Med en kort kommentar til Højesterets dom af 19. august 2020 (sag BS-49822/2019-HJR).
Har man efter at være kommet til skade, f.eks. ved en færdselsulykke, lidt et varigt økonomisk tab af indtægt, f.eks. i form af en permanent nedgang i lønindkomst, kan man have ret til erstatning for varigt erhvervsevnetab. Opgørelsen heraf beror på regler i Erstatningsansvarsloven. Det påhviler normalt skadelidte at godtgøre, at erstatningsbetingelserne er opfyldt, herunder at der er den fornødne årsagssammenhæng, typisk i form af en overvejende sandsynlighed (51 % eller mere) for årsagssammenhæng, mellem ulykken og de forhold, helbredsmæssige og erhvervsmæssige, der begrundet erstatningskravet. I mange tilfælde kan det være nyttigt at benytte adgangen efter Erstatningsansvarslovens regler til at indhente en udtalelse hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) om størrelsen af et evt. varigt mén og erhvervsevnetab som følge af den omhandlede ulykke/tilskadekomst. Det er givet, at domstolene tillægger sådanne udtalelser fra AES betydelig vægt, og flere afgørelser anvender den tilgang, at der må kræves ”et sikkert grundlag for at tilsidesætte en udtalelse fra AES”.
Ved Højesterets dom af 19. august 2020 tilkendte Højesteret en knallertkører, der var kommet til skade ved en færdselsulykke en erhvervsevnetabserstatning på 75 %, uanset at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) have vurderet erhvervsevnetabet som følge af ulykken til 50 %.
Dommen er interessant.
Dog synes jeg – modsat hvad flere gode kollegaer har givet udtryk for – ikke vi kan fastslå (”endnu”), at Højesteret har den opfattelse, at AES generelt har ladet/lader sine vejledende udtalelser om erhvervsevnetab i henhold til Erstatningsansvarslovens regler basere på en forkert ”retsanvendelse” i relation til, hvornår der foreligger årsagssammenhæng mellem en given ulykke og et indtrådt erhvervsevnetab.
Det er klart, at Højesterets dom er udtryk for, at det påhviler domstolene at tage selvstændig stilling til størrelsen af et omtvistet erhvervsevnetab, også selvom der måtte foreligge en vejledende udtalelse fra AES om erhvervsevnetabet.
Der er min opfattelse, at Højesterets dom – derudover – først og fremmest viser, at Retslægerådets vurdering af de lægelige forhold i sammenhængen, herunder af årsagssammenhængen mellem en given ulykke og de helbredsmæssige forhold hos skadelidte, bør – og skal – tillægges større vægt end en – afvigende/anderledes – vurderingen heraf fra AES. Det foreligger der (”imidlertid”) allerede en del domstolsafgørelser om, og er altså i virkeligheden ikke (”så”) nyt.
Det ene forhold i sagen var, at Retslægerådet – modsat AES – vurderede, at skadelidtes (”forudbestående”) lænderyggener ikke var blevet forværret efter ulykken. Dermed havde AES ikke haft grundlag for at vurdere, at ryggenerne, der ikke tidligere (inden ulykken) havde medført en nedsat erhvervsevne, nu medførte en reduktion af erhvervsevnen.
Det andet forhold var, at skadelidtes (”tilstødende”) forværrede psykiske gener ifølge Retslægerådets erklæring sammenholdt med bevisførelsen i øvrigt måtte tilskrives smerter mv. som følge af ulykken. AES havde anderledes vurderet, at forværringen af de psykiske gener ikke var en følge af ulykken. Dermed havde AES fejlagtigt vurderet, at den del af skadelidtes erhvervsevnetab, der måtte tilskrives forværringen af de psykiske gener, ikke var en følge af ulykken.
Samlet kom Højesteret (”herefter”) til, at det af skadelidte var tilstrækkeligt godtgjort, at skadelidtes varige erhvervsevnetab som følge af knallertulykken udgjorde (mindst) 75 %.
Helt generelt kan – og bør – man fortsat ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet efter et ulykkestilfælde se på, (a) hvad skadelidtes samlede erhvervsevnetab udgør, (b) om erhvervsevnen var nedsat inden ulykken/skaden, (c) om der efterfølgende er tilstødt nye konkurrerende forhold af relevans (negativ betydning) for erhvervsevnen, samt (d) om der forekommer at være en rimelig sammenhæng mellem skaden og det konstaterede erhvervsevnetab, herunder om skaden må anses for egnet til at medføre et sådant erhvervsevnetab, eller om der synes at foreligge et – måske inadækvat – misforhold mellem skaden og følgerne/tabet.
Du kan nedenfor finde links til
- Højesterets dom af 19. august 2020
- Østre Landsret dom af 5. juli 2019
- Retten på Frederiksbergs dom af 24. september 2018.
---oo0oo---
Har du spørgsmål mv. til emnet, er du velkommen til at kontakte advokat Jesper Perregaard på e-mail jsp@homannlaw.dk eller telefon 33 15 01 02 herom.