Sådan får du erstatning efter stormflod

Mange har de seneste år oplevet at få skader efter oversvømmelser forårsaget af stormflod. Hyppigheden af hvor tit der sker stormflod i Danmark og antallet og omfanget af skaderne derved er stigende. De fleste hus- og indboforsikringer dækker kun vandskader forvoldt af voldsomt skybrud, pludseligt opstået tøvejr og andre særligt angivne tilfælde. Vandskader forvoldt af oversvømmelse som følge af stormflod dækkes derimod normalt ikke på forsikringen. Det samme gælder f.eks. også for vandskader forvoldt af oversvømmelse som følge af til strømmende overfladevand fra f.eks. søer og vandløb, samt – hvad der næppe er overraskende – vandskader der sker som følge af sædvanligt nedbør/regnvejr og lign. Alternativet til de særlige regler for erstatning efter stormflod, der omtales i det følgende, er altså normalt, at man må erstatte/udbedre sådanne skader for egen regning. Man kan derimod i nogle tilfælde få erstatning via den såkaldte stormflodsordning. Man bør (”derfor”) være opmærksom på de særlige regler, der gælder for denne ordning, bl.a. i relation til, hvordan sagerne i praksis skal behandles, hvilke frister der gælder for at anmelde skaderne, og hvordan skaderne bliver erstattet mv. Relativt hurtigt efter et konkret ”uvejr” tager Stormrådet stilling til, om der har været tale om ”stormflod” efter stormflodsordningen. Rådet melder i givet fald dette ud til offentligheden, herunder med angivelse af, hvilke områder af landet, der er berørt af den ”anerkendte” stormflod og indenfor hvilket tidsrum stormfloden fandt sted, sådan at de skadesramte hustande og andre vil kunne anmelde deres skader. Man skal anmelde skaderne til sit eget brandforsikringsselskab. Har man de skadede genstande brandforsikret i forskellige forsikringsselskaber, skal man anmelde alle skaderne samlet til det forsikringsselskab, der har brandforsikringen for huset. Det er herefter forsikringsselskabet, der står for skadebehandlingen mv. Opstår der uenighed med forsikringsselskabet om sagens behandling mv., herunder f.eks. om erstatningsfastsættelsen, kan man klage til Stormrådet. De afgørelser Stormrådet træffer, kan ikke påklages til anden administrativ myndighed (eller til Ankenævnet for Forsikring), men vil skal i stedet skulle indbringes for domstolene. Man bør være opmærksom på de gældende anmeldelsesfrister, der er ganske korte. Den første anmeldelse af, at man søger erstatning for stormflodsskade skal være indgivet indenfor 2 måneder efter, at skaden er sket. Vil man senere anmelde, at der er opstået skimmelsvamp som følge af vandskaderne, skal anmeldelse heraf ske senest 9 måneder efter, at Stormrådet har truffet den første afgørelse i forhold til anmelderen (afgørelsen om, at skaden er omfattet af stormflodsordningen). Beregningen af disse frister – særligt 9 måneders fristen der i mange tilfælde kan være vanskelig at overholde i praksis, f.eks. hvis genopbygningen tager lang tid – har givet anledning til en del afgørelser fra Stormrådet. Et eksempel på en sådan afgørelse er vedhæftet. Det er kun den direkte skade efter stormfloden, der erstattes efter ordningen, og en lang række skader er undtaget fra ordningen (den såkaldte negativliste). Det yder ikke erstatning af indirekte tab og andre følgeskader efter ordningen. Den eneste undtagelse hertil er, at ordningen siden foråret 2014 tillige har omfattet skimmelsvampsskader på nærmere gældende vilkår. Erstatning ydes med fradrag af selvrisiko, og denne selvrisiko er stigende i forhold til antallet af stormflodskader, der har ramt ejendommen. Særligt reglerne for opgørelse af, hvornår der foreligger totalskade – hvor Stormrådet i foråret 2016 har ”påtalt” overfor forsikringsselskaberne, at de i mange tilfælde har anvendt reglerne på en forkert måde til fordel for de skadelidte – vil sandsynligvis fremadrettet kunne give anledning til tvister. Det omtalte tilsynsnotat fra Stormrådet og den gældende vejledning om skadegradsberegningen mv. er vedhæftet. Har man brug for advokatbistand eller anden sagkyndig bistand i forbindelse med behandlingen af sagen hos forsikringsselskabet og/eller ved Stormrådet, vil man normalt selv skulle afholde udgifterne hertil, da den ikke vil være omfattet af en sædvanlig retshjælpsforsikringsdækning. For mere information se f.eks. www.stormraadet.dk og www.forsikringogpension.dk

--oooOooo---

Har du har brug for juridisk rådgivning om emnet, er du velkommen til at kontakte advokat Jesper Perregaard på jsp@homannlaw.dk, eller på telefon 33 15 01 02.

Seneste artikler