I dom afsagt af Højesteret 23. juni 2023 (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2023.4599) stadfæstede Højesteret erklæringen fra en skelforretning, hvori landinspektøren bekræftede det matrikulære skel som værende lig med det retlige skel.
Sagen drejede sig om et mindre grundstykke langs skellet til naboejendommen, som var en landbrugsejendom. Det omtvistede grundstykke havde et areal på i alt 41 m2, som var kommet til syne efter parterne fjernede den omhandlede hæk mellem ejendommene. Arealet måtte således antages i væsentligt omfang at have været dækket af hækken. Den del af arealet, som vendte mod fritidsejendommen, påstod grundejerne var deres.
Højesteret lagde efter bevisførelsen til grund, at hækken, som formentlig blev plantet omkring 1970 (og fjernet i 2018), ikke blev plantet i det matrikulære skel, men på landbrugsejendommens areal tæt på skelgrænsen. Omstændighederne ved plantning af hækken var uoplyste, herunder hvem der plantede den. Men det kunne i hvert fald lægges til grund, at de tidligere ejere af fritidsboligen sammen med ejerne af landbrugsejendommen efter fælles aftale og i overensstemmelse med hegnslovens regler herom løbende havde vedligeholdt hækken.
Højesteret fandt derfor, at den vedligeholdelse af hækken, som blev foretaget af de tidligere ejere af fritidsboligen, ikke kunne anses for en retsstridig ejerråden, der kunne danne grundlag for at vinde hævd over arealet. Eftersom det ikke var godtgjort, at de tidligere ejere af fritidsboligen heller ikke på anden måde igennem årene havde udøvet en ejers råden over arealet, stadfæstede Højesteret landsrettens dom, hvorefter der ikke var grundlag for at fastslå fritidshusejerne havde vundet hævd.
Byretten var kommet til samme resultat.
Der var endvidere ikke grundlag for at pålægge ejerne af landbrugsejendommen nogen del af udgifterne til skelforretningen vedrørende sagen.
Vurdering
Det kan lægges til grund, at sagsøgerne havde rådet over et areal tilhørende landbrugsjensdommen i over 20 år og således i hævdstid. Sandsynligvis endda i mere end 30 år, hvorefter der kan tales om alderstidshævd – og dermed hævd selvom visse øvrige betingelser eventuel ikke var opfyldte. Højesteret mente alligevel ikke, at der var vundet hævd.
Det kan meget muligt have spillet ind i afgørelsen at naboejendommen var en landbrugsejendom. Her er der ikke en nabo, som kan forventes at holde øje med, om naboen råder over for meget jord i forhold til skellet. Og så naturligvis det forhold, at hækken antageligvis har udgjort et sådant uigennemskueligt beplantningsbælte, hvor det ikke med rimelighed kan forventes, at naboen overhovedet kan se skeloverskridelsen.
Endelig kan det tænkes, at Højesteret med denne afgørelse har villet statuere, at man ikke skal straffes for at plante et eget hegn – hvis det var det, der var tilfældet. Bemærk, at det var uvist hvem, der havde plantet hækken i sin tid. Men det kunne jo tænkes, at grundejeren havde modsat sig etablering af et hegn i skel, som ville tage udsigten over markerne. Herefter har landmanden måske plantet en hæk på egen side af skellet. I denne situation forekommer det rimeligt, hvis grundejeren ikke ved at gøre hævd gældende kan lukrere på, at landmanden så sig nødsaget til at sætte et hegn på egen grund.
Se til sammenligning en tidligere Højesteretsdom i år om tilsvarende problemstilling "Højesteret afsiger skelsættende dom om hævd".
---oo0oo---
For bistand i hævdssager kontakt da gerne advokat Nicolai Platzer Funder.