I den senere tid har der været fokus på habitatreglerne i dyrebeskyttelseslovgivningen i forbindelse med genopstart af ammunitionsfabrikken i Elling ved Frederikshavn (”Krudten”).
Denne sag viser, at, lovgivningen selvsagt kan trumfe mange ting, men udgangspunktet er dog, at der via EU-lovgivningen er indført meget strenge regler for, hvordan man skal beskytte truede dyrearter i den danske natur, herunder i forbindelse med byggeri.
Dette ses blandt andet af den nyere sag BS-61258/2023-ROS, afsagt den 26. februar 2025.
Truede dyrearter og byggeprojekter
Sagen handler om rydning af et ca. 9 hektar stort område på matrikel nr. 1 i Norddjurs Kommune, som tilhører Selskab 1 A/S, en stor aktør inden for råstofindvinding. Rydningen fandt sted i foråret/sommeren 2022 som led i selskabets undersøgelser af mulighederne for udvidet råstofindvinding.
Ifølge Region Midtjylland havde området inden rydningen karakter af et potentielt levested for markfirben (Lacerta agilis). Markfirben (Lacerta agilis) er opført på habitatdirektivets bilag IV, litra a), og optaget på listen over arter på habitatdirektivets bilag IV, som er naturligt hjemmehørende i Danmark og beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 29 a, jf. naturbeskyttelseslovens bilag 3.
Region Midtjylland blev i forbindelse med selskabets ansøgning om råstofindvinding opmærksom på rydningen og orienterede Miljøstyrelsen, som efter en besigtigelse og sagsbehandling udstedte et påbud til Selskab 1 A/S den 12. juni 2023 om at lovliggøre rydningen. Påbuddet krævede, at det opgravede materiale skulle tilbagelægges, så områdets oprindelige struktur blev genetableret, og at området derefter skulle overlades til naturlig tilgroning.
Selskab 1 A/S klagede over påbuddet til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som afviste klagen. Selskabet indbragte herefter sagen for Retten i Roskilde med påstand om, at påbuddet var ugyldigt, fordi området efter deres vurdering ikke udgjorde et egentligt yngle- eller rasteområde for markfirben, samt subsidiært at vilkåret om naturlig tilgroning var ugyldigt.
Retten i Roskilde fandt, at Miljøstyrelsen på et forsvarligt grundlag havde vurderet, at området før rydningen havde karakter af et egnet yngle- og rasteområde for markfirben, og at rydningen havde beskadiget eller ødelagt dette levested i strid med naturbeskyttelseslovens § 29 a, stk. 2
Retten lagde vægt på:
- At området ifølge både luftfotos og besigtigelser havde de nødvendige strukturer for markfirben (solvendte skråninger, løs sandet jord, krat).
- At markfirben er dokumenteret i umiddelbar nærhed, og at arten er udbredt i By 1-området generelt.
- At naturbeskyttelseslovens beskyttelse af bilag IV-arters yngle- og rasteområder er streng og ikke betinget af, at en bestand nødvendigvis
åvirkes væsentligt – alene ødelæggelsen af selve levestedets funktionalitet er tilstrækkeligt.
Retten afviste Selskab 1 A/S’ hovedpåstand og fandt, at påbuddet var gyldigt. Retten afviste også den subsidiære påstand om ugyldighed af vilkåret om naturlig tilgroning med henvisning til, at genetablering af områdets strukturer og efterfølgende tilgroning var nødvendigt for at genskabe levestedets økologiske funktionalitet for markfirben.
Retten stadfæstede Miljøstyrelsens påbud, inkl. vilkåret om tilbagelægning og naturlig tilgroning af området. Selskabet blev pålagt at betale sagens omkostninger.
Naturbeskyttelseslovens § 29 a, § 73, stk. 2-5, og § 74, stk. 1, udgør tilsammen en juridisk ramme for beskyttelse af truede arter og deres levesteder. § 29 a fastlægger de materielle forbud, mens § 73 og § 74 regulerer tilsynsmyndighedernes ansvar og beføjelser til at håndhæve disse forbud. Tilsynsmyndigheden har en central rolle i at sikre overholdelsen af loven, og ejeren eller brugeren af en ejendom har ansvaret for at bringe ulovlige forhold i orden. Sammenhængen mellem bestemmelserne sikrer en effektiv beskyttelse af naturen, men der er også praktiske og juridiske udfordringer, som kan komplicere håndhævelsen.
Dommen fra Retten i Roskilde føjer sig ind i en række nyere sager, hvor hensynet til truede arter sætter klare juridiske rammer for byggeprojekter. Et illustrativt eksempel er sagen om Amager Fælled, hvor Københavns Byret i december 2022 tillagde en retssag mellem Amager Fælleds Venner og Miljø- og Fødevareklagenævnet opsættende virkning, hvilket midlertidigt standsede byggeriet.
Sagen vedrørte især levestedet for stor vandsalamander (Triturus cristatus), der ligesom markfirbenet er en bilag IV-art. Byretten fandt, at der forelå en reel risiko for alvorlig og uoprettelig skade på artens levested, hvilket kunne gøre nævnets godkendelse ugyldig. Byretten lagde også vægt på manglende offentlig høring af supplerende oplysninger i klagesagsbehandlingen – en procesfejl, der forstærkede behovet for at sætte byggeriet på pause.
Begge sager viser, at:
- Beskyttelsen af bilag IV-arter ikke er teoretisk, men håndhæves aktivt af myndigheder og domstole.
- Bygherrer og lodsejere skal være særligt opmærksomme på potentielle levesteder – ikke kun registrerede bestande – og sikre grundige forundersøgelser.
- Manglende overholdelse af lovens krav kan føre til påbud, standsning af projekter og betydelige økonomiske konsekvenser.
Derudover understreger sagerne vigtigheden af korrekt sagsbehandling, herunder offentlighedens høringsmuligheder, som ved Amager Fælled-sagen blev et væsentligt procesretligt spørgsmål.
---oo0oo---
For rådgivning i tilsvarende sager kontakt venligst advokat Nicolai Platzer Funder.