Testamente

af advokat Lars Søndergaard

Mange mennesker overvejer at få oprettet et testamente. Man kan i den forbindelse overveje, om det er relevant. Det behøver det ikke at være. Hvis man ikke forventer at efterlade sig ret meget, er det ikke så nødvendigt med et testamente, og det er det heller ikke, hvis man ønsker, at arven fordeles efter arvelovens regler og ikke bliver arvingens særeje.

For alle andre vil det være vigtigt med et testamente. Det gælder således, hvis man ønsker, at arven fordeles efter andre regler end arvelovens. Hos mange kan der være et ønske om, at en samlever arver, selv om denne ikke er arving efter loven. Der kan også være tilfælde, hvor testator ønsker, at ikke alle hans børn skal arve lige meget.

I forbindelse med oprettelse af et testamente skal man være opmærksom på, at livsarvinger og ægtefælle er tvangsarvinger. Det betyder, at deres arv ikke kan bortfalde ved et testamente men dog reduceres væsentligt.

En person uden livsarvinger eller ægtefælle kan efterlade sin arv til, hvem han vil. Der er ikke noget krav om, at arvinger efter loven skal have andel i arven.

Ved oprettelse af et testamente bør man altid overveje, om arven skal være arvingens særeje. Det kan få stor betydning og må generelt anbefales. Det vil betyde, at arvingen ikke skal dele arven med sin ægtefælle i tilfælde af skilsmisse.

Inden oprettelse af testamente er det nødvendigt med rådgivning om ønskerne til testamentet sammenholdt med de praktiske muligheder, og man bør forsøge at opnå, at testamentet tager højde for forskelige situationer og ikke skal ændres, hvis for eksempel en arving falder bort før den, der har oprettet testamentet.

Et testamente bør oprettes for notaren, det vil sige underskrives i skifteretten og opbevares i notarialarkivet. Det giver sikkerhed for, at testamentet respekteres, når boet skal skiftes.

--oooOooo---

Henvendelser vedrørende ovenstående og anmodning om bistand kan rettes til advokat Lars Søndergaard.