Lynetteholmen – en tikkende naboretlig bombe?

Regeringen og Københavns Kommunes overborgmester indgik den 5. oktober 2018 en principaftale om at anlægge en ny ø, Lynetteholmen, mellem Nordhavn og Refshaleøen i Københavns Havn på 2 mio. m2. Naturtro illustrationer af fremtidsvisionen florerer på digitale medier: https://www.lynetteholmen.com/

Et bredt flertal i Folketinget (V, LA, K, S, DF, RV og SF) tilsluttede sig principaftalen den 25. oktober 2018. Et bredt politisk flertal i Københavns Borgerrepræsentation (S, ALT, RV, SF, V, K, DF og LA) godkendte ligeledes den 22. november 2018 principaftalen om anlæg af Lynetteholmen.

Efterfølgende har der i den offentlige debat været meget fokus på projektet i forbindelse med udarbejdelse af VVM redegørelsen (undersøgelse om projekters væsentlige indvirkninger på miljøet), som nu har været i høring.  

Planen om nyt naturskønt og samtidig storbynært boligområde for op til 35.000 mennesker (og tilsvarende antal arbejdspladser), som på én gang kan løse problemer med stigende boligpriser i hovedstaden og truslen om klimaskabte flodbølger mod Københavns centrum, fremstår allerede meget konkret. Dette selvom det skønnes at ville tage op mod 50 år at gøre projektet færdigt.

Realisering af planen kræver nemlig opfyldning af meget stor mængde jord for at skabe den nye ø. Og selvom opfyldningen ikke planlagt til at skulle påbegyndes før om et par år, er der allerede rejst massiv kritik af nogle af de forslag, der er blevet fremlagt, for hvordan jorden skulle fragtes igennem København. Ifølge et af disse forslag skal jorden køres gennem byen på ca. 1 mio. lastvognstog, hvilket med den planlagte etableringstid vil svare til 72 lastbiler igennem København hver dag i 30 år. Dette kunne fx ske ad vejen Forlandet ved Magretheholmen på Amagers nordspids. 

Der er imidlertid fortsat tale om forslag og By og Havn, som ejes af Københavns Kommune og Staten i fællesskab, undersøger også muligheden for at fragte opfyldningsjorden ad vandvejen. 

Planen for Lynetteholmen er således ikke endeligt vedtaget og før projektet kommer dertil hvor der skal transporteres jord til den nye ø, skal VVM-redegørelsen offentliggøres, som præsenterer resultatet af en undersøgelse af miljøkonsekvenserne ved det kolossale anlægsprojekt. I den forbindelse har borgere, virksomheder og interesseorganisationer haft mulighed for at gøre indsigelse, og den endelige rapport er således på vej og skal indgå i beslutningen om projektets nærmere udformning.
 
Den naboretlige tålegrænse

Som det fremgår, kan anlæggelsen af den nye ø få store konsekvenser for naboerne til en eventuel transportkorridor gennem byen. Der kan derfor fremhæves en række eksempler fra retspraksis, der viser, hvor grænsen går for hvad man egentlig skal acceptere som nabo i lignende situationer og hvornår man vil kunne forvente erstatning.
 
I U 1999.353 H fandt Højesteret eksempelvis, at en sådan grænse var overskredet, da støjgenerne fra et nyt større vejanlæg, anlagt mere end 80 meter fra beboelse, var så omfattende, at der måtte ydes erstatning til de påvirkede ejere af en nærliggende ejendom, som de mente, havde mistet værdi. Højesteret lagde afgørende vægt på en vurdering af hvorvidt støjgenerne, og andre ulemper i øvrigt, overskred grænsen for ”hvad der med rimelighed må påregnes som led i den almindelige samfundsudvikling på trafikområdet”. I den forbindelse foretog man en konkret bedømmelse af blandt andet støjniveauet, trafikintensiteten og ejendommens beliggenhed. 

Ved syn og skøn var nedgangen i ejendommens værdi som følge af motorvejsanlægget ansat til 550.000 kr. Højesteret fastsatte skønsmæssigt erstatningen til 250.000 kr. At erstatningen ikke blev de fulde 550.000 kr., hænger sammen med, at erstatning i naboretlige sager kun gives for den gene, som overstiger, hvad man ”…må påregne som led i den almindlige samfundsudvikling”. I tilfældet Lynetteholmen er der næppe nogen af beboerne på Margreteholm, som ved erhvervelse af deres boliger havde overvejet muligheden af, at der ville blive bygget et ny ø ved siden af deres boligområde. Så der ses her at være mulighed for, at værditabet på ejendommene ikke vil være påregneligt og at der dermed skal betales fuld erstatning, som det bl.a. skete i sagen om Tvillingehusene i Ikast.
 
I en tilsvarende sag om gener var vejanlæg, U 1999.598 H, også kendt som ”Viborg-sagen”, fandt Højesteret omvendt, at støjgener fra en nyetableret vej i det centrale Viborg, ikke oversteg ”hvad der med rimelighed må påregnes som led i den almindelige samfundsudvikling på trafikområdet”. På samme måde som i den førnævnte sag, foretog man også en konkret vurdering af flere faktorer og man lagde i den forbindelse særlig vægt på at ejendommen, tilhørende den påvirkede ejer, lå i et centralt område af Viborg by, ”med en betydelig trafikintensitet og heraf følgende trafikstøjbelastning”. Desuden var vejen anlagt som en del af en lokalplanbaseret udvikling for netop at forbedre forholdende i det pågældende område. Af disse hensyn fandt Højesteret at den føromtalte tålegrænse ikke var overskredet og dette gjaldt også selvom den nyetablerede vej medførte en væsentlig støjmæssig merbelastning af de påvirkede ejendomme.
 
I U 2008.677 H vurderede Højesteret ligeledes, at de øgede støjgener, som følge af udbygningen af en motortrafikvej, ikke overskred tålegrænsen for hvad der ”med rimelighed måtte påregnes som led i den almindelige samfundsudvikling på trafikområdet”. Sagen drejede sig alene om spørgsmålet om, hvorvidt tålegrænsen for ejeren af en nærliggende lystejendom var overskredet i forbindelse med udbygningen af en 2-sporet motortrafikvej til en 4-sporet motorvej og den dertilhørende forøgede støjbelastning. I forbindelse med ombygningen var ejeren allerede af ekspropriationsmyndighederne tilkendt 75.000 kr. som erstatning for værdiforringelsen, som følge af det nyetablerede vejanlæg. 

Ejeren indbragte imidlertid sagen for retten for at få tilkendt en forhøjet erstatning – konkret for at finansiere ombygning af ejendommen med henblik på at afhjælpe den støjmæssige merbelastning. Højesteret fandt imidlertid modsat ekspropriationsmyndighederne slet ikke, at tålegrænsen var overskredet og fastslog derfor, at ejeren skulle tilbagebetale den allerede modtagne erstatning på 75.000 til Transportministeriet. Det skal dog bemærkes, at der var uenighed blandt dommerne. Men flertallet fandt altså, at tålegrænsen i dette konkrete tilfælde ikke var overskredet og lagde herved vægt på samme konkrete vurdering, som i de to ovennævnte sager, samt at forskellen i støjbelastning ”alene” udgjorde en forøgelse på 5 dB. Én dommer mente imidlertid, at tålegrænsen faktisk var overskredet og lagde herved vægt på, at ekspropriationsmyndighederne allerede havde udbetalt erstatning og at man i den forbindelse havde inddraget alle relevante oplysninger samt Højesterets tidligere praksis.

I forhold til Lynetteholmen må det forventes, at Folketinget vedtager en ”anlægslov”, som det er sædvanligt ved store projekter som jernbaner, metrobyggeri, omfartsveje, motorveje og brobyggerier og seneste etablering af Statens Naturhistoriske Museum midt i København. En anlægslov har til formål sikre, at projektet holder sig inden for fastlagte tids-planer og budgetter og at der samtidig varetages de nødvendige hensyn til for eksempel miljø, natur og fredninger og at projektet ikke går i stå på grund af lange klagesagsforløb. Den naboretligt gene for eksisterende beboere omkring anlægget skal således tænkes ind og erstatninger i videst muligt omfang udmåles på forhånd of aftales med de berørte. Ikke blot for egentlig afståelse (ekspropriation) men også for gener.

Er generne for naboer og øvrige berørte ikke gennemtænkt på forhånd, vil problemerne blot dukke op undervejs, som det fx skete i 2014 under metrobyggeriet. Læs evt. mere her: Aftenarbejde på Metro-byggeriet skal stoppe.

Af Metrosagen lærte myndighederne, at man for at sikre fremdrift i byggeriet kan indarbejde erstatning for gener i projektplanen og dermed anlægsloven og til gengæld samtidig ved lov afskære de berørtes klagemulighed i klagenævn. Dette skete i 2017 under behandlingen af anlægsloven for Statens Naturhistoriske Museum. Staten fik sin anlægslov og dermed høj grad af sikkerhed for overholdelse af tidsplaner og budgetter og projektet ved Sølvtorvet i København er nu i fuld gang. Til gengæld fik de berørte borgere og virksomheder nu kun mulighed for at gøre indsigelse ved at sagsøge staten, hvilket alt andet lige er en anden opgave end at sende en klare til et klagenævn.

Men kommer det dertil er det altså den ovennævnte praksis fra Højesteret, som skal tages i betragtning.    

Status for Lynetteholmen

Projektet vedrørende Lynetteholmen er stadig ved VVM-redegørelsen og By og Havn afventer Miljøstyrelsens svar, som består af de mange høringssvar som styrelsen har modtaget, omkring den 20. december 2019. Først derefter kan man gå videre med projekteringen. Tidsplanen er beskrevet i By og Havns kommissorium for redegørelsen, som kan ses her.

---oo0oo---

For bistand vedrørende planretlige sager, herunder indsigelser mod projekter eller planer i nabolaget, ekspropriation og erstatning, kontakt da venligst advokat Nicolai Platzer Funder.