Andelsboligforeninger og køb og salg af andele

I modsætning til for eksempel erhvervslejemål og boliglejemål, hvor der er en omfattende lovgivning med tilhørende bekendtgørelser, er lovgrundlaget for andelsboligforeninger en relativt kortfattet lov, nemlig Andelsboligforeningsloven. Dette er dog ikke udtryk for, at der ikke kan opstå en række komplicerede fortolkningsspørgsmål og diskussioner i andelsboligforeningerne. Eksempelvis vedrørende fastsættelse af andelskronens værdi, herunder ikke mindst om det skal ske i henhold til den offentlige kontantvurdering eller en valuarvurdering, og om der skal hensættes til fremtidig vedligeholdelse. Erfaringerne fra retssager viser også, at der er mange tvister om fastsættelse af værdien for forbedringer, fortolkning af ventelistereglerne, fortolkning af eksklusionsreglerne og i det hele taget, hvor meget der skal til for at ekskludere et medlem af en forening. Her spiller også retspraksis vedrørende foreningsretten ind. Videre er andelsboligforeninger ofte store bygherrer i renoverings- og forbedringssager for mange millioner kroner. Nystiftede andelsboligforeninger har et særligt behov gennemgang af såvel entrepriseaftale som købsdokumenter. 

Med udgangspunkt i kontorets egen ejendomsadministration med mange store andelsboligforeninger og medvirken i en række retssager, både ved Byret og Landsret, har vi en omfattende erfaring inden for disse områder, og har via kontorets entrepriseafdeling, inkassoafdeling og skatteafdeling mulighed for at rådgive om alle problemer, der måtte opstå i en andelsboligforening.

Andelsboligforeningens fællesrepræsentation har en hjemmeside fyldt med en række nyttige informationer - www.abf-rep.dk. Her kan også læses om nøgletal, som nu er lovpligtige oplysninger i en andelsboligforenings regnskaber.

Hvad angår køb og salg af andelsboliger kan www.andelsboliger.dk eller www.bolighed.dk være relevant.

Generelt om bygningsforhold m.v. Prøv at kigge på www.ois.dk

Advokater med speciale i dette felt