Brug hellere kræfterne på at tale sammen

Advokat Jens Elmerkjær er overbevist om, at mange mindre og mellemstore virksomheder kan have glæde af at bruge advokater til mediation i stedet for at føre retssager. Foto af Martin Hoffmann Kønig

I mere end 40 år har advokat Jens Elmerkjær, Hørve, bistået små og mellemstore virksomheder i konfliktsituationer, men nu har han valgt at gå nye veje.

Advokat Jens Elmerkjær er erhvervsadvokat i advokatfirmaet Homann, og det har han været siden 1978, primært fra sit kontor i Hørve, men han er også så meget andet. Han har drevet landbrug i Danmark og i Polen, og har siden 2005 haft et stutteri med dressurheste, og han har været involveret i produktion af hunde- og kattemad og driver en mindre udlejningsejendom.

Alt i alt en mand, der ved noget om en masse, og efter 40 års klassisk advokatvirksomhed, hvor konflikter ofte skulle afgøres ved domstolene, har han nu betrådt nye stier, efter at han i år blev certificeret mediator-advokat, hvor han i stedet for at føre retssager hjælper virksomheder og private til selv at finde løsninger på deres konflikter. Noget, som han håber, at langt flere små og mellemstore virksomheder vil benytte sig af.

- Jeg har lært, at retssager sjældent egner sig til sager for små og mellemstore virksomheder, og at de sager typisk hænger dem langt ud af halsen, og tit kan de ikke levere det, som advokaten skal bruge til at føre retssagen, og så ender det ofte med, at advokaten laver sagen klar. Ikke ved at manipulere, men vi skal jo videre med sagen, og så håber vi, at klienten har forstået, hvad det vil sige at skulle møde op i retten og udtale sig. De kan altid finde på noget, der er mere fornuftigt at lave end at finde papirer frem, og hvis ikke man har fuldstændig styr på alle papirer, så skal man ikke føre retssager, siger han.

For den garvede advokat er der dog en en udvej. Han blev tidligere i år certificeret mediator-advokat, og her kan han tilbyde virksomheder en unik mulighed for at få løst konflikter uden om domstolene.

- Det er nærmest euforiserende at se, hvordan folk, der starter ud med at være ekstremt stridende, kan nå en løsning, de begge er glade for, bare fordi man har sat sig ned rundt om et bord og selv stiller de rigtige spørgsmål. Før i tiden havde jeg det mange gange sådan, at et dårligt forlig var bedre for klienten end en retssag, men med mediation finder over 80 procent af sagerne en løsning, som begge parter er tilfredse med uden en retssag, siger han og fortsætter:

- Så kan man jo spørge, om det ikke er dumt at ødelægge sit eget forretningsmæssige grundlag ved at undgå retssagerne. Nej, vil jeg sige, for ved at undgå retssagerne får man de gladeste og mest vedvarende klienter. Selv de mest trofaste klienter skal jo en gang imellem bearbejde, at vi taber sagen og alligevel blive præsenteret for det store honorar.

---oo0oo---

Artiklen er skrevet af Martin Hoffmann Kønig og udgivet den 20. juni 2019 i ErhvervSjælland.