Som advokat, der er arbejder med sager, der involverer offentlige myndigheder, oplever man det som en almindelig antagelse hos mange mennesker, at det nærmest er umuligt at vinde en sag mod myndighederne.
Der er den rigtige præmis i denne antagelse, at hvis det gælder domstolsprøvelse af skønsmæssige afgørelser, så er retterne traditionelt meget tilbageholdende med at kritisere myndighedernes skøn. Dette hænger sammen med hele strukturen omkring bl.a. Kommunalfuldmagten og etableringen af en række specifikke klagenævn, som gerne skulle gøre afgørelser så fagligt korrekt som muligt.
Noget andet er, når myndighederne begiver sig af med at træffe afgørelser på mere almindelige civilretlige sagsområder som fx rådighed over privat fast ejendom.
Højesteret og Retten på Frederiksberg har for nylig truffet afgørelse i to sager om myndighedsafgørelser, der blev indklaget og ultimativt indbragt for domstolene af de berørte borgere, som fik medhold.
I sag nr. BS-62895/2024-HJR bestemte Højesteret den 19. august 2025, at Banedanmark var forpligtet til at renholde et jordstykke op til nabos hegn for bl.a. brombær, så hegnet ikke blev beskadiget. Som udgangspunkt en helt almindelig nabosag om den gensidige forpligtelse til at ikke at gøre skade på hinandens ejendom, herunder et eget hegn hos naboen. Men Banedanmark mente ikke, at denne forpligtelse gjaldt for myndigheden og førte sagen helt til Højesteret, hvor naboen fik medhold.
I sag nr. BS-35770/2024-FRB bestemte Retten på Frederiksberg den 8. september 2025, at Planklagenævnet (og dermed Københavns Kommune, hvis afgørelse var påklaget af borgeren) var forpligtet til at anerkende, at en servitut fra 1920 ikke længere var gældende, fordi en nyere servitut trådte "i stedet for" den gamle. En formulering som ikke synes at være tvetydig, men Planklagenævnet gennemførte en sag om fortolkning af bestemmelsen og tabte. Kommunens tolkning af servitutterne var forkert.
Dom afsagt den 19. august 2025, A mod Banedanmark.
Brombærkrattet mellem jernbanen og den private grundejer.
A’s ejendom grænsede op til et jernbaneareal ejet af Banedanmark (offentlig myndighed). I 2012 fik A på sin grund ved skellinjen opsat et trælamelhegn mod jernbanen. På jernbanearealet voksede efterfølgende et selvsået brombærkrat op ad og gennem hegnets trælameller, så hegnet blev beskadiget. Banedanmark afviste at fjerne eller beskære brombærkrattet og henviste A til selv at beskære det. I 2021 fastslog hegnssynet, at Banedanmark havde pligt til at renholde jordstykket op til hegnet, så hegnet ikke blev beskadiget. Hegnssynet bestemte, at denne renholdelse skulle ske inden den 15. november 2021 og derefter minimum én gang årligt inden den 1. juni.
Banedanmark indbragte hegnssynets kendelse for byretten, der stadfæstede kendelsen. Dommen blev af Banedanmark anket til Østre Landsret, der ophævede hegnssynets kendelse og pålagde A at anerkende, at Banedanmark ikke skulle renholde jordstykket op til A’s hegn. Landsretten begrundelse var blandt andet baseret på vurderinger om, at A selv havde besluttet at opsætte lamelhegnet uden låge, så hun ikke selv kunne gå ud på den anden side og vedligeholde vegetationen, samt at Banedanmarks maskiner ikke kunne friholde hegnet for tilgroning med brombær uden samtidig at ødelægge hegnet.
Spørgsmålet var, om Banedanmark efter hegnslovens § 19, stk. 1, havde pligt til at renholde jordstykket op til hegnet for selvsåede bevoksninger, så hegnet ikke blev beskadiget. Højesteret fandt, at hegnslovens § 19, stk. 1, efter sin ordlyd og sit formål indebærer bl.a., at grundejeren skal sikre, at beplantninger og bevoksninger, herunder selvsåede bevoksninger, på jorden op til hegnet ikke forårsager skader på naboens hegn. Det er således en del af pligten efter § 19, stk. 1, at grundejeren skal renholde jorden op til hegnet for de beplantninger og bevoksninger, der beskadiger hegnet.
Højesteret henviste til, at hegnssynet efter besigtigelse havde konstateret, at der på Banedanmarks jord op til A’s eget hegn var kraftig bevoksning med brombær, som voksede op ad hegnet i hele hegnets højde og ind mellem trælamellerne, således at hegnet blev beskadiget.
Højesteret tiltrådte derfor hegnssynets og byrettens afgørelser og tilsidesatte Landsrettens dom, idet Banedanmark overtrådte hegnslovens § 19, stk. 1. Hegnssynet havde således med rette i medfør af hegnslovens § 51, stk. 2, 1. pkt. pålagt Banedanmark at overholde § 19, stk. 1, ved at renholde jordstykket op til hegnet, så hegnet ikke blev beskadiget.
Dom afsagt den 8. september 2025, A mod Planklagenævnet
Dommen om forståelsen af ”…i stedet for…”
Grundejer A erhvervede i 2003 en ejendom, hvorpå der foruden boligen var placeret et udhus. I 2020 gennemførte A en større renovering og flyttede i den forbindelse udhuset en meter i forbindelse med stormskader. Kommunen fandt, at udhuset var opført i strid med en servitut af 1920 med en byggelinjer, som netop holdt udhusets oprindelige placering indenfor linjen. Men efter udhuset blev flyttet, overskred det ifølge kommunen de tinglyste byggelinjer, hvorfor kommunen i 2022 udstedte et påbud om lovliggørelse efter planlovens § 43.
A klagede til Planklagenævnet, idet der i 1939 var tinglyst en påtegning (tilføjelse / ændring) til servitutten fra 2020, som bestemte, at der nu var fastlagt nye byggelinjer, som gjaldt i stedet for de gamle, og som A netop havde respekteret i forbindelse med den nye placering af udhuset. Uagtet dette stadfæstede Planklagenævnet i 2024 kommunens afgørelse. Sagen blev indbragt for domstolene af A og den angik herefter, om Planklagenævnets afgørelse var ulovlig eller ugyldig, navnlig i lyset af servituttens og påtegningens fortolkning.
A gjorde gældende, at påtegningen fra 1939 erstattede de oprindelige bestemmelser i servitutten, herunder at afstandskravet jf. påtegningens ordlyd alene gjaldt i forhold til en anden vej og ikke til sidevejen, hvor A’s ejendom lå. A anførte desuden, at servitutten delvist måtte anses ophørt ved passivitet eller frihedshævd, samt at de havde en berettiget forventning om at udhuset kunne blive stående. Planklagenævnet fastholdt, at servitutten fortsat gjaldt, at kommunen ikke havde udvist passivitet, og at der ikke forelå forhold, som kunne skabe en berettiget forventning.
Retten lagde vægt på, at påtegningens præambel udtrykkeligt fastsatte, at de nye bestemmelser gjaldt ”i stedet for de oprindelige”. Efter en ren ordlydsfortolkning fandt retten, at påtegningen i sin helhed erstattede servitutten, således at afstandskravet alene gjaldt i forhold til den nærliggende vej. Retten bemærkede, at det forhold, at den oprindelige servitut fortsat var tinglyst, ikke ændrede denne vurdering.
På den baggrund fandt retten, at udhuset ikke var opført i strid med de gældende servitutbestemmelser, og at kommunen derfor ikke havde haft hjemmel til at påbyde respekt af afstandskravet ifølge den oprindelige servitut. Dermed havde Planklagenævnet heller ikke haft hjemmel til at stadfæste kommunens afgørelse.
Retten ophævede herefter Planklagenævnets afgørelse som ulovlig og pålagde nævnet at betale sagsomkostninger til sagsøgerne.
Sammenfatning
Sagerne viser, at såvel kommuner, klagenævn som domstole kan tage fejl i deres afgørelser.
I de nævnte sager angår dette endda ret simple faktiske og juridiske forhold. Dermed kan man mene, at det er påfaldende, at grundejerne – i sager som samtidig angår relativt små penge rent økonomisk – presses ud i at skulle til Højesteret for at få ret.
Når de sagkyndige klagenævn fastholder kommunernes vurderinger, og det så viser sig, at borgeren alligevel havde ret, kan man opfatte det som en underminering af hele rationalet bag nævnsordningen: At sikre borgere en korrekt, hurtig, billig og effektiv prøvelse af myndighedernes afgørelser. Også fordi myndighederne i princippet har uanede ressourcer til at gennemføre sådanne sager.
Kommuners afgørelser kan indbringes direkte for domstolene eller man kan (som oftest) klage til en relevant klagenævn, sidstnævnte dog forudsat, at der ikke er tale om en ren skønsmæssig afgørelse. Er der god grund til at føre sagen videre, vil der typisk kunne opnås tilsagn om retshjælpsdækning af sagsomkostninger via forsikringen eller fri proces, hvis man er under den herfor gældende indtægtsgrænse (se Civilstyrelsens hjemmeside).
---oo0oo---
HOMANN Advokater rådgiver om de fleste aspekter af sager om fast ejendom og miljøret, herunder servitutrettigheder og naborettigheder og fører sager med og mod myndigheder herom. Kontakt gerne Advokat Nicolai Platzer Funder eller en af kontorets øvrige eksperter for en vurdering af din sag.