HOMANN Advokater beskæftiger en række erfarne procedureadvokater, som har møderet for Landsretterne og Højesteret. Som en central det af rådgivningen i den forbindelse er det selvsagt afgørende at vejlede klienten om muligheden for at vinde den konkrete sag. Men det er også vigtigt at forklare klienten i hvilket omfang det er muligt at få ændret en byretsdom, som måtte gå én imod.
Sager afgjort af byretten kan i Danmark normalt ankes til landsretten, ligesom landsretternes afgørelser normalt kan ankes til Højesteret. Dette følger af det gamle ”2-instans princip”, hvorefter en dom altid skal kunne prøves af en højere instans. En lovændring fra 2014 indførte imidlertid en ordning i retsplejelovens § 368a, hvorefter landsretterne fik bemyndigelse til at afvise ankesager fra byretten efter en konkret vurdering, hvis det må anses som usandsynligt, at anken kan føre til et andet resultat.
Der er erfaringsmæssigt meget få klienter, som er klar over dette.
Lovændringen har været omdiskuteret fordi man jo kan mene, at landsretten dermed forudskikker hele sagens behandling i anken og at landsretterne dermed reelt får kompetence til at afskaffe en rimelig adgang til 2-instansbehandling af retssagerne. Af lovforarbejderne til § 368a kan citeres:
Det vil naturligvis bero på en konkret vurdering af en sag, om betingelserne for afvisning af anken er opfyldt, men som foreslået af udvalget forudsættes muligheden navnlig anvendt i sager, hvor det umiddelbart synes nærliggende, at betingelserne for afvisning vil kunne være opfyldt. Det kan f.eks. være tilfældet, når der i ankestævningen henvises til samme påstande og anbringender som i byretten, og der ikke afgives svarskrift. I sådanne sager, hvor der intet anføres til støtte for, at byrettens dom er forkert, og hvor det derfor umiddelbart forekommer åbenbart, allerede når sagen modtages i landsretten, at der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, vil der således efter en konkret vurdering kunne ske afvisning efter den foreslåede bestemmelse.
Det bemærkes således for det første, at der er tale om en ”kan” bestemmelse og ikke en ”skal” bestemmelse. Altså en mulighed for at landsretten kan foretage en diskretionær afvisning, hvilket må er undtagelsen, idet udgangspunktet som sagt er 2-instans princippet. Det noteres desuden, at det skal ”umiddelbart” skal anses ”nærliggende” at betingelserne for afvisning er opfyldt. Det skal med andre ord ikke være sådan, at landsretten skal foretage en nærmere analyse af sagen for at komme til den konklusion.
Videre anføres det, at en indikator kan være, at det er samme anbringender, som er anført i ankestævning som i byretten. Og endelig at det ”umiddelbart forekommer åbenbart” at sagen allerede når sagen modtages i landsretten at der ikke er udsigt til et andet resultat end i byretten.
Nyere praksis fra Højesteret, som har behandlet landsretternes afvisninger giver indtryk af, hvordan reglen skal forstås.
Højesterets kendelse 20.12.2022:
Ved byrettens dom blev entreprenør A dømt til at betale udgifterne til udbedring af arbejder udført på en landbrugsejendom B. Retten fandt det på grundlag af skønserklæringen godtgjort, at der var mangler ved siloerne. Det forhold, at skønsmanden havde foretaget sine beregninger på baggrund af oplysninger om en forkert størrelse silo, ændrede ikke herpå, da siloerne i givet fald blot havde været større, og A ikke havde indkaldt skønsmanden til afhjemling i retten.
A ankede til landsretten, som afviste sagen med henvisning til retsplejelovens § 368 a, da landsretten fandt, at der ikke var udsigt til, at ankesagen ville få et andet udfald end i byretten, og da der ikke i øvrigt var grunde, der talte for, at sagen skulle behandles i to instanser. Spørgsmålet for Højesteret var, om landsretten med rette havde afvist ankesagen.
B havde både ved en isoleret bevisoptagelse og under forberedelsen i byretten henvist til, at sagen drejede sig om siloer af model Tunetanken FC26, hvorfor den af fabrikanten anførte højde af denne type siloer blev lagt til grund for beregningerne i skønsrapporten, uanset skønsmanden under skønsforretningen havde besigtiget tre højere siloer model Tunetanken FC75, som var de siloer, sagen reelt angik. Først under hovedforhandlingen blev oplysningerne korrigeret til tre siloer model Tunetanken FC75. A havde for landsretten som nyt anbringende anført bl.a., at kravene til reklamation ikke var overholdt, og havde desuden anmodet om yderligere bevisførelse ved supplerende spørgsmål til skønsmanden.
Højesteret udtalte, at det ikke umiddelbart kunne afvises, at disse forhold kunne få betydning for sagens afgørelse, hvorfor betingelserne for at afvise A anke til landsretten i medfør af retsplejelovens § 368 a ikke var opfyldt. Højesteret ophævede derfor landsrettens dom og hjemviste sagen til behandling ved landsretten.
Samme resultat fremkom i Højesterets kendelse af 10.11.2022, hvor landsretten altså ikke kunne afvise en ankesag mellem ekskærester om gyldighed af et mellem parterne underskrevet gældsbrev. Omstændighederne var følgende:
A og B var i en årrække kærester, uden at de boede sammen. Parret gik i fra hinanden i 2018, men fandt sammen igen i starten af 2019, og i september samme år flyttede A ind i B’s lejlighed. I december 2019 begyndte deres forhold at gå i opløsning, og A boede delvist hos veninder. I februar 2020 underskrev A et gældsbrev til B på 150.000 kr., og ved udgangen af april 2020 flyttede A ud B’s lejlighed. I maj 2020 flyttede A ind på et krisecenter.
I juni 2020 anlagde A sag mod B om gyldigheden af gældsbrevet.
Ved byrettens dom blev B frifundet bl.a. med den begrundelse, at retten ikke kunne afvise som helt usandsynligt, at A under sit samliv med B fra 31. januar 2019 til engang i foråret 2020 havde oparbejdet en gæld til ham på 150.000 kr. A havde endvidere ikke godtgjort, at hendes underskrift på gældsbrevet var blevet fremkaldt af en trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold.
A ankede byrettens dom til landsretten, som afviste ankesagen efter retsplejelovens § 368 a, idet landsretten fandt, at der ikke var udsigt til, at sagen ville få et andet udfald end i byretten, at sagen ikke var principiel, og at der ikke var andre grunde i øvrigt, som talte for, at sagen skulle behandles af landsretten. Spørgsmålet for Højesteret var, om landsrettens afvisning af sagen var sket med rette.
Højesteret lagde til grund, at A for landsretten havde fremlagt 9 nye bilag til støtte for sit anbringende om, at gældsbrevet var underskrevet ved brug af vold eller trussel om vold. Højesteret udtalte desuden, at byretten i sin begrundelse havde lagt til grund, at perioden for parternes samliv var mere end dobbelt så lang, end den i realiteten var, og at det ikke umiddelbart kunne afvises, at det ikke var uden betydning for byrettens vurdering.
Herefter og under hensyn til sagens karakter i øvrigt fastslog Højesteret, at betingelserne for at afvise A’s anke til landsretten i medfør af retsplejelovens § 368 a ikke var opfyldt. Højesteret ophævede derfor landsrettens dom og hjemviste sagen til behandling ved landsretten.
Modsat resultat fik en sag afgjort af Højesteret 3.11.2022 om afvisning af en ankesag om bortvisning af en medarbejder, da der ikke var udsigt til, at sagen ville få et andet udfald end i byretten. Sagens omstændigheder var følgende:
A blev bortvist som sælger fra en automobilforhandler efter en episode med en kunde. A anlagde efterfølgende sag mod arbejdsgiveren med påstand om betaling af løn i opsigelsesperioden, godtgørelse for uberettiget bortvisning og godtgørelse i henhold til forskelsbehandlingsloven. Byretten fandt på baggrund af bevisførelsen, herunder videooptagelser, at A ved episoden med kunden havde udvist en sådan grov og tillige farlig adfærd, at bortvisningen var sket med rette. Endvidere fandt byretten det heller ikke bevist, at A havde været udsat for ulovlig forskelsbehandling.
A ankede byrettens dom til landsretten. I den forbindelse gentog A i det væsentligste sine påstande, anbringender og beviser fra byretten, idet han dog yderligere henviste til, at sagen var principiel, og at han ville afgive supplerende partsforklaring for landsretten. Efter at have gennemgået sagen, herunder videooptagelserne fra episoden mellem A og kunden, fandt landsretten ikke, at der var udsigt til, at sagen ville få et andet udfald end i byretten. Endvidere fandt landsretten ikke, at sagen var principiel, eller at andre grunde i øvrigt talte for, at sagen skulle behandles af landsretten, og landsretten afviste derfor ankesagen, jf. retsplejelovens § 368 a.
Højesteret var enig i landsrettens vurdering og begrundelsen herfor, og landsrettens afvisning af sagen var derfor sket med rette.
En nyere afgørelse er truffet af Østre Landsret den 28. marts 2023 i sag om udbetaling af tilgodehavende til en boliglejer efter fraflytning. Glostrup Ret have givet lejer medhold i at skulle have fuldt depositum og forudbetalt leje tilbage ved fraflytning. Udlejer gjorde gældende at man havde et fraflytningskrav, som oversteg lejers tilgodehavende på grund af en række mangler til istandsættelse. Disse var dog efter rettens vurdering ikke tilstrækkeligt specificeret i fraflytningsrapporten, hvorfor der ikke kunne gives medhold heri. Udlejer ankede og gjorde samme påstand og anbringender gældende som i byretten. Desuden fremlagde udlejer to nye bilag, dels boligselskabets seneste årsrapport og dels noget dokumentation vedrørende tidligere annonceringer af lejemålet.
Lejer begærede sagen afvist i henhold til retsplejelovens § 368a. Landsretten vurderede, at der ikke var udsigt til at sagen kunne få et andet udfald ved anken. Og da sagen ikke var af principiel karakter, og da ikke andre grunde talte for at sagen skulle behandles ved landsretten, afvistes anken på lejers begæring herom.
I en endnu nyere Højesterets kendelse (H.K. 8. februar 2024 i sag BS-48656/2023-HJR) blev en sag hjemvist til landsretten, da betingelserne for at afvise anken ikke var opfyldt efter retsplejelovens § 368a. Højesteret udtalte, at sagen omhandlede spørgsmålet om anvendelsen af abstrakt prisdifference som grundlag for tabsopgørelsen i handler med fast ejendom, hvilket er ulovreguleret, og som derfor fastlægges gennem retspraksis. Der sås ikke at foreligge retspraksis om anvendelse af abstrakt prisdifference i et tilfælde som det foreliggende i sagen, hvorfor sagen skulle behandles af landsretten og altså ikke kunne afvises.
I vurderingen af om det ”umiddelbart forekommer åbenbart” at sagen ikke har udsigt til et andet resultat end i byretten, skal dermed indgå, hvorvidt sagen fastlægger svar på spørgsmål, som søges besvaret gennem retspraksis.
Af tidligere sager kan henvises til Højesterets kendelser:
U 2020.2511 H. En lodsejer indbragte en sag om erstatning for fredning for domstolene med krav om, at erstatningen skulle fastsættes til 2,8 millioner kr. Natur- og Miljøklagenævnet havde fastsat erstatningen til blot 66.500 kr. Taksationskommissionen havde stadfæstet, og det samme gjorde byretten efter bl.a. to syns- og skønserklæringer. Landsretten afviste anken, da der vurderet efter det anførte til støtte for appellantens påstand ikke var udsigt til, at sagen kunne få et andet udfald end i byretten og sagen ikke var af principiel karakter, og da heller ikke andre grunde i øvrigt talte for, at sagen skulle behandles af landsretten. Med henvisning til forarbejderne til § 368a stadfæstede Højesteret afgørelsen.
U 2019.3521 H. Landsretten havde afvist en anke. Højesteret udtalte, at
Det fremgår af forarbejderne til retsplejelovens § 368 a, at en ankesag ikke bør afvises af landsretten, hvis det ikke umiddelbart forekommer åbenbart, at der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, hvis sagen indeholder principielle problemstillinger, eller hvis sagen f.eks. har særlig betydning for parterne.
Da det ikke fandtes åbenbart, at sagen kunne få en anden afgørelse, og da ankesagen måtte anses for at have særlig betydning for appellanten, idet sagen angik, om selskabet lovligt kunne drive sin erhvervsvirksomhed på den omhandlede ejendom, og under hensyn til sagens karakter i øvrigt fandt Højesteret, at betingelserne for at afvise anken til landsretten i medfør af retsplejelovens § 368 a ikke var opfyldt.
U 2017.704 H. En byret havde i august 2015 afvist en sag anlagt af en person, A, mod en region, R. A havde nedlagt påstande om, at en tvangsindlæggelse og tvangsbehandling af ham i 1981 var ubeføjet og måtte betegnes som tortur mv. Byretten afviste dette med henvisning til bl.a., at lovligheden af tvangsindlæggelsen i 1981 var blevet endeligt afgjort af Vestre Landsret ved en dom fra december 1981, samt at det ved landsrettens domme i 1998, 2002 og 2004 var konstateret, at der ikke var fremkommet sådanne nye oplysninger, at der var grundlag for en fornyet domstolsprøvelse af tvangsindlæggelsen.
A ankede til landsretten, der afviste ankesagen i medfør af retsplejelovens § 368 a. Højesteret fandt, at domstolene hverken ved Vestre Landsrets dom fra 1981 eller ved de efterfølgende domme havde taget stilling til de spørgsmål om tvangsbehandling og erstatning for helbredsmæssige skader, som A havde nedlagt påstand om i den nu foreliggende sag. Uanset om en realitetsbehandling af disse spørgsmål måtte føre til frifindelse eller domfældelse af R fandt Højesteret, at der herved var udsigt til, at sagen i landsretten ville få et andet udfald end i byretten. Betingelserne for at afvise A's anke i medfør af § 368 a fandtes herefter ikke opfyldt, og Højesteret ophævede landsrettens dom og hjemviste sagen.
U 2016.3335 H. I en sag om hvorvidt et krav mod et forsikringsselskab om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste som følge af et trafikuheld var forældet, afsagde byretten dom om frifindelse af forsikringsselskaber, idet kravet ansås forældet. Der var ikke fremlagt nyt processtof af nogen art for landsretten. Højesteret stadfæstede landsrettens dom om at afvise ankesagen, jf. retsplejelovens § 368 a.
Vurdering:
Landsretterne har med retsplejelovens § 368 a fået hjemmel til at afvise rene ”kreditanker”, altså ankesager, som efter alt at dømme er anlagt med det ene formål at udskyde endelig domsafsigelse over en part, som åbenbart skylder et beløb. Dette har uden tvivl været en af hovedårsagerne til at indføre bestemmelsen.
Man har dog fra lovgivers side ikke ønsket at gøre afvisningshjemlen for specifik. Så derfor er den også mulig at bruge på andre forhold end pengekrav. Og her tyder domstolenes linje på, at der ikke skal meget til at få godkendt en anke. Eller rettere, der skal rigtig meget til, at landsretterne kan afvise en ankesag. Har sagen en vis substans, og sørger appellanten ved indbringelse af anken for at beskrive, hvorfor man mener byrettens dom er forkert og fremkommer med nye beviser for sin påstand / sine påstande, og uddyber og måske endda supplerer sine argumenter herfor, er der formentlig kun en minimal risiko for, at anken afvises.
---oo0oo---
HOMANN Advokater fører retssager for alle domstole i alle instanser. Kontakt os gerne for en uddybning af mulighederne for at anke en dom.