Artikler & Nyheder
- Ansættelsesret
- Arveret/dødsboer
- Banker, finasieringsret og leasing
- Entreprise
- Erstatning og forsikring
- Familieret
- Fast ejendom, herunder tvangsauktion og andelslejligheder
- Insolvensret og inkasso
- Immaterialret
- Lejeret
- Plan- og miljøret
- Selskabsret
- Skatteforhold
- Strafferet og udlændingeret
- Tvisteløsning, retssager og voldgift
- Diverse
Hvor skal barnet have bopæl ?
Bemærkninger til forældreansvarslovens § 17, jf. § 4 og U2011.257H.
Når forældre, der har fælles forældremyndighed over deres barn, flytter fra hinanden – bliver separeret - skal de tage stilling til, hvor barnet fremover skal bo. Kan forældrene ikke ved aftale blive enige om dette, kan de indbringe spørgsmålet for statsforvaltningen, men hvis det heller ikke via evt. mægling osv. lykkes at finde en løsning i statsforvaltningen, er det i sidste ende domstolene, der skal træffe en afgørelse herom.
Indledningsvist bemærkes, at det følgende om afgørelsen af dette bopælsspørgsmål forudsætter, at der foreligger en reel mulighed for at vælge begge forældre, og ikke blot et ønske hos begge om at være bopælsforælder. Er kun den ene af forældrene egnet til at have forældremyndigheden over barnet, skal barnet således også have bopæl hos denne.
Når der skal træffes en bopælsafgørelse, er det - juridisk set - for så vidt de samme regler der gælder, og dermed de samme forhold, der skal inddrages, uanset om det er første gang eller senere, at der skal træffes afgørelse herom. Det er heller ikke af betydning, om der er tale om en sag, hvor bopælen tidligere er aftalt mellem forældrene eller afgjort af retten. I alle tilfælde er det nemlig afgørende, hvad der må anses for bedst for barnet i overensstemmelse med forældreansvarslovens § 17, jf. § 4. Selvom der således ikke er noget krav i de relevante lovbestemmelser til, at der skal foreligge væsentlige nye forhold eller lign., er det sådant, at hvis domstolene allerede har taget stilling til bopælsspørgsmålet én gang, så vil domstolene normalt komme til samme resultat i en ny sag, med mindre der i mellemtiden er fremkommet væsentlige nye oplysninger eller er indtrådt ændrede forhold for barnet, der på afgørende vis støtter en ændring af bopælen.
Der skal bero på en konkret vurdering i den enkelte sag, hvad ”der er bedst for barnet”, og vurderingen tager naturligt sit udgangspunkt i, hvad der er den reelle begrundelse for parternes uenighed om bopælsspørgsmålet. I mange tilfælde opstår parternes tvist i forbindelse med, at bopælsforælderen ønsker at flytte med barnet. Noget som bopælsforælderen som udgangspunkt er berettiget til indenfor Danmarks grænser (Grønland og Færøerne er ikke omfattet heraf), men som jo ikke behøver være til barnets bedste.
Med afsæt i den ganske righoldige retspraksis på området, herunder særlig en nyere Højesteretsdom (trykt i U2011.257H) giver jeg nedenfor en kort gennemgang af de forhold, der må inddrages ved afgørelsen af ”hvad der er bedst for barnet” i denne forbindelse.
Når begge forældre er egnede bopælsforældre, er det nærliggende at antage, at afgørelsen må tage sit udgangspunkt i, hvordan barnet er knytning til hver af forældrene. Ved denne bedømmelse, der i sig selv kan være særdeles vanskelig, må bl.a. inddrages oplysninger af faktuel karakter om, hvem barnet har boet hos, været passet af og haft samvær med osv., men også, når det er muligt, hvordan barnet selv, direkte eller indirekte, udtrykker sin aktuelle følelsesmæssige tilknytning til forældrene. I rigtigt mange tilfælde må det være sådant, at jo større forskel, der må anses for at være på tilknytningen til forældrene, des mindre vægt bør andre forhold tillægges. Og omvendt naturligvis.
Dernæst må barnets tilknytning til øvrige forhold hos hver af forældrene inddrages, og som nævnt særligt tillægges betydning, når der kun er mindre eller måske slet ingen (”målbare”) forskelle i barnets tilknytning til forældrene. Dette omfatter bl.a. tilknytningen til anden familie, legekammerater og venner, institution og skole, fritidsaktiviteter osv. Trives barnet godt i sit aktuelle miljø, bør dette på afgørende vis kunne tale for at barnet skal forblive dér og ikke flytte, også selvom det må antages, at barnet for så vidt godt vil kunne falde til et nyt sted.
Videre må det vurderes, hvordan forældrene hver i sær kan og vil medvirke til, at barnet har samvær med den anden forælder. Parternes holdning til dette kommer tit til udtryk i en selvstændig påstand om, hvordan de mener samværet fremover bør fastsættes, men ellers må parterne redegøre herfor. Har den hidtidige bopælsforælder modarbejdet barnets samvær med samværsforælderen, skal dette indgå i vurderingen, men det er klart, at barnets tilknytning til forældrene og miljøet omkring dem, kan være så forskellig, at der konkret ikke er grundlag for at ændre barnets bopæl, uanset evt. samværschikane eller lign.
Som nævnt opstår tvisten om barnets bopæl i mange tilfælde i forbindelse med, at den aktuelle bopælsforælder vil flytte. Det spiller i disse sager en fremtrædende rolle at vurdere, hvordan barnets flytning henholdsvis med bopælsforælderen og til den hidtidige samværsforælder vil påvirke ovennævnte tilknytningsforhold mv. Vil barnet under alle omstændigheder skulle ”skifte miljø”, som det i den nævnte højesteretsdom var tilfældet ifølge flertallets præmisser, kan bopælsforælderens flytning ikke i sig selv begrunde, at barnet fremover skal have bopæl hos den anden forælder. Indebærer en flytning på grund af geografiske forhold mv., at barnets aktuelle samvær med forældrene nødvendigvis må ændres, kan dette i sig selv godt tale for en ændring af barnets bopæl, men i sidste ende må vurderingen heraf primært bero på, hvordan barnet er knyttet til forældrene. Når barnet således er (klart) stærkest knyttet til bopælsforælderen, der vil flytte, kan hensynet til at opretholde denne tilknytning veje tungest, når alternativet er, at barnet under alle omstændigheder vil skulle ”skifte miljø”. Højesterets dom synes at være et konkret eksempel på en sådan afvejning og resultat.
De omkostninger, der er forbundet med en retssag om barnets bopæl, vil i mange tilfælde kunne blive dækket af en retshjælpsforsikring eller via reglerne om fri proces.
Har du udbydende spørgsmål mv. til emnet, er du velkommen til at kontakte advokat Jesper Perregaard på telefon 33 15 01 02 eller e-mail herom.