Kan ChatGPT skrive en ejeraftale?

Du kan måske komme nemt om ved nogen ting med ChatGPT, men kan den hjælpe med de mere komplicerede dokumenter? 

Det stormer af sted med kunstig intelligens, og ChatGPT er kun det seneste skud på stammen. Men hvor meget af advokatens arbejde kan man spare, når man er en nyslået iværksætter med et stramt budget? Det har vi undersøgt ved at få ChatGPT til at skrive en ejeraftale, som er vigtig at have mellem flere ejere af det samme selskab. Se gerne artiklen ”Ejerftaler” om almindeligt brugte vendinger for startup virksomheder.

Første svar

Vi skriver først ”en ejeraftale for to stiftere af et anpartsselskab”. ChatGPT svarer korrekt:

”En ejeraftale for to stiftere af et anpartsselskab er en juridisk aftale, som fastsætter de betingelser og regler, der gælder for de to stiftere af selskabet i deres relationer med hinanden og selskabet.

En sådan ejeraftale kan blandt andet indeholde bestemmelser om:

  • Fordelingen af anparter mellem stifterne
  • Bestemmelser om stemmeret og beslutningsdygtighed på generalforsamlingen
  • Procedure for indkaldelse af generalforsamling
  • Bestemmelser om udbytte og udlodning af overskud
  • Rettigheder og pligter for hver af stifterne i forhold til selskabet
  • Sanktioner og konsekvenser ved overtrædelse af aftalen

En ejeraftale kan være en vigtig del af selskabsdannelsen, da det kan hjælpe med at undgå potentielle konflikter og misforståelser mellem de to stiftere i fremtiden. Det er altid en god idé at søge professionel juridisk rådgivning for at sikre, at ejeraftalen er juridisk bindende og overholder alle relevante love og regler.

Andet svar 

Så spørger vi, om den så kan lave sådan en ejeraftale. Det kom der et langt svar ud af, hvor den understreger, at den kun kan give eksempler på, hvad der kan inkluderes i sådan en aftale. 

Den anbefaler allerførst at søge professionel juridisk rådgivning, så lidt ydmyg er den. Den undviger også at give nogen ejeraftale, så vi spørger ChatGPT igen:  

Tredje svar

Kan jeg bede om et eksempel på en ejeraftale?

Nu svarer ChatGPT: 

”Selvfølgelig, her er et eksempel på en ejeraftale for to stiftere af et anpartsselskab:

1. Formål
Denne aftale fastsætter betingelserne for ejerskab og drift af [selskabsnavn], et dansk anpartsselskab stiftet af [navn på stifter 1] og [navn på stifter 2] ("Stifterne").

2. Anparter
2.1 Stifterne ejer hver [x] antal anparter i selskabet.
2.2 Stifterne må ikke sælge eller overdrage deres anparter uden forudgående skriftlig aftale fra den anden stifter.

3. Generalforsamling
3.1 Generalforsamlingen i selskabet skal afholdes mindst én gang om året.
3.2 Stifterne har hver en stemme på generalforsamlingen.
3.3 Der kræves enighed mellem Stifterne for alle væsentlige beslutninger på generalforsamlingen, herunder godkendelse af årsrapporter og budgetter.
3.4 Hvis Stifterne ikke kan opnå enighed om en beslutning, kan den kun vedtages med mindst 2/3 flertal af samtlige anparter.

4. Udlodning af overskud
4.1 Selskabet kan udlodde overskud som udbytte efter bestyrelsens beslutning.
4.2 Udlodning af overskud kan kun ske efter enighed mellem Stifterne.

5. Rettigheder og pligter
5.1 Stifterne har hver især ret til at udføre bestyrelsesarbejde i selskabet.
5.2 Stifterne har begge pligt til at overholde alle love og regler, der gælder for selskabet.

6. Overtrædelser
6.1 Hvis en af Stifterne overtræder denne aftale, kan den anden stifter kræve, at overtrædelsen ophører, eller at den anden stifter køber den overtrædende stifters anparter.
6.2 Hvis en af Stifterne ønsker at sælge sine anparter, skal den anden stifter have førsteret til at købe anparterne til markedspris.

7. Tvister
7.1 Enhver tvist, der måtte opstå i relation til denne aftale, skal forsøges løst gennem forhandlinger mellem Stifterne.
7.2 Hvis en tvist ikke kan løses gennem forhandlinger, skal tvisten afgøres ved voldgift i overensstemmelse med dansk lov.
Denne ejeraftale er blot et eksempel og skal tilpasses dine specifikke behov og overholde alle gældende love og regler. Det er altid en god idé at søge professionel juridisk rådgivning for at sikre, at din ejeraftale er juridisk bindende og opfylder dine behov."

Kortfattet og tæt på virkningsløs

Efter et par gennemlæsninger bliver vores dom over ChatGTP's advokatarbejde: 

Kortfattet og tæt på virkningsløs. 

Men vi er sikre på, at ChatGPT i løbet af få år vil blive stadig bedre og andre spørgsmål til ChatGPT vil nok også kunne fremkalde mere avancerede ejeraftaler. 

Om ChatGPT's ejeraftale vil vi også sige: 

Strukturen ligner den normale struktur. Punkterne 1 og 2 er kortfattede, men 2.2. fanger jo det vigtige, at man ikke kan sælge uden at spørge sin medejer om lov. 

Punkt 3.2. er ikke anvendelig. Her skal stå en stemme per anpart for at det giver mening. 

3.3. er OK, men det er jo mest af alt en hensigtserklæring eftersom 3.4. er den afgørende bestemmelse når man ikke kan blive enige. 

Punkt 4 forudsætter, at der findes en bestyrelse. Det vil der typisk ikke gøre i et lille selskab som dette. 

5.2. ville gælde uanset om den skrives ned elle ej. 

Punkt 6.2. hører ikke til i et afsnit om overtrædelser og den vedrører samme spørgsmål som i 2.2. med risiko for tvivl om hvad der gælder. 

Bestemmelsen om voldgift i punkt 7.2. er nok ikke så velegnet til et lille selskab, da omkostningerne er høje. 

Det er vigtigt at holde sig omkostningerne for øje, når man får lavet en ejeaftale, men ChatGPT er ikke god nok endnu. Vi er dermed enige med ChatGPT, når den slutter af med rådet om at søge professionel rådgivning før en aftale indgås.  

Der er i øvrigt mange andre digitale muligheder på markedet, der også tilbyder juridiske dokumenter i e-løsninger til billig pris. Ofte tilbyder løsningen også alternative bestemmelser og i flere tilfælde er der en beskrivelse til hvert dokument.

---oo0oo---

Kontakt advokat Niels Ulrik Ottesen, advokat Bjørn Wittrup eller andre af Homanns advokater, hvis du vil vide mere om sagen.

Seneste artikler