I juni 2022 repræsenterede jeg en tiltalt i en større narkosag, hvor min klient stod tiltalt for medvirken til indsmugling af 45 kg kokain til Danmark og hvor anklagemyndigheden i landsretten nedlagde påstande om en straf på 15 års ubetinget fængsel. Dommen er gengivet i TfK.2022.324Ø.
I sagen var der ingen objektive beviser imod min klient, hvorimod hans bil havde været anvendt af personer med tilknytning til et større narkonetværk (herunder medtiltalte, som blev dømt i sagen) og bl.a. var bilen set køre ind og ud af et garageanlæg, på samme tidspunkt hvor en kurerbil fra Danmark, som var blevet rumaflyttet, også var blevet set køre ind i garageanlægget. Rumaflytningen gjorde det klart, at der i garageanlægget blev talt om narko og at der ved den lejlighed blev placeret narko (ved hjælp af andre beviser anslået til at andrage 15 kg kokain) i skjulte rum i kurerbilen fra Danmark.
Politiet havde under efterforskningen fået flere tolke, der også havde tolket for de tiltalte, til at udtale, at begge tiltaltes stemmer forekom på rumaflytningen, men dette kan efter praksis ikke anses som en del af en tolkeopgave og må under alle omstændigheder anses som et tvivlsomt – og efter min opfattelse utilstedeligt - bevis. I den konkrete sag afsagde byretten da også kendelse om, at tolkenes vurdering ikke kunne dokumenteres og indgå som bevis i sagen.
Politiet indhentede herefter en stemmegenkendelsesanalyse fra en dansk ”stemmegenkendelsesekspert”, der sammenholdt rumaflytningen med andet lydmateriale, hvor det var uomtvistet, at der var lydoptagelser af de to tiltalte.
Den danske ekspert vurderede på den baggrund i forhold til min klient, at det var ”sandsynligt”, at han optrådte både på rumaflytningen og i referencematerialet.
Eksperten vurderede dette uden at have kendskab til det på lydoptagelserne talte sprog (albansk) og således uden kendskab til, om de særpræg, som hun tillagde vægt i sin rapport, måtte være karakteristiske eller usædvanlige for det talte sprog. Sagt med andre ord, kunne disse særpræg være meget almindelige i albansk sprog, hvorved bevisværdien i forhold til at kæde min klient til begge lydoptagelser være meget begrænset. Hvis omvendt kun en meget lille andel af den albansktalende befolkning anvendte de stemmemæssige særpræg, som optrådte på begge lydoptagelser, kunne det i højere grad tale for, at det var den samme person.
Bl.a. af denne grund foranledigede jeg på forsvarets side indhentet en rapport om kvaliteten af den rapport, der var fremkommet fra den danske ekspert. For at en vurdering, der muligt ville kritisere den danske rapport, ikke blot skulle kunne affærdiges som to ”ligeværdige” eksperter, der blot var uenige, eller som en ”bought opinion”, gjorde jeg mig megen umage med at finde ”the top of the pop”, cremen blandt eksperter eller hvad man nu kunne sige. Valget faldt på Dr. Geoff Morrison fra UK, som fik til opgave at lave en neutral og videnskabelig vurdering af rapporten fra den danske ekspert. Dr. Morrisons rapport blev i sit resultat, hvad jeg ville kalde en sønderlemmende kritik af den danske rapport.
Min klient blev i byretten frifundet af en enig domsmandsret, men dommen blev anket af anklagemyndigheden. For landsretten havde anklagemyndigheden fremskaffet en supplerende erklæring fra en albanskkyndig fonetiker, der – uden at begrunde sin vurdering med konkrete observationer og/eller gengivelse af de særpræg, som var blevet tillagt vægt – vurderede, at de sammenlignede stemmer havde samme accent/dialekt, og derfor også af den danske ekspert blev anvendt til at give en endnu større sandsynlighed for, at der var tale om samme personer på rumaflytningen og referencematerialet.
For landsretten havde anklagemyndigheden tillige fremskaffet masteoplysninger vedr. min klients telefon, som i flg. bevisførelsen havde befundet sig i nærheden af (på?) gerningsstedet (et garageanlæg i Bruxelles) på samme tidspunkt, som min klients bil blev observeret forlade stedet. Telefonen kunne endvidere i flg. masteoplysningerne konstateres at have fulgt samme rute, som min klients bil ved kørsel fra gerningsstedet til en nærtliggende adresse.
Særligt sidstnævnte forhold var ifølge begrundelsen for landsrettens frifindende dom et springende punkt, idet 3 dommere ville anse dette som bevis for hans skyld, mens 3 andre dommere ikke mente, at dette var tilstrækkeligt til domfældelse. Da reglerne siger, at det i tilfælde af stemmelighed, skal være den for tiltalte gunstigste løsning, der får forrang, blev min klient også frifundet for landsretten.
Landsretten går i sin begrundelse let hen over spørgsmålet om stemmegenkendelse, idet en enig landsret – som byretten – efter selv at have hørt lydfilerne afspillet ikke mente det bevist, at min klient også figurerede på rumaflytningen. Landsretten udtaler blot, at rapporten fra den danske ekspert ikke kunne føre til noget andet resultat.
Alligevel sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at resultatet meget vel kunne være faldet ud til det modsatte, hvis der ikke var blevet sået professionel tvivl om rapporten fra den danske ekspert.
Man kan sidde tilbage med mange andre overvejelser vedr. stemmegenkendelsesrapporter, herunder sammenligne med f. eks. fingeraftryks- og DNA-analyser, hvor retspraksis kræver en meget høj grad af sandsynlighed, hvis sådanne tekniske beviser skal tillægges afgørende betydning uden væsentlige andre beviser.
Set med mine øjne udtrykker votummet fra de 3 dommere, der i landsretten ville dømme min klient, en meget problematisk opfattelse af, hvad der skal til for at finde en person skyldig. Man kunne således udmærket forestille sig, at min klient havde været til stede på gerningsstedet på gerningstidspunktet, blot fordi han var ven eller bekendt med nogen af de skyldige personer, men uden af have lod eller del i de kriminelle aktiviteter, som disse personer havde udført. Således var det uomtvistet, at min klient var nær ven med den medtiltalte, der blev dømt i sagen, og som bl.a. også ved flere lejligheder havde lån min klients bil!
Man sidder tilbage – jeg gør i hvert fald - med en fornemmelse af, at den i mine øjne meget tvivlsomme rapport om stemmelighed, sammenholdt med den stemmelighed, der var i landsretten, kunne have medført en modsat rettet dom, hvis forsvaret ikke havde bruget ressourcer på at imødegå den danske ekspertudtalelse på et professionelt grundlag.
Det bemærkes, at jeg for landsretten også søgte at indhente en ekspertudtalelse fra forsvarets side til imødegåelse af den supplerende rapport fra en albanskkyndig person om anvendt dialekt/accent. Jeg fik kontakt med en sagkyndig fonetiker fra Albanien, men muligt af kollegiale grunde (risikoen for at skulle kritisere en kollegas arbejde) afstod pågældende på et sent tidspunkt fra opgaven.
Øvelsen må derfor i fremtidige sager bestå i at finde sagkyndige for forsvaret, som har en professionel integritet og professionalisme, der gør at de udelukkende forholder sig til, hvad der objektivt kan forsvares på et sagligt grundlag, og så i øvrigt forudse anklagemyndighedens mulige skridt, så det er muligt i god tid at finde et egnet modsvar.
---oo0oo---
For bistand i sager på dette område kontakt da gerne advokat Hans Mogensen.