Artiklen indeholder en redegørelse for princippet om frihedshævd, som perspektiveres ved en gennemgang af Østre Landsrets dom af 21. marts 2019 i 19. afd. sag BS-26435/2018 gengivet i tidsskriftet Miljøretlige Afgørelser og Domme 2019.214.
Hævd
Som de fleste ved, kan man vinde hævd efter 20 år. Hævd kan vindes på ejendomsret (ejerskab) eller servituthævd (brugsret) over fast ejendom, og reglerne herom findes i Danske Lov 5-5-1, som stammer helt tilbage fra 1683. Reglerne er sålydende:
”DL 5-5-1. Hvis Gods og Ejendom nogen haver haft i Haand og Hævd i tyve Aar Ulast og Ukært til Tinge, det beholder hand, uden anden Adkomst at fremvise, angerløst og Uafvundet, med mindre det bevisis, at hand hafde det, enten til Pant eller i Forlæning, eller i Forsvar.
DL 5-5-2. Mand kand saa vel paa Brug som paa Ejendom fange Hævd.”
Hævdstiden er altså 20 år. Det betyder, at for at vinde hævd, skal man have rådet over det omtvistede areal i mindst 20 år. Og den pågældende råden skal ifølge retspraksis have været ”faktisk og kontinuerlig”. Det betyder, at den faktiske brug af arealet ikke må have været afbrudt og brugen skal i øvrigt have været uberettiget i hele hævdstiden. Har der været indgået en aftale om brugen, så kan brugeren altså ikke vinde hævd.
Frihedshævd
Omvendt kan man vinde frihedshævd ved, at den berettigede ikke bruger eller håndhæver sin ret. Der skal være tale om en ret over en anden fast ejendom – fx en servitut på naboens ejendom, som betyder, at naboen ikke må lade sine træer vokse så højt op, at den berettigede ikke han se vandet (typisk bestemt som en konkret maksimal højde). Der kunne også være tale om en færdselsret.
Også her kan hævdserhvervelsen ske på 20 år. Frihedshævd antages i almindelighed at kræve et såkaldt ”factum contrarium”, hvilket betyder handlinger fra ejerens side, som er uforenelige med den andens ret. Er der fx tale om den ovenfor nævnte udsigtsservitut, så vil frihedshævd her forudsætte, at den tjenende ejendom (den, som servitutten påhviler) rent faktisk har haft for høje træer i hævdstid. Den herskende ejendom (den som har retten til udsigt ifølge servitutten – også kaldet den påtaleberettigede) kan således miste sin ret.
Østre Landsrets dom af 21. marts 2019
Der var tale om en udsigtsservitut med maksimal højde for beplantning på 3 meter. De nærmere omstændigheder var følgende:
Udsigtsservitutten var pålagt den tjenende ejendom i forbindelse med udstykning fra den herskende ejendom i 1933. Servitutten definerede et område på den tjenende ejendom, hvor beplantning m.v. ikke måtte overstige 3 meter. Formålet var at sikre udsigten over en sø for den herskende ejendom.
I 2015 købte en ny ejer den herskende ejendom, og i 2017 påtalte han servitutten over for ejeren af den tjenende ejendom. Ejeren af den tjenende ejendom havde på det tidspunkt ejet ejendommen i 34 år og havde på intet tidspunkt tidligere oplevet påtale af servitutten. Den påtaleberettigede anlagde retssag mod naboen med påstand om beskæring af beplantningen i servitutområdet.
Under byretssagen i Lyngby Ret blev der afholdt syn og skøn vedrørende den eksisterende beplantning med henblik på at få fastslået ”beplantningshistorikken”, herunder alder, højde og muligheder for beskæring. Ejeren af den herskende ejendom gjorde gældende, at servitutten fra 1933 fortsat var gældende, og at der ikke var grundlag for at statuere
servitutbortfald. Naboen gjorde gældende, at servitutten måtte anses for bortfaldet på grund af den langvarige krænkelse af servitutten ved, at beplantningen i servitutområdet upåtalt havde oversteget 3 meter.
Retten i Lyngby fandt, at den langvarige krænkelse af udsigtsservitutten i mere end 20 år begrundede, at servitutten måtte anses for bortfaldet på grund af frihedshævd.
Den påtaleberettigede ankede til landsretten, hvor der blev afholdt yderligere syn og skøn. Landsretten var enig med byretten i, at ejeren af den tjenende ejendom i mere end 20 år havde ladet beplantningen overstige 3 meter, og at de skiftende ejere af den herskende ejendom ikke havde været afskåret fra at påtale servitutkrænkelsen. Herefter konstaterede også landsretten, at servitutten var bortfaldet på grund af frihedshævd.
---oo0oo---
For bistand vedrørende hævd og andre sager relateret til fast ejendom og miljøret kontakt da venligst advokat Nicolai Platzer Funder eller en af HOMANN’s øvrige eksperter på dette område.