Har vagtlæger deres eget selvstændige behandlingssted?

Som en del af primærsektoren i det danske behandlingssystem har mange læger job som kørende vagtlæger under regionernes vagtlægeordning i tidsrum, hvor lægeklinikkerne eller har lukket. Det vil sige mellem kl. 16.00 – 08.00 på hverdage og hele døgnet i weekender og på helligdage. Det foregår ved, at lægen typisk møder op ved et hospital i den region, som har kontrakt med vedkommende som del af vagtlægekorpset. Ved vagtens sidder en af regionen hyret vognmand klar, og i vognen befinder sig et computeranlæg med adgang til patientoplysninger etc. Desuden er det en del af aftalen med vognmanden, at særlige forbrugsvarer til udførelse af lægens arbejde, altid skal forefindes i vognen. Lægen selv skal medbringe lægetaske med den medicin, og de hjælpemidler (stetoskop, blodtryksmåler etc.), som der normalt er behov for på en kørende lægevagt, hvor behandlingen jo foregår hjemme hos patienterne. På det seneste er der opstået en debat omkring, hvorvidt vagtlægerne har deres eget selvstændige behandlingssted, idet de af Styrelsen for Patientsikkerhed er blevet faktureret – eller snart vil blive det – for et gebyr, i relation til ”Bekendtgørelse om registrering af og tilsyn med offentlige og private behandlingssteder m.v.” vedtaget af folketinget 31. maj 2. Heraf fremgår det bl.a., at alle ”behandlingssteder” hvert år skal betale et gebyr til Styrelsen for Patientsikkerhed, der dækker udgifterne forbundet med registrerings- og tilsynsordningen for sundhedspersoner i Danmark. Gebyrets størrelse afhænger af den kategori behandlingsstedet er indplaceret under. Der findes følgende kategorier med følgende gebyrer:

1. Kategori nr. 1, 10.847 kr. årligt.
2. Kategori nr. 2, 7.234 kr. årligt.
3. I kategori nr. 3, 3.975 kr. årligt.
4. I kategori nr. 4, 2.238 kr. årligt.
5. I kategori nr. 5, 1.917 kr. årligt.

Regionen har vurderet, at læger tilknyttet vagtlægeordningen tilhører kategori 3 og derfor modtager opkrævning af et gebyr på 3.975 kr.

Kategori 1 og 2 er defineret således:

• Private, regionale og statslige sygehusenheder med og uden sengepladser.
• Andre behandlingssteder end de i nr. 1 nævnte med flere læger eller tandlæger.

Kategori 3 er defineret som:

• Andre behandlingssteder end de i nr. 1-2 nævnte med én læge eller én tandlæge eller flere læger eller tandlæger, som sammenlagt udfører lægelig behandling eller tandbehandling maksimalt svarende til en fuldtidsstilling, samt kiropraktorklinikker, vaccinationsklinikker, lægevagtordninger og præhospitale enheder.

Ugeskrift for læger oplyser, at 61 vagtlæger har opsagt deres stilling som vagtlæge i region Syddanmark i protest mod opkrævningen. Region Syddanmarks formand Stephanie-Lose (Venstre) udtalte til Berlingske 2. januar 2018, at en vagtlæge ikke udgør et selvstændigt behandlingssted, hvorfor der ikke skal pålægges vagtlægerne et selvstændigt gebyr. Af Berlingske 3. januar 2018 fremgår, at sundhedsminister Ellen Trane Nørby nu har bedt styrelsen finde en Løsning, som kan forhindre masseflugt fra vagtlægeordningen. Hun sigter til, at det måske kan lade sig gøre at organisere vagtlægeordningen det anderledes. Overordnet må man da også spørge, dels om det er rimeligt at betragte vagtlægerne som et selvstændigt behandlingssted, og hvis så, om det er rimeligt at de skal betale et gebyr som udgør lige knap halvdelen af det, som et helt hospital skal betale. Ordningen blev besluttet af folketinget i 2016 og reglerne trådte i kraft i 2017. Hensigten var, at man hermed kunne finansiere et såkaldt ”risikobaseret tilsyn” af sektoren med henblik på at styrke patientsikkerheden.

I vejledningen til bekendtgørelsen er et behandlingssted defineret på følgende måde

§ 2. Ved et behandlingssted forstås en selvstændig virksomhed, hvor eller hvorfra sundhedspersoner udfører behandling, herunder sygehusenheder, plejecentre, plejehjem, sociale tilbud, centre for misbrugsbehandling, sundhedscentre, genoptræningscentre, hjemmesygepleje, sundhedspleje, almen lægepraksis, speciallægepraksis, internetbaserede lægetjenester, lægevagtordninger, præhospitale enheder, vaccinationsklinikker, tandlægepraksis, kiropraktorklinikker, fysioterapiklinikker, jordemoderklinikker, ergoterapeutklinikker, fodterapeutklinikker, bandagistklinikker, tandplejeklinikker, klinisk tandteknikklinikker, klinisk diætistklinikker og optikervirksomheder. Det fremgår således af vejledningen, at vagtlægeordningerne er omfattet af begrebet ”behandlingssted”. Men det er ikke nærmere defineret, hvordan dette skal forstås. Er behandlingsstedet hjemme hos den pågældende læge? Er det i lægetaxaen, som regionen stiller til rådighed, og som reelt udgør lægens arbejdsplads mellem behandlingerne? Er det ude hos patienterne? Eller er selve regionen et behandlingssted? Reglerne om registrering af og tilsyn med behandlingssteder fremstår som et sæt af praktiske bestemmelser, der for det første skal sikre, at visse minimumsoplysninger er registreret på det enkelte behandlingssted, og dernæst en hjemmel til at finansiere opretholdelse af den database, som derved oprettes. På den måde, er det ikke er særsyn, at de, som er omfattet af ordningen, selv skal betale. Det kendes f.eks. også fra registreringsafgiften på motorkøretøjer. Eller for den sags skyld den afgift, som opkræves ved registrering af en person som alternativ behandler. Det sidstnævnte eksempel kan virke som det mest sammenlignelige. Men der er dog den forskel i forhold til vagtlæger, at mens de alternative behandlere agerer individuelt, så er vagtlægerne ”ansat” af – eller i hvert fald på fast kontrakt med – den pågældende region, hvor vedkommende udfører sin gerning. Og på den måde er vagtlægerne jo i forvejen til fulde registrerede ét sted, nemlig i regionen. Så man kan jo indvende, at det ”behandlingssted”, som der er tale om i forhold til opkrævning af gebyr, må være hos arbejdsgiveren, nemlig regionen. Ligesom tilfældet er for hospitalslægerne, hvor det er hospitalet, som opkræves gebyret. Måtte styrelsen fastholde opkrævningerne, kan man evt. kigge på størrelsen af gebyret, hvor det umiddelbart ikke forekommer proportionalt, at hver vagtlæge skal betale hvad der svarer til næsten halvdelen af  gebyret for et hospital. Hvis ikke sundhedsministerens appel til styrelsen om at genoverveje opkrævningerne bærer frugt for lægerne, kunne det være en overvejelse værd at gøre indsigelse mod disse på individuel basis og køre en prøvesag ved domstolene på spørgsmålet om lovligheden.

--ooOoo--

Kontakt gerne advokat Nicolai Platzer Funder for rådgivning om sådanne sager eller andre sager vedrørende lægers retsforhold, herunder praksishandler.