Den danske Grønne Trepart-aftale blev indgået d. 24. juni 2024 mellem aftaleparterne Regeringen, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening.
Den 18. november 2024 vedtog et bredt politisk flertal en rammeaftale, ”Aftale om Implementering af et Grønt Danmark”. Det blev samtidig besluttet, at den politiske aftale træder i stedet for Landbrugsaftalen fra 2021.
Trepartsaftalen indebærer en omfattende omstilling af arealanvendelsen i det åbne land med henblik på at reducere klima- og miljøbelastningen, forbedre vandmiljøet og skabe mere sammenhængende natur. Som led i aftalen udarbejdes der såkaldte lokale omlægningsplaner, hvor forskellige arealtiltag kan være relevante.
For lodsejere og borgere kan det skabe usikkerhed, hvis ens jord indgår i disse planer – særligt når der potentielt kan blive tale om ekspropriation – selvom dette endnu ikke er en del af Treparten. I det følgende redegøres for, hvad planerne omfatter, hvilken betydning de kan have, hvad man bør gøre som lodsejer, og hvordan en advokat kan bistå i processen.
Hvad omfatter de lokale omlægningsplaner?
Aftalen skal udmøntes vis lokale omlægningsplaner, som udarbejdes af 23 regionale treparter bestående af kommuner, staten, landbrugets organisationer og grønne organisationer. Planerne skal samlet vise, hvordan et områdes bidrag til de nationale mål kan realiseres gennem arealbaserede tiltag. Oprindeligt var det et projekt båret af klimahensyn, siden er vandmiljøet også blevet en del af Den Grønne Trepart.
Omlægningsplanerne kan omfatte:
- Udtagning af lavbundsjorder – kulstofrige arealer, der i dag er drænede og dyrkede, og som kan give store CO₂-reduktioner, hvis dyrkningen ophører og vandstanden hæves.
- Vådområder – etablering af permanente våde områder, der reducerer udledning af kvælstof til vandmiljøet.
- Skovrejsning – plantning af ny skov som led i klimaindsatsen og biodiversitetsmålsætningerne.
- Ekstensivering – omlægning fra intensiv drift til mere naturpræget anvendelse med begrænset gødskning, sprøjtning og jordbearbejdning.
- Andre naturtiltag, der kan forbedre sammenhængen mellem naturområder og øge biodiversiteten.
Planerne er ikke udtryk for bindende afgørelser over for den enkelte lodsejer, men bruges som grundlag for senere projekter, dialog med lodsejere og prioritering af offentlige midler.
Jord, som er indtegnet i en lokal omlægningsplan, er vurderet som egnet til et eller flere miljø- eller naturtiltag. Det indebærer ikke i sig selv, at ejeren er forpligtet til at ændre driften eller afstå arealet. Men konsekvensen kan være, at kommunen eller projektorganisationer på et tidspunkt kontakter lodsejeren for at drøfte muligheder, at der kan blive tilbudt deltagelse i projekter med økonomisk kompensation eller tilskud, eller at arealet på længere sigt kan blive relevant i forhold til fremtidig regulering, hvis de nationale mål ikke nås via frivillige ordninger.
Hvad denne potentielle fremtidige regulering måtte omfatte, er endnu usagt. Men det er klart, at med den ”Skærpede Miljøgaranti”, som er en målsætning, der skal være garant for opnåelse af miljømål inden 2030, så kan der blive tale om tvangsmæssige afståelser.
I den nuværende model er udgangspunktet dog frivillighed. Deltagelse i konkrete projekter kræver lodsejerens samtykke. Ekspropriation forudsætter særskilt lovhjemmel og udløser efter grundloven krav på fuldstændig erstatning, men omlægningsplanerne i sig selv udgør ikke en sådan beslutning.
Erstatningsspørgsmål
I den offentlige debat – bl.a. eksemplificeret i artikler som DR’s “På Herrens Mark: landmænd ved ikke, hvad de siger ja eller nej til” – peger mange landmænd og landboforeninger på at det er et problem, at der er en stor usikkerhed om, hvorvidt den økonomiske kompensation ved deltagelse i frivillige trepartsprojekter er tilstrækkelig i forhold til den værdi, et areal har for landmanden selv, og i forhold til, hvad der ville blive udbetalt ved en tvungen afståelse, altså ekspropriation.
Pointen er, at frivillige ordninger – som for eksempel tilskud til udtagning af jord til natur, skovrejsning eller andre omlægningstiltag – ofte er struktureret som tilskud eller støtte frem for som fuld økonomisk kompensation for tabet af landbrugsjordens værdi. Der opleves i den forbindelse en reel tvivl om, hvorvidt aftalerne reelt matcher den erstatning, der gælder ved ekspropriation efter Grundlovens krav om fuldstændig erstatning, hvis ejendom tages i statens interesse.
Landbrugsorganisationer har derfor argumenteret for, at frivillig omlægning bør ledsages af erstatningsordninger, der svarer til fuld erstatning ved ekspropriation, hvis omstillingen reelt afskærer ejeren fra at bruge jorden som hidtil. Ifølge disse kritikere kan manglende kompensation i praksis opleves som en krænkelse af ejendomsretten, fordi værdien af ejendommen og den fremtidige værdi påvirkes uden at blive kompenseret på samme måde som ved en tvungen overtagelse af ejendom – altså en ekspropriation, hvor ejerens tab skal dækkes fuldt ud som følge af grundlovens § 73.
Andre peger på, at kompensationsordningerne i trepartsmodellen ikke nødvendigvis skal sidestilles med ekspropriation, fordi formålet med en frivillig aftale netop er, at det er en selvvalgt løsning, hvor landmanden selv kan forhandle pris og vilkår. Der er og skal derfor ikke være automatisk ret til samme erstatning, som hvis jorden blev eksproprieret.
Debatten om erstatning viser udfordringen i, at politikere ønsker brede frivillige ordninger til at opnå miljømål, mens mange landmænd efterspørger økonomisk forudsigelighed, klarhed og kompensation, som ligger tættere på det niveau, de ville have ved ekspropriation, hvis omlægningen reelt ændrer grundlaget for landbrugsproduktion.
Hvad bør man gøre?
Hvis ens grund er omfattet af de lokale omlægningsplaner, bør man først og fremmest sætte sig grundigt ind i, hvilke tiltag der er foreslået, og afvente konkret henvendelse fra kommunen eller projektansvarlige, da planerne i sig selv ikke er bindende. Bliver man kontaktet, er det vigtigt at bede om klare og skriftlige oplysninger om projektets indhold, varighed, konsekvenser for driften og den økonomiske kompensation, før man tager stilling.
Der vil ikke være lagt op til ekspropriation, for det er der som nævnt ikke (endnu) lovhjemmel til. Derfor bør man drøfte med kommunen, om der kan ske afståelse på ”ekspropriationslignende vilkår”, hvilket betyder afståelse, uden af der skal betales erstatning af fortjenesten. For at det kan ske, skal der imidlertid efter skatteretlig praksis være truffet en principiel beslutning i kommunen om, at ekspropriation kan komme på tale, hvis lodsejer modsætter sig afståelse på de tilbudte betingelser. Men da der (endnu) ikke er hjemme hertil, så vil praksis nok i stedet være, at erstatningerne i stedet ganske enkelt bliver noget større, end man ellers ville se ved ekspropriation.
De foreløbige erfaringer viser, at der er godt gang i de frivillige aftaler, og at det ikke giver store vanskeligheder at finde fælles fodslag om prissætning for jorden. Men spørgsmålet er selvsagt, hvordan det kommer til at gå, når der sidste, svære sager skal håndteres, for at komme i mål.
I den forbindelse kan det anbefales at inddrage en advokat med erfaring i fast ejendom, som kan gennemgå aftaler, vurdere om kompensationen står mål med tabet, rådgive om skattemæssige forhold og eventuelt bistå i forhandlinger.
---oo0oo---
HOMANN Advokater rådgiver om de fleste aspekter af sager om fast ejendom og miljøret. Kontakt gerne Advokat Nicolai Platzer Funder eller en af kontorets øvrige eksperter for en vurdering af din sag.