Ulovligt afslag på statsborgerskab til statsløse palæstinensere

af Advokat Bjørn Dilou Jacobsen

Statsløse palæstinensere født i Danmark har som udgangspunkt krav på dansk statsborgerskab. Dette følger FN’s konvention om begrænsning af statsløshed fra 1961, som Danmark har ratificeret. Ifølge denne konvention er Danmark forpligtet til at meddele dansk statsborgerskab til statsløse personer, hvis man søger herom efter det fyldte 18. år og inden det fyldte 21. år, hvis man er født i Danmark og har opholdt sig i landet 5 år umiddelbart forud for ansøgningens indgivelse eller efter at have haft ophold i Danmark i 10 år i alt, og hvis man ikke er fundet skyldig i nogen forbrydelse mod statens sikkerhed eller idømt en fængselsstraf på 5 år eller derover.

Det følger af en anden FN-konvention, nemlig FN-s konvention om barnets rettigheder fra 1989, som Danmark også har ratificeret, at børn født statsløse i Danmark som udgangspunkt har ret til dansk statsborgerskab. Statsløse palæstinensere født i Danmark, der søger inden de er fyldt 18 år, har derfor som udgangspunkt også krav på at få dansk statsborgerskab.

Det er imidlertid kommet frem i medierne i løbet af denne uge, at en række statsløse palæstinensere født i Danmark har fået afslag på dansk indfødsret i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det har i den forbindelse været påpeget, at Integrationsministeriet heller ikke generelt har sørget for at informere om statsløses ret til at opnå dansk statsborgerskab. F.eks. har der hverken været oplyst særligt herom i vejledninger fra ministeriet eller på ministeriets hjemmeside www.nyidanmark.

Ifølge en pressemeddelelse fra integrationsminister Birthe Rønn Hornbech skyldes det en beklagelig sagsbehandlingsfejl, at de statsløse palæstinensere, der har søgt om dansk statsborgerskab, har fået afslag i strid med FN-konventionen om begrænsning af statsløshed. Ministeren udtaler i den forbindelse, at der vil blive ryddet op i sagerne, således at statsløse, der har krav på dansk statsborgerskab, nu også vil få det. Som noget nyt er der endvidere blevet lagt en særlig vejledning ud på ministeriets hjemmeside om statsløse personers ret til dansk statsborgerskab.

Statsløse palæstinensere født i Danmark, lige så vel som andre statsløse personer født i Danmark, der uberettiget har fået afslag på dansk statsborgerskab, kan således søge om at få deres ansøgning genoptaget, også selv om de nu skulle være over 21 år. Som følge af den manglende vejledning på området kan det endvidere ikke udelukkes, at statsløse personer født i Danmark, der ikke har søgt inden det 21. år, tillige kan indgive en ansøgning nu og få meddelt dansk statsborgerskab.

For at få mere information om hvad HOMANN Advokater kan tilbyde indenfor udlændingeretten, herunder om opnåelse af dansk statsborgerskab, ved at klikke på de fremhævede links. Henvendelse om denne artikel kan rettes til Bjørn Dilou Jacobsen