INDHOLD:
- RETSBESKYTTELSE
- RETSSAGSBEHANDLING
- LICENS- OG FRANCHISEFORHOLD
- AGENTUR- OG FORHANDLERAFTALER
- Patentbeskyttelse forudsætter en patentudstedelse (registrering), der opnås på basis af en ansøgning, som skal opfylde en række krav. Beskyttelsen angår opfindelser, der kan udnyttes industrielt og som indebærer en løsning på et teknisk problem. Opfindelsen skal desuden være ny (nyhedskravet) og skal adskille sig væsentligt fra, hvad der var kendt før ansøgningstidspunktet (kravet om opfindelseshøjde).
Patentbeskyttelse kan opnås i Danmark, i Europa og i de fleste øvrige lande i verden. Der gælder således et nationalt system, et regionalt system og internationale ansøgningssystemer.
Patentløbetiden (beskyttelsesperioden) er i de fleste lande 20 år fra ansøgningstidspunktet. - Brugsmodelbeskyttelse forudsætter en registrering, der opnås på basis af en ansøgning, som skal opfylde en del krav. Beskyttelsen angår ”frembringelser” (opfindelser) i form af produkter og apparater, der kan udnyttes industrielt og som indebærer en løsning på et teknisk problem. Frembringelsen skal desuden være ny (nyhedskravet) og skal adskille sig tydeligt fra, hvad der var kendt før ansøgningstidspunktet (kravet om opfindelseshøjde). Kravet om opfindelseshøjde ligger på et lavere niveau end for patenter. Brugsmodelregistreringen kan derfor betegnes det lille patent.
Brugsmodelbeskyttelse kan opnås i Danmark og i en del andre lande, f.eks. Finland, Frankrig, Italien, Portugal, Spanien og Tyskland. Der gælder således både et nationalt system og internationale ansøgningssystemer.
Beskyttelsesperioden er i Danmark 3 år fra ansøgningsdagen, men kan fornys for yderligere to perioder på henholdsvis 3 år og 4 år, indtil i alt 10 år. - Produktbeskyttelse (Designbeskyttelse, Ophavsret og Markedsføringsloven)
Beskyttelse af et produkts udseende (design) kan ske på flere måde, hvoraf de vigtigste er:
Designloven: Loven trådte i kraft den 1. oktober 2001 og afløste Mønsterloven, der dog stadig finder anvendelse på rettigheder, der er ansøgt/registreret før 1. oktober 2001.
Efter Designloven, kan frembringeren af et design erhverve eneret til designet ved registrering. Beskyttelsen gives for et industriprodukts udseende og kan dække hele produktet eller dele heraf, herunder ornamentering og udsmykning af produktet. Et design kan både vedrøre tredimentionale genstande (borde, stole, m.m.) og todimentionale design (udsmykning, grafisk design, m.m.).
Hovedbetingelserne for at opnå registrering af et design er, at det er nyt og har individuel karakter, hvorunder gælder, at designet ikke må være bestemt af produktets teknisk funktion m.m.
Et registreret design gælder i 5 år fra ansøgningsdagen, men kan fornys for yderligere perioder på 5 år indtil i alt 25 år.
EF-design: Man skelner mellem det registrerede EF-design og det uregistrerede EF-design.
Det registrerede EF-design følger de samme regler og har den samme beskyttelsespriode, som efter den danske Designlov, bortset fra, at beskyttelsen omfatter alle EU-lande, hvilket er betydningsfuldt, specielt for de lande, hvor ophavsretlig og markedsføringsretlig beskyttelse er svag eller ikke eksisterer.
Efter EF-forordningen gælder desuden en uregistreret eneret i alle EU landene. Eneretten indtræder af sig selv, når designet er blevet offentliggjort, f.eks. udstillet eller benyttet kommercielt indenfor EU. Retten gælder i 3 år fra offentliggørelsen og kan ikke forlænges. Man kan således ikke registrere designet, når der er gået 3 år, for at forlænge beskyttelsestiden. Derimod har man mulighed for inden et år fra offentliggørelsen, at indgive ansøgning om registrering.
Ophavsret: Et produkts udseende (design) kan uden registrering opnå beskyttelse efter Ophavsretsloven, hvis produktet har karakter af brugskunst. Beskyttelse efter loven kræver dog, at produktets design har en vis grad af originalitet eller særpræg, mens der ikke gives beskyttelse for produkter, der fremstår som en i al væsentlighed uforarbejdet gengivelse af kendt formgivning eller er tilpasning til modetendenser eller praktisk hensigtsmæssighed.
Retsbeskyttelsen er ophavsmandens livstid og i 70 år efter ophavsmandens død.
Markedsføringsret: På basis af Markedsføringslovens § 1 har der udviklet sig en omfattende domspraksis, som giver efterligningsbeskyttelse for produkter. I praksis har den markedsføringsretlige beskyttelse udviklet sig til at blive det væsentligste supplement til den ophavsretlige beskyttelse og virker, hvor det ophavsretlige krav til originalitet ikke kan opfyldes.
Beskyttelsen indtræder, når produktet er bragt på markedet og er knyttet til den markedsmæssige indsats og produktets kommercielle adskillelseevne.
Beskyttelsen er gældende, sålænge produktet er på markedet. - Varemærkebeskyttelse kan opnås dels ved brug dels ved registrering. Det registrerede varemærke giver dog den bedste og bredeste beskyttelse.
Et varemærke kan være et kendetegn, der anbringes på en vare eller på emballagen. Varemærket er et signal til kunderne om, hvor varen kommer fra, eller hvilken virksomhed, der står bag produktet. Varemærker kan også bruges af servicevirksomheder, uden at der behøver at være tale om et fysisk produkt.
Varemærker kan være et eller flere ord, et logo, en figur eller en kombination af ord og figurer. Det kan også være varens udseende og emballage. Det kræves blot, at varemærket egner sig som kendetegn for virksomheden eller dens produkter og at varemærket har særpræg.
Man inddeler varemærker i ordmærker og figurmærker. Ordmærkerne består udelukkende af bogstaver og/eller tal i standardskrifttype, mens alle andre mærker normalt henregnes til figurmærkerne. En ret til et figurmærke giver normalt kun eneret til mærket i den konkrete figurlige udformning, mens et ordmærke giver eneret til en hvilken som helst skrifttype med eller uden figurelementer.
Varemærkerettigheder er nationale, d.v.s., at en varemærkeret kun gælder i det land, hvor der er indgivet en ansøgning. Virksomheder, som handler over landegrænserne, må derfor afgøre land for land, hvor der ønskes varemærkebeskyttelse. Indenfor EU kan man dog vælge at søge om EU-varemærkeregistrering, der vil gælde i alle EU-landene.
Retssagsbehandling kan dreje sig om krænkelsessager, hvor en ejer eller en rettighedshaver, f.eks. en licenstager, anser sin eneret for krænket. Der kan være tale om en eneret, som baserer sig på et patent, en brugsmodelregistrering, et design, et varemærke, en ophavsret eller en produktbeskyttelse efter markedsføringsloven.Retssagsbehandlingen vil i krænkelsessager kunne bestå i fogedforbudssager og/eller retssager for byret og Sø- og Handelsretten i København. Der kan endvidere blive tale om sager for EF-domstolen, hvis sagen involverer fortolkningen af EU-regler, som en del af rettighederne er baseret på. En retssagsbehandling kan ligeledes dreje sig om ejendomsretten til den pågældende rettighed eller dreje sig om, hvorvidt en registreret ret er ugyldig, f.eks. et patent, en brugsmodel eller et registreret design på grund af efterfølgende konstatering af, at registreringsbetingelserne ikke har været opfyldt.
En retssagsbehandling kan yderligere dreje sig om forholdet mellem kontraktsparter, så som uenighed mellem parterne i en licensaftale, franchiseaftale, agenturaftale, eneforhandlingsaftale m.m.
LICENS- OG FRANCHISEFORHOLD:
En licensaftale indgås mellem en rettighedshaver, kaldet Licensgiver og en virksomhed, kaldet Licenstager, der ønsker adgang til at udnytte rettigheden helt eller delvist. Mod betaling får licenstageren adgang til at udnytte immaterielle rettigheder (patenter, brugsmodelregistreringer, design, varemærker og ophavsrettigheder) eller know-how, som licensgiver er i besiddelse af. Betalingen sker typisk ved en licensafgift (også kaldet royalty), et engangsbeløb eller en kombination af begge dele.
For licenstageren er formålet med en sådan aftale at opnå adgang til teknologi og produkter hurtigere end muligt ved egen udvikling eller overhovedet. For licensgiveren drejer det sig om at få udviklet teknologien eller produkterne hurtigere end muligt på egen hånd, om at få adgang til flere markeder, eller om at skaffe kapital eller et supplerende indtægtsgrundlag.
En franchiseaftale er typisk en kombination af en licensaftale og en eneforhandlingsaftale. Aftalen indeholder almindeligvis licens til varemærker og know-how med henblik på brug og distribution af varer, der købes fra franchisegiver eller en eller flere af dennes leverandører. Udover licensen yder franchisegiveren kommerciel eller teknisk bistand til franchisetageren i aftalens løbetid, som en del af den forretningsmetode, som franchisetageren får adgang til. Franchisetageren betaler en franchiseafgift for brugen af forretningsmetoden og det tilhørende varemærke, opgjort som en procentdel af franchisetagers omsætning af de pågældende produkter.
AGENTUR- OG FORHANDLERAFTALER:
Agentur- og forhandleraftaler er almindeligt anvendt i den internationale varehandel og anvendes typisk af en virksomhed, der vil afsætte sine produkter på et udenlandsk marked, uden selv at etablere en filial eller et datterselskab på markedet, fordi man ikke kender markedet eller har økonomiske kræfter hertil. En sådan virksomhed vil gøre brug af en mellemmand, som enten kan være handelsagent eller forhandler.
Agenturaftaler og forhandleraftaler kan også indgås mellem danske virksomheder med henblik på distribution på hjemmemarkedet.
Agenturaftaler anvendes i de tilfælde, hvor man ønsker at gøre brug af en mellemmand, der for en andens regning og i dennes navn virker for afsætning (eller indkøb) af varer. Agenten vil typisk have eneret til at formidle salg af de pågældende varer i et geografisk afgrænset område. Agenten skal opsøge kunder med henblik på at formidle et salg, men han kan ikke på egen hånd indgå en salgsaftale. Salgsaftalen skal således accepteres (ordrebekræftes) af leverandøren (agenturgiveren). Når salget er etableret, vil agenten blive aflønnet med en provision af salgssummen.
Forhandleraftaler etableres på et andet juridisk grundlag, idet forhandleren i eget navn og for egen regning sælger leverandørens produkter, typisk inden for et geografisk område. I de fleste tilfælde vil forhandleren have en eneret til at sælge til det pågældende område. I modsætning til agenten køber forhandleren varerne af leverandøren og videresælger disse (med en avance), d.v.s. for egen regning og risko.
Ud over agenturaftaler og forhandleraftaler findes der forskellige varianter og mellemformer, f.eks. kommissionsaftaler og aftaler, hvortil der ikke er knyttet en eneret.