Kun 10% af nye par tænker på økonomien

En ny undersøgelse blandt nygifte foretaget af Epinion for Danske Familieadvokater, viser, at hele 91 pct. af de adspurgte ikke ved, hvordan deres formue skal deles ved ægteskabets ophør. Den aktuelle statistik siger, at ca. halvdelen af alle ægteskaber ender i en skilsmisse. Alligevel har kun 7 pct. af alle par aftalt, hvordan formuen skal deles ved ophør. Det betyder, at får en negativ overraskelse, fordi de ikke kender reglerne. Mange nygifte ved slet ikke, hvad den normale formueordning, også kaldet formuefællesskabet, indebærer. I henhold til lovgivningen får ægtefæller automatisk formuefællesskab ved ægteskabets indgåelse. I tilfælde af skilsmisse betyder dette, at parternes ”nettobodele” – altså den enkeltes personlige formue med fradrag af personlig gæld – deles. Således bliver resultatet, at hver part står tilbage med lige store nettoformuer efter en eventuel skilsmisse. Det samme gør sig i øvrigt gældende ved førstafdødes død, idet dødsboet da skifter fællesboet med længstlevende, før der siden udredes arv. Ordningen er som det fremgår åbenbart urimelig for den part, som personligt har en stærk økonomi i forhold til en ægtefælle, som omvendt går ind i ægteskabet med betydelig mere gæld end formue. Førstnævnte vil i givet fald have en betydelig nettobodel, som skal deles lige over i tilfælde af skilsmisse, mens den anden ikke har noget at ”dele ud af”, hvorfor der altså kun skal deles ud af den velhavendes formue. Dette han man som bekendt modvirke med en særejeægtepagt, enten i form af fuldstændigt særeje, skilsmissesæreje eller kombinationssæreje alt efter hvad de konkrete forhold tilsiger. Desuden er der i henhold til en nyere lovændring kommet den retsvirkning til, at hver part som udtager egne pensionsordninger uden om ægtefælleskiftet. Der kan her som bekendt være tale om temmelig store summer, som i realiteten ofte er altoverskyggende i forhold til den øvrige økonomi, idet fx friværdien i en fast ejendom i disse tider kan være meget lille eller ligefrem ikke eksisterende. Undersøgelsen viser imidlertid, at hver femte dansker tror, at de automatisk får del i ægtefællens pensionsopsparing, når de bliver skilt. Dette er nu kun tilfældet hvis man har aftalt dette i en ægtepagt. Som den ægtefælle, der har en meget lille pension bør man ikke forlade sig på lovgivningens kompensationsregler i den forbindelse, idet disse antages kun rent undtagelsesvis at komme i brug; og der vil under alle omstændigheder ikke kunne blive tale om en fuld ligestilling som hvis der var lavet en ægtepagt om ligedeling. Udover ægtepagter bør man også overveje at lave en skriftlig aftale om køb af fast ejendom (samejeoverenskomst), hvis der er forskel på de beløb, parterne hver især indbringer i forbindelse med købet. Skulle det fx vise sig, at man må sælge med underskud, vil den part, der måtte have lagt et større beløb end den anden i forbindelse med handlen ikke umiddelbart have noget regreskrav mod den anden part på det tabte indskud (men derimod selvsagt på beløb, som man måtte udrede overfor fælles pantekreditorer). Har parterne imidlertid på forhånd har aftalt, at den mindre ydende af de to købere skal skylde den anden part halvdelen af den mere ydendes ”merbetaling” som en egentlig gæld, hvis der sælges med underskud, kan en sådan ligestilling opnås. Dette kræver blot en kombination af en samejeoverenskomst og et egentligt gældsbrev. Dette overses ofte, idet parterne typisk ikke kalkulerer med at sælge ejendommen – og da slet ikke med tab. Skidt står det måske særligt til med forventningsafstemningen blandt ugifte samlevende. Den nævnte undersøgelse drejer sig om økonomien i forbindelse med ægteskaber og skilsmisser. Men lignende problemer møder man desværre også meget ofte blandt personer, som skal opløse et samlivsfohold. Og her har den svage part end ikke formuefællesskabet at støtte sig til ved ophør af den fælles økonomi. Den typiske situation er her, at den ene part over en årrække har opsparet en formue, fx i en virksomhed, mens den anden part har klaret det hjemlige, og brugt sin løbende – mindre – indkomst hertil. Udenfor ægteskabet gælder der ingen regel om, at man deler nettobodele med hinanden. Har den økonomisk svagere stillede part ikke sikret sig en aftale om fx at komme til at stå på skødet til fællesboligen, at eje sommerhuset, den dyre bil eller lignende, så er den pågældende henvist til at forsøge via en retssag at få dom for et kompensationsbeløb, som end ikke er lovfæstet. Det vil her være helt op til den enkelte dommer at skønne, om den mindre formuende part i den konkrete sag er urimeligt stillet efter samlivsophævelsen. Og godtgørelsesbeløbene er små. Praksis tilkender pt. efter omstændighederne omkring 50.000 til 100.000 kr. i kompensation til den ikke-formuende part, hvor den anden beviseligt ejer aktiver for ca. 8.000.000 kr. Dette selv efter op til 18 eller 20 års samliv, og det er endda oven i købet et krav for at opnå kompensationen, at vedkommende svagere stillede part har haft en ikke ubetydelig egen indtægt, hvilket er en grundbetingelse for overhovedet at kunne tale om en kompensation fra den velstillede part. Afslutningsvis skal det nævnes, at mange samlevende, det være sig både i ægteskaber og ugifte, har en klar interesse i at skrive fællestestamente, hvorved man gensidigt kan tilgodese hinanden. Særligt når den ene part (eller begge) har egne børn bragt ind i samlivet er det oplagt, at der kan være behov for at sikre den anden på – midlertidig – bekostning af børnene. Med et testamente kan man i vidt omfang udskyde at udrede arv til den førstafdødes særbørn. Disse kan så i medfør af en successionsbestemmelse i testamentet få resten af deres lovmæssige arv efter førstafdøde udbetalt, når længstlevende dør. Yderligere oplysninger og assistance kan fås ved henvendelse til advokaterne Bent-Ove Feldung og Nicolai Platzer Funder.