Bøde- og fængselsstraf for overtrædelse af lokalplan

I en artikel bragt i dagbladet BT den 23. maj 2017 under overskriften "Mine naboer har hugget 7 år af mit liv” omtales en sag om overtrædelse af en lokalplan, som nu har medført at grundejeren ”G” nu skal 14 dage i fængsel. Der er tale om en sag fra Næstved Kommune, hvor der i 1979 blev vedtaget en lokalplan, som samme år blev tinglyst på ejendommene i området. I dag tinglyses lokalplaner ikke længere på ejendommene men er derimod let tilgængelige via søgemulighed i Plansystem.dk. Men i dette tilfælde var lokalplanen altså direkte synlig i tingbogsudskriften. Der var – og er - tale om en bevarende lokalplan, hvor formålet er at sikre områdets karakter af parcelhusområde, og hvor der blandt andet indgår ret detaljerede retningslinjer for udseendet af byggerier på grundene, herunder hvilke farver, men må male husene i. Artiklen beretter om G, som i 1998 købte en ejendom i lokalplanområdet. Samme år fik han byggetilladelse til opførelse af et enfamilieshus. I 2010 valgte han at male sit hus i en kraftig blå farve (ultramarinblå), hvilket imidlertid ikke er tilladt ifølge lokalplanen. Lokalplanen bestemmer herom følgende:

Videre er det bestemt, at der ”…til udvendige bygningssider samt tagflader ikke må anvendes materiale, som efter Kommunalbestyrelsens skøn virker skæmmende”. Der var altså ingen tvivl om, at der for området gjaldt restriktive bestemmelser om ejendommenes udseende. Artiklen i B.T. er prydet med et billede af G stående foran sin ejendom, som nu er malet i en lys variant af svenskrød, men som fortsat er ultramarinblåt omring vinduerne, langs med gavlen og på udhænget til carporten, hvorunder man også ser hans marineblå bil. Desuden er han iført blå skjorte og blå kaffekop. Og selvom G efter overskriften at dømme har følt sig forfulgt af sine naboer, har den måske lidt provokerende attitude nu fået et alvorligt efterspil for ham. En række naboer klagede straks i 2010 til kommunen over farvevalget. Ifølge planloven påhviler det Kommunalbestyrelsen at påse overholdelsen af såvel planloven som de regler, der er fastsat med hjemmel i loven, herunder bestemmelserne i lokalplaner m.v. Og Kommunen traf da også afgørelse om at påbyde G at male sit hus i en af de reglementerede farver jf. lokalplanen. Da G i 2014 fortsat ikke havde lovliggjort farvevalget på sit hus, anmeldte kommunen ham til politiet. Han blev herefter idømt tvangsbøder på 2.500 kr. om måneden indtil huset var blevet malet om. Efter godt et år malede G endelig sit hus om i den ovennævnte lyse svenskrød. Det er oplyst i artiklen, at G på dette tidspunkt havde modtaget tvangsbøder for omkring 33.000 kr. Da G havde malet huset om og intet hørte mere til tvangsbøderne tog han det efter eget udsagn som udtryk for, at sagen var ”trukket tilbage” af kommunen (uden at han dog havde fået meddelelse om dette). Han malede derfor igen dele af huset ultramariblåt, for som han oplyste i artiklen: ”Huset trængte altså til at blive malet igen". Kommunen var dog fortsat opmærksom på ejendommen, og efter et stykke tid, modtog G et nyt påbud og blev siden atter pålagt tvangsbøder. Det fremgår af artiklen, at G nu har valgt at afsone en forvandlingsstraf på 14 dages fængsel ”for at komme videre”, som det beskrives. Med andre ord agter han ikke at betale sine bøder. Bødestraf er hjemlet i planloven. Det er forskelligt fra sag til sag, og fra sagstype til sagstype, og måske endda også fra kommune til kommune, hvor lang snor man kan opleve at få, når lokalplaner ikke overholdes. Mange faktorer spiller formentlig ind, såsom om kommunen selv har medvirket til at bibringe uklarhed over forståelsen af reglerne, eller om borgeren omvendt har været i klart ond tro og måske endda har udfordret reglerne og myndighederne, som dette eksempel tyder på. I denne sag ses det, hvordan G undlod af følge en på ejendommen gældende – og endda tinglyst – lokalplans meget klare bestemmelser. Og alligevel gik der fire år, før han blev pålagt bødestraf, og yderligere tre år inden han endelig har måttet tage sin straf. Det fremgår af Straffuldbyrdelsesloven, at bøder, som ikke betales, inddrives af restan-ceinddrivelsesmyndigheden. Der kan ske indeholdelse af indtægter ved udpantning, lige-som bødestraf kan fuldburdes ved forvandlingsstraf i form fængselsstraffe, jf. straffelovens §§ 53. Forvandlingsstraffens varighed bestemmes konkret af retten samtidig med bødens fastsættelse. I dette tilfælde havde retten fastsat forvandlingsstaffen til 14 dages fængsel. Bøder på 10.000 kr. eller derunder, som er vedtaget efter tilkendegivelse fra politiet (og altså ikke idømt i retten), afsones efter en skala fra 2 til 10 dage alt efter bødes størrelse. For andre bøder, der ikke er idømt af eller vedtaget for en domstol, fastsættes forvandlingsstraffen af retten. Andre sager, hvor tvangsbøder og politianmeldelse hyppigt ses er ulovlig beboelse af sommerhuse og andre former for ulovlig anvendelse af ejendomme i strid med bestem-melser i lokalplaner.

--oooOooo---

Kontakt gerne advokat Nicolai Platzer Funder for rådgivning om planlovgivning.

Seneste artikler