Østre Landsret har den 12. maj 2026 afsagt en dom, som er interessant for vurdering af den naboretlige tålegrænse.
Baggrund
”Den naboretlige tålegrænse” er en retsgrundsætning skabt gennem mange år som summen af afgørelser fra domstolene om, hvor meget eller hvor lidt man som grundejer skal tåle af gener fra sine omgivelser.
Naboers rimelige forventninger til, hvad der må tåles af gener fra omgivelserne, spiller en stor rolle i den forbindelse og udgør vel nærmest essensen i naboretten. De gener fra naboen, man kan ”regne med” eller ”må forudse” kan man ikke ubetinget modsætte sig eller kræve erstatning for. Bl.a. ikke hvis generne følger af den almindelige samfundsudvikling. Men man skal på den anden side heller ikke tåle hvad som helst.
Formuleringen af grundsætningen om den naboretlige tålegrænse har været finpudset og tilføjet nye detaljer gennem årene. I en dom afsagt af Højesterets den 10. august 2009 udtaltes bl.a. følgende:
”Hvad en nabo må tåle, beror på en konkret rimelighedsvurdering af ulempens karakter, væsentlighed og påregnelighed sammenholdt med ejendommens karakter og beliggenhed og områdets karakter. Ved denne vurdering må der tillige tages hensyn til den offentligretlige regulering af den ulempeforvoldende virksomhed.”
Med denne dom blev der tilføjet ”hensyn til den offentligretlige regulering” som kriterium til vurdering af naboretligt erstatningsansvar. I den pågældende sag var der tale om en erstatningssøgende nabo i f.m. genrejsning af en udtjent vindmøllepark, hvor møllerne blev højere end de gamle. Da myndighederne havde iagttaget de for området konkret gældende regler for så vidt angår afstandskrav m.m., kunne der – bl.a. af denne grund - ikke tilkendes naboen erstatning.
Østre Landsrets dom af 12. maj 2026 – U.2026.3730 Ø
Østre Landsrets dom af 12. maj 2026 illustrerer, hvilken betydning offentligretlig regulering også kan få ved vurderingen af den naboretlige tålegrænse og erstatningsudmåling.
Sagen angik en vinmark etableret på en landbrugsejendom ved siden af en anden landbrugsejendom (naboen), som havde en betydelig herlighedsværdi knyttet til udsigten over Holbæks Isefjord. Vinmarken omfattede ca. 15.000 vinstokke, metalespalierer og læhegn på omkring to meters højde. Ifølge skønserklæringen havde den samlede vinmark medført en værdiforringelse af naboejendommen på ca. 500.000 kr. Heraf kunne 150.000 kr. henføres til den del af vinmarken, der lå inden for strandbeskyttelseslinjen.
Tålegrænsen og offentligretlig regulering
For både by- og landsretten omhandlede sagen krav om erstatning på et naboretligt grundlag.
Det følger af bl.a. Højesteretsdommen U.2018.144H at en ejer af en fast ejendom kan tilpligtes at fjerne varige naboulemper, i det omfang ulemperne overstiger, hvad der med rimelighed må påregnes som led i den samfundsmæssige udvikling på det ulempeforvoldende område. Landsrettens afgørelse i den nye sag inddrog perspektivet om offentlig regulering, hvilket blev et afgørende element for størrelsen af den erstatning, som blev tilkendt naboerne med den ”…i væsentlig grad spærrede havudsigt…”.
En andel af den etablerede vinmark (den nordlige del) lå nemlig udenfor strandbeskyttelseslinje, som er en af Kystdirektoratet zone på 300 mtr. fra vandkant og ind i landet, hvor der i princippet ingen ændringer må foretages i naturen overhovedet. Østre Landsret udtalte bl.a. følgende om dette forhold:
”Miljøministeren her netop med hjemmel i Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 3 udstedt »Vejledning om 300 m strandbeskyttelses- og klitfredningszone,« Bilag 18, hvoraf det af pkt. 4.2.2 b.la. fremgår:
»Forbuddet mod tilplantning omfatter plantning af såvel træer som buske, herunder frugttræer og bærbuske. Det er uden betydning, om tilplantningen sker med henblik på kort omdrift som f.eks. til produktion af juletræer eller pyntegrønt eller med piletræer til biomasseproduktion. Også plantning af læhegn og etablering af en vildtremise er omfattet af forbuddet.«
Der er altså tale om et meget klart forbud mod at plante indenfor Strandbeskyttelseslinjen.”
Den nordlige del af vinmarken lå imidlertid uden for den særlige naturbeskyttelseszone, og derfor fandt både by- og landsretten ikke, at tålegrænsen var overskredet. For den sydlige del af vinmarken, der var omfattet af strandbeskyttelseslinjen, blev resultatet det modsatte.
Landsrettens præmisser forstås således, at eftersom det nordlige område ikke var omfattet af offentlig regulering, da måtte naboerne med rimelighed her forvente ejernes vilkårlige anvendelse af landbrugsjorden på den måde, som nu bedst kunne betale sig med udgangspunktet om frit afgrødevalg.
Etablering af vinmarken på arealet i strandbeskyttelseszonen var derimod ikke en almindelig del af den landbrugsmæssige råden over jorden. Dette skyldtes særligt, at der efter naturbeskyttelseslovens § 15 gælder et almindeligt forbud mod ændringer i tilstanden inden for strandbeskyttelsesområdet, herunder bl.a. tilplantning og etablering af hegn. Vinmarken på den sydlige del af strandbeskyttelseslinjen havde derfor kun været mulig at etablere, fordi Kystdirektoratet efterfølgende konkret havde meddelt dispensation fra strandbeskyttelsesreglerne.
Lovlighed er ikke det samme som påregnelighed
Landsrettens afgørelse viser, at netop dispensationen – som jo i sin natur var en tilladelse til vinbonden til at afvige fra de ellers gældende regler - udgjorde et afgørende argument for, at naboerne ikke med rimelighed burde tåle generne fra den sydlige andel. Her havde naboerne med rette kunne forvente, at tilstanden ikke ville ændres fra den mere klassiske landbrugsmæssige anvendelse til vinmarker.
Dommens betydning og rækkevidde
Landsrettens afgørelse støtter den betragtning, at jo stærkere offentligretlige begrænsninger der gælder for et areal, desto mindre kan en nabo nødvendigvis forventes at skulle indrette sig på en senere faktisk anvendelse, som medfører nabogener. Den offentligretlige regulering kan dermed påvirke den naboretlige påregnelighed og dermed også den naboretlige rimelighedsbetragtning.
Det er dog vigtigt at pointere, at landsretten alene anvender den pågældende offentligretlige regulering som et hensyn der skal inddrages i rimelighedsbetragtningen. Offentligretlig regulering vil således ikke i sig selv kunne bevirke, at der er tale om urimelige forhold der overskrider den naboretlige tålegrænse. Landsretten lagde foruden den offentligretlige regulering til grund, at der var tale om et bevaringsværdigt landskab og de pågældende espaliers karakter.
I den konkrete sag blev resultatet, at naboerne fik 150.000 kr. i erstatning – svarende til den skønnede værdiforringelse som følge af den del af vinmarken, der lå inden for strandbeskyttelsesområdet – mens der ikke blev ydet erstatning for generne fra vinmarken uden for dette område.
---oo0oo---
HOMANN Advokater rådgiver om de fleste aspekter af sager om fast ejendom og herunder naborettigheder. Kontakt gerne Advokat Nicolai Platzer Funder eller en af kontorets øvrige eksperter for en vurdering af din sag.