Medarbejdere er ikke skattepligtige af deltagelse i DHL-stafetten

Hvert efterår deltager ca. 125.000 mennesker i DHL Stafetten i Fælledparken i København. Typisk som medarbejder i en virksomhed, der har tilmeldt de ansatte, hvorefter virksomheden deltager med skiltning i teltområdet og arbejdsgiversponsorerede logotrøjer. I december 2010 udtalte Skatterådet i forbindelse med afgørelse af et andet spørgsmål, at deltagelse i DHL-stafetten nok mest af alt var reklame for virksomheden og at der dermed var tale om et medarbejdergode omfattet af bagatelgrænsereglerne. På den baggrund kunne deltagelsen eventuelt udløse beskatning for medarbejderen. I et bindende svar, som nu er afgivet af Skatterådet, fastslås det imidlertid, at deltagelse i DHL-stafetten og andre lignende motionsløb betalt af arbejdsgiveren kan sidestilles med en arbejdsgiverbetalt skovtur, som ikke udløser skattepligt for medarbejderen ligesom det tilsvarende gælder fx en sommerfest eller julefrokoster. I tilknytning hertil udtaler Skatterådet, at det ikke kun er løbsgebyret, som er omfattet af skattefriheden. Uden for beskatning er endvidere andre forbundne udgifter som eksempelvis mad, drikke, massør, teltleje og ikke mindst den omtalte løbetrøje med firmalogo på, idet disse ting anses som en integreret del af det skattefri arrangement.

--oooOooo---

Yderligere oplysninger om reglerne, herunder assistance, kan fås ved henvendelse til advokat Nicolai Platzer Funder.

Seneste artikler