Det er min oplevelse, at der i praksis – også retspraksis - på området de senere år har været en tiltagende forståelse for det problematiske ved samværschikane. Men i for mange sager er det ikke desto mindre lykkedes den ene af forældrene – typisk moderen – at udøve samværschikane, uden at det har fået ”retlige konsekvenser”. En simpel søgning på domstolsafgørelser på området giver et – næsten – entydigt billede af, at domstolene har afgjort de konkrete sager sådan, at ”moderen fortsat skulle have forældremyndigheden, trods den udviste samværschikane” eller tilsvarende, jf. eksempelvis TFA 2010.736, TFA 2011.449 og TFA 2018.13.
I den nye dom fastslår Højesteret – som også mindretallet i landsrettens dom i sagen – at moderens samværschikane kan have konkret betydning for, hvem af barnets forældre, der fremadrettet må vurderes at være bedst egnet til at have forældremyndigheden og bopælen over barnet, uanset at moderen i øvrigt var den primære omsorgsperson for barnet.
Det gælder utvivlsomt også for fædre, hvis nogen skulle være i tvivl.
Højesteret slår nærmere fast, at når den ene af forældre må antages at have den – klart – bedste evne til at få fremtidige samværsordninger til at fungere, er dette væsentligt af hensyn til barnets ret til en god kontakt til begge forældre.
Derfor blev faderen – modsat resultatet for Familieretten og landsretten - fremadrettet tillagt ene forældremyndighed og dermed bopælen for barnet.
Højesteretsdom er en rigtig god nyhed for de børn og forældre, der belastes af samværschikane.
Læs hele Højesterets dom af 8. september 2020 og Østre Landsret dom af 20. december 2019.
---oo0oo---
Har du spørgsmål mv. til emnet, er du velkommen til at kontakte advokat Jesper Perregaard på mail jsp@homannlaw.dk eller telefon 33 15 01 02 herom.