende, der udsendes til kreditorerne.

Er debitor forsvundet, skal kreditor have foretaget rimelige undersøgelser for at finde debitor, ellers vil tabet først kunne konstateres, når det bliver forældet.

Fradrag for tab på en enkelt debitor foretages således på grundlag af en konkret vurdering. Fradrag for procentvis nedskrivning på debitormassen accepteres, hvis det på grundlag af regnskabsoplysninger for en årrække kan sandsynliggøres, at virksomheden normalt har en vis tabsprocent på debitormassen. Sådanne skattemæssige nedskrivninger vil typisk ikke kunne foretages, medmindre der er tale om branchebestemte forhold og mange debitorer.

MOMS

Er fordringen inkl. moms under 3.000 kr. kan i afgiftsgrundlaget fradrages 80 pct. af beløbet. Det er dog en forudsætning, at kreditor, kreditors advokat eller inkassobureau forgæves har rykket for betaling.

For større krav gælder, at der skal gennemføres en normal rykkerprocedure og som udgangspunkt foretages retslige skridt for at få beløbet inddrevet. SKAT har imidlertid lempet lidt på kravet om retslige skridt, idet man nu anerkender, at tabet efter en konkret vurdering kan være konstateret, selvom man ikke har været i retten og gennem debitors konkurs, tvangsakkord, forgæves udlæg mv. fået konstateret sit tab.

Fradrag forudsætter, at

  • der er foretaget tilstrækkeligt for at inddrive fordringen, set i forhold til fordringens størrelse og de omkostninger, der vil være forbundet med at foretage retslig inddrivelse
  • kreditor har foretaget en individuel vurdering af debitors betalingsevne, dvs. der kan ikke ske procentvis nedskrivning, hverken på den samlede debitormasse eller på den enkelte debitor
  • forretningsforholdet til debitor er afsluttet

Sammenfattende gælder således, at jo større fordringen er, desto større krav stilles om inddrivelse ad rettens vej gennem udlæg, fogedforretning mv.

Er debitor flyttet til udlandet uden at efterlade sig oplysninger om adresse, således at man som kreditor reelt er afskåret fra at foretage inkasso, kan tabet fradrages. En yderligere betingelse er dog, at man på tidspunktet, hvor aftalen med debitor blev indgået, var i besiddelse af dokumentation fra Folkeregister om debitors bopæl. Ved indgåelse af aftale om løbende serviceydelser mv., hvor kreditor ikke kan gardere sig mod debitors manglende betaling ved at tilbageholde varen eller ydelsen, indtil betaling sker, fx ved telefonabonnementer, skal man sikre sig dokumentation for debitors bopæl ved at tjekke cpr-registret, når debitor ønsker at købe mobilabonnement eller andet.

--oooOooo---

Yderligere oplysninger om reglerne, herunder assistance, kan fås ved henvendelse til advokat Gitte Skouby.