Retsfortabende passivitet - når 19 år ikke er længe nok

Man kan ikke sige noget generelt om, hvor længe man vil kunne forholde sig passiv uden derved at miste en given rettighed, indsigelsesret eller lign. Der er stor forskel på de enkelte tilfælde/situationer, herunder på indholdet af de regler, der finder anvendelse.

Reklamationsfrister og lign. findes på en langt række retsområder. I nogle tilfælde skal en rettighed/indsigelse gøres gældende ”straks”, mens man i andre tilfælde kan man vente meget længere. Det samme kan for så vidt siges om fortabelse af rettigheder ved forældelse. Nogle rettigheder forældes på ganske kort tid efter særlige regler, mange rettigheder forældes efter 3 år (regnet fra man fik viden eller burde viden om sit krav) eller dog senest efter 10 år (regnet fra kravets stiftelse eller tilsvarende) efter forældelseslovens regler, mens andre rettigheder, særligt ejendomsretten, slet ikke er undergivet forældelse.

I mange tilfælde er passivitet ikke i sig selv retsfortabende (eller retsskabende). Der skal noget ”mere til” end den blotte passivitet. Har man imidlertid givet ”modparten” grund til at kunne opfatte en given passivitet som udtryk for en anerkendelse af en bestemt retstilstand mellem parterne eller lign., da vil passiviteten måske også - med tiden - kunne blive retsfortabende (eller retskabende).

Det sidstnævnte er fint illustreret ved en dom af 3. november 2021 fra Østre Landsret, hvor lejeren af et haveareal – efter ca. 19 års passivitet - fortsat ansås for at kunne påberåbe sig indholdet af den gældende lejekontrakt med udlejer i relation til en bestemmelse om den årlige lejeregulering (der henviste til et andet lejeforhold, hvor lejen oprindeligt efter aftalen kunne forhøjet med 5 % årligt, men senere efter en tillægsaftale ”kun” kunne forhøjes med 3 % årligt), uanset at lejeren ikke havde gjort indsigelse overfor udlejer, der i god tro (uden kenskab til tillægsaftalen) forsatte med årlige lejereguleringer med 5 %. Netop fordi lejer ikke havde givet udlejer nogen anledning til at antage, at den indgåede lejekontrakt ikke fortsat skulle være gældende mellem parterne, var den udviste passivitet ikke retsfortabende.

Byretten var kommet til det modsatte resultat.

  • Landsrettens dom kan læses her.
  • Byrettens dom kan læses her.

Fra trykt retspraksis om passivitet i forhold til lejereguleringer mv. kan jeg endvidere bl.a. henvise til TBB 2000.313Ø, U.2001.191V og U2020.1765H.

---oo0oo---

Har du spørgsmål til emnet mv., er du velkommen til at kontakte advokat Jesper Perregaard herom.

Seneste artikler