Fingerplan 2019 er trådt i kraft

Fingerplan 2019 er trådt i kraft med stor betydning for udviklingsmuligheder i Hovedstadsområdet.

Siden 1947 har den såkaldte Fingerplan udgjort rammen for den fysiske udvikling og planlægning af hovedstadsområdets nu 34 kommuner. Fingerplanen er et såkaldt landsplandirektiv, som udgør den højest rangerende type af fysisk planlægning i Danmark.

Landsplandirektivet har ikke direkte virkning for borgerne men er rettet mod myndighedernes underordnede planlægning, hvorfor man siger, at det er ”ministerielt bindende”. Landsplandirektivet udgør således et konkret regelsæt for indholdet af kommuneplanlægning på et eller flere bestemte faglige områder, ofte på tværs af kommuneskel. Andre eksempler på landsplandirektiver handler om udlæg af nye sommerhusområder i kystnærhedszonen, linjeføring for gas- og el-ledninger, placering af nationale prøvestationer for vindmøller og udpegning af områder for aflastningscentre.

Fingerplanen er som sagt landsplandirektivet for hovedstadsområdets planlægning og dermed et centralt udgangspunkt for den developer eller ejendomsudvikler, som vil investere i fast ejendom i regionen. Hovedprincipperne er, at byvæksten koncentreres omkring den kollektive trafik og samtidig friholder de ”grønne kiler” for bymæssige aktiviteter. Som en del af nu gennemførte Fingerplan 2019 er der planlagt for, hvor der skal kunne bygges nye boliger, hvor der skal kunne lægges nye arbejdspladser, samt hvor der skal etableres grønne områder. Formålet med Fingerplanen er at sikre en balance mellem disse elementer, så der skabes et velfungerende og attraktivt storbyområde ved at modvirke tilfældig og uheldig byudvikling.

Et af de helt centrale punkter i Fingerplan 2019 er, at skabe den fornødne plads til byudvikling, sådan at hovedstadsområdet kan rumme de yderligere 200.000 borgere der forventes at være i 2030. Derfor udvides hovedstadsområdets byfingre en række steder, herunder Herfølge, Roskilde og Helsingør. Et andet centralt punkt i Fingerplan 2019 er udvidelsen af hovedstadsområdets grønne områder, de såkaldte grønne kiler, som således bliver forøget med 400 hektar.

Desuden bliver de grønne områder, der på grund af byudviklingen ikke har samme værdi som tidligere, eksempelvis på grund af anlæggelsen af motorveje, erstattet af nye grønne områder med større rekreativ værdi.

Et tredje centralt punkt er styrkelsen af udviklingsmuligheder for erhverv, omkring togstationerne i Helsingør, Hillerød, Frederikssund, Roskilde, Køge samt Høje-Taastrup. Et fjerde punkt er udpegningen af 3 nye lokaliseringsområder for erhverv ved Nærum, Kvistgård og Vallensbæk. Her skal der kunne etableres kontorbyggeri med særligt henblik på videntunge virksomheder.

Et sidste hovedpunkt i Fingerplan 2019 er åbningen af muligheder for udvikling af Køge Bugt Strandpark. Her skal der skal kunne skabes et rekreativt strandområde med nye faciliteter.

---oo0oo---

For bistand vedrørende planforhold og ejendomsudvikling kontakt da venligst en af HOMANN’s advokater med speciale inden for fast ejendom.