Homann Advokater - Rådgivning speciale
Homann Advokater - Om Homann Advokater
Homann Advokater - Kompetencer
Homann Advokater - Internationalt Netværk
Homann Advokater - Kontakt Os

Om Homann

Homann Advokater, der er et kontorfællesskab mellem advokatfirmaer, blev i den nuværende konstellation etableret den 1. april 2007. Der er tale om indgåelse af et samarbejde mellem selvstændige advokatfirmaer, som for nogles vedkommende har eksisteret i mange år, og for andres er relativt nyetablerede.

Formålet med samarbejdet er en fælles udvikling med henblik på dygtiggørelse og effektivisering - og i øvrigt servicering af større klienter. Kontoret er ved den seneste sammenslutning vokset betydeligt, og beskæftiger nu mere end 50 personer, heraf 25 advokater og jurister.

Målsætningen har altid været at yde erhvervsretlig rådgivning af høj kvalitet, ligesom vi også rådgiver indenfor det privatretlige område, og herunder har indgående kendskab til udlændingeret og strafferet. Vi søger at opnå vore mål ved en høj prioritering af juridiske kvalifikationer og ved en løbende udvikling af kompetencer. Vi har blandt andet en afdeling med tre jurister, som udelukkende beskæftiger sig med skattesager, og herved kan bidrage med særdeles kompetent support til de øvrige advokater, der beskæftiger sig med erhvervsklienter. Indenfor strafferet, herunder økonomisk kriminalitet og udlændingeret samt familieret, er der syv advokater, som har den førnævnte rådgivning som hovedområder.

Der henvises til kontaktinformationer og fuldstændige oplysninger om Homann Advokater under Kontakt. Se yderligere om medlemskab af Advokatsamfundet, forsikringsforhold m.v. i vore Almindelige Forretningsbetingelser og øvrige informationer i menuen til venstre.

Det samlede kontorfællesskab er omfattet af en fælles advokatansvarsforsikring hos Tryg Vesta Forsikring A/S, og kontorfællesskabets CVR. nr. er 17 33 14 85. De enkelte kontorfællesskabers CVR. nr. ses her. Samtlige advokater i firmaet er omfattet af Advokatsamfundets tilsyns- og disciplinærsystem og af reglerne om god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126. Herudover gælder de advokatetiske regler. Vort firma anvender ikke aftaleklausuler om lovvalg og/eller værneting, medmindre dette aftales med klienten.

Samtlige advokater i Homann er beskikket af Justitsministeriet i Danmark. Homann Advokater har vedtaget interne regler om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme.

Vort advokatfirma er ligesom andre advokatfirmaer forpligtet til at følge særlige regler for behandlingen af betroede midler, herunder særligt klienters indbetalinger til kontoret. Disse regler er fastsat i medfør af § 127 i lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1069 af 6. november 2008, og de seneste ændringer er trådt i kraft 1. oktober 2009. Det er således reguleret, at enhver advokat og ethvert advokatselskab, som oppebærer penge for en klients eller tredjemands regning, skal sørge for, at advokatkontorets bogholderi er indrettet således, at det til enhver tid viser de enkelte mellemværender samt størrelsen af advokatens, henholdsvis selskabets, samlede tilsvar af betroede penge (klienttilsvaret). Vort kontor overholder naturligvis disse regler.

De regler, der særligt gælder for udøvelse af advokatvirksomhed, kan findes på Advokatsamfundets hjemmeside www.advokatsamfundet.dk.

En række af vore advokater har offentlige hverv som for eksempel autoriseret bobestyrer eller beneficeret forsvarer, mens andre er engageret i en række øvrige fagrelaterede fora indenfor for eksempel entreprise, insolvensret, konkurrenceret, udlændingeret, klagenævn, inkasso og andre juridiske fagområder. Advokaterne i vort firma er beskikkede af Justitsministeriet i Danmark, og udover medlemskabet af Advokatsamfundet, er en række af advokaterne desuden medlem af Danske Advokater.

Vi anvender intensiv informationsteknologi i vores sagsbehandling, herunder såvel internt som eksternt overfor vores klienter, samarbejdspartnere og øvrige parter. Vi kommunikerer meget gerne, blandt andet via e-mail, og kan tilbyde sikker elektronisk kommunikation via elektroniske certifikater og/eller kryptering efter nærmere aftale med klienterne.