I den seneste tid har der været stort mediefokus på såkaldte ”koncernklinikker”. Homann Advokater rådgiver læger om nedsættelse i egen praksis i enhver form og vi anser det derfor som naturligt at bringe en omtalte dette på vores hjemmeside.
Baggrunden for koncernklinikkerne var en ændring af Sundhedslovens § 227, stk. 2. i 2013, hvorefter det blev muligt for speciallæger i almen medicin at eje op til seks ydernumre. Ved ydernummer forstås det nummer, som en praktiserende læge er tildelt som yder af behandlinger for den offentlige sygesikring, som er en betingelse for honorarafregning med sygesikringen.
I udgangspunktet handler § 227 om kompetencer for Regionernes Lønnings- og Takstnævn, som havde overtaget daværende Amtskommuners, Hovedstadens Udviklingsråds og Hovedstadens Sygehusfællesskabs rolle i Sundhedsvæsnet hvad angår allokering af ydelser til praktiserende læger, herunder ved indgåelse af overenskomster med organisationerne.
Med ikrafttræden 1. september 2014 trådte så ændringsloven i kraft, som bl.a. medførte følgende:
”Ydernumre fra praksis, som har leveret almen medicinske ydelser til gruppe 1-sikrede personer [] kan overdrages til regionsrådet og til læger, som vil praktisere i henhold til []. Regionsrådet kan endvidere sælge nye ydernumre, som regionen har oprettet, og ydernumre fra eksisterende praksis, som regionsrådet har opkøbt som led i praksisplanlægningen, til læger, som vil praktisere i henhold til []. Salg af ydernumre, jf. 1. og 2. pkt., kan ske til læger, som allerede har et ydernummer. En læge kan eje op til seks ydernumre erhvervet i henhold til 1. og 2. pkt.”
Det fremgår af forarbejderne til lovændringen, at formålet med indsættelsen af § 227, stk. 2, 4. pkt. i sundhedsloven (fremhævet ovenfor) var, at man derved forsøgte at skabe mulighed for at få lægedækning i yderområderne. Dog er der enighed om at lovændringen ikke har løst problematikkerne. Derimod kan der argumenteres for, at den har medført negative konsekvenser for patienterne, der ikke har haft en reel læge at gå til. Den traditionelle ”PLO-læge” er muligvis på tilbagegang i den forstand, at solopraksis ikke længere er attraktivt for nyuddannede almene speciallæger. Men de konsekvenser, som nu er set med stor kritik af ”koncernklinikkerne”, havde lovgiver formentlig næppe forudset. Og spørgsmålet er, om det var forudset, hvilken forandring af almen praksis der dermed åbnedes op for.
I medierne er det afdækket, at lovændringen fra 2013 synes at have haft meget store konsekvenser for patienterne. Det har således vist sig, at lovændringen har rejst grundlæggende spørgsmål om mulighederne for udnyttelse af ejerskab til ydernumre samt om hvorvidt det har medført dårlig behandling af patienterne. Det er bl.a. dokumenteret, at der bruges stråmænd; altså at en speciallæge i almen medicin fremstår som ejer af lægeklinikkerne, men som overhovedet ikke er til stede, idet der kun gælder krav om, at ejerlægen har sin ”hovedbeskæftigelse” i sin almene praksis. Stråmændene stiller således alene deres ydernummer til rådighed og overlader ansvaret for driften fuldt ud til det pågældende selskab.
Kritikken af den nuværende ordning af – og tendenser i - brugen af § 227, stk. 2 går på, at den medfører et samfundsmæssigt problem, idet man ved ikke ”reelt” at have en egen læge i den almene praksis henviser patienterne til sygehuset, som egentlig kunne og burde være blevet hjulpet i almen praksis. Altså en egentlig forskubbelse mellem sektorerne. I takt med kendskabet til de almene praksisser med manglende egen læge, er sygehusene også mere tilbøjelige til at beholde patienter, fordi man ikke forventer, at de kan få den tilstrækkelige hjælp ved egen læge, i og med at lægen ikke er fysisk til stede. Alt dette medfører dyre sygehusbesøg, som kunne være undgået.
Kritikken i den nuværende situation skulle også angå, at ejerlægen ved misbrug af ydelsessystemet løbende kan opnå uberettigede fortjenester ved en optimering af indtjeningen på de ydernumre, som indgår i ”koncernen”. En problematik, som dog synes at kunne påvises hvad enten praksis drives solo eller i en struktur med flere ydernumre i fælles drift.
Spørgsmålet er derfor nu, om der er brug for, at en revision af den nuværende lovgivning.
Her på siden skrev Homann Advokater i 2017 en artikel om det, som den gang blev kaldt Udbudsklinikker, hvor en praktiserende læge køber et ydernummer af regionen, og hvor fx Falck Healthcare som driftsherre skulle være ansvarlig over for lægen. Betalingerne fra regionen skete til virksomheden. Derved skulle lægens incitament ikke primært være profitorienteret, bortset fra et eventuelt overskud ved videresalg af ydernummeret. Se artiklen Nye muligheder for drift af almen lægepraksis.
PLO (Praktiserende Lægers Organisation) har givet udtryk for at være af den opfattelse, at der er brug for systemet med mulighed for drift at flere ydernumre i forening. Men de opstiller en række begrænsninger, som Folketinget bør overveje at indsætte i lovgivningen:
- En praktiserende læge kan højest eje to ydernumre og drive praksis fra to klinikker i geografisk nærhed af hinanden.
- Det skal præciseres, at ejerlægen tilmeldes og selv fungerer som praktiserende læge i én af sine klinikker.
- Der skal stilles krav om, at ejerlægen selv ansætter personalet og har arbejdsgiveransvar i den eller de klinikker, hvor ejerlægen ikke har sit virke.
Uanset om den nuværende turbulens i systemet måtte medføre tilpasning af lovgivningen eller ej, kan det konstateres, at der er al mulig grund til at træde varsomt, når hensynet til at opnå og optimere indtjening som praktiserende sundsperson med mindst mulig tilstedeværelse i praksis går ud over behandlingen af patienterne og - som det fremgår - medfører massiv kritik, som ultimativt vil smitte af på branchen som helhed og i værste fald medfører overtrædelser af sundhedsloven.
---oo0oo---
HOMANN Advokater rådgiver om nedsættelse som praktiserende læge / speciallæge. Kontakt gerne advokat Nicolai Platzer Funder for en vurdering af din sag og tilbud om bistand.