Spørgsmålet indgik i en af Østre landsret nyligt afsagt dom, hvor sagens hovedtema netop var, om en bygherre – en ejerforening - efter princippet i købelovens § 5 (”ubillighed”) kunne få tilsidesat en hovedentreprenørs samlede krav for ekstraarbejder, der i mangel af aftale om fast pris var afregnet af hovedentreprenøren i regning, og som bygherren fandt urimeligt højt.
Princippet i købelovens § 5 inden for entrepriseretten er udtryk for, at hvis der ikke er indgået aftale om betaling af en fast pris for et stykke arbejde, skal den, der har bestilt arbejdet, betale det beløb, som den, der har udført arbejdet, kræver. Hvis den, der har bestilt arbejdet, imidlertid kan godtgøre (bevise), at kravet er urimeligt højt, kan kravet dog efter omstændighederne nedsættes som værende ubilligt (urimeligt højt).
Vejen frem for den, der har bestilt arbejdet, og som senere vil bestride kravet, fordi kravet opfattes urimeligt højt, vil oftest være syn og skøn. Men kan en skønserklæring, der viser, at prisen er urimelig, stå alene som et slags autoritativt bevis for den urimelige pris, eller kan den tilsidesættes …. ?
Det spørgsmål forholdt Østre landsret sig som anført til i sagen, hvis overordnede omstændigheder i øvrigt var som følger:
Der var mellem bygherren og hovedentreprenøren indgået hovedentreprisekontrakt på baggrund af projektmateriale udarbejdet af den af bygherren antagne bygherrerådgiver. Hovedentreprisekontrakten vedrørte blandt andet renovering af ejendommens tag, som bestod i udskiftning af det faste undertag og tagbelægningen. Der var mellem parterne vedtaget AB 92.
Tidligt i byggeprocessen viste det sig imidlertid nødvendigt - som ekstraarbejde - at foretage en fuldstændig genopretning og forstærkning af ejendommens tag, forinden kontraktarbejderne med udskiftning af det faste undertag og tagbelægningen kunne udføres.
Ekstraarbejderne blev udført i én sammenhængende proces, og lægning af det nye faste undertag og tagbelægning blev herefter udført successivt.
Mens der i sagen stort set var principiel enighed om materiale- og stilladsforbrug til ekstraarbejderne, var der (stor) uenighed om tidsforbruget medgået til ekstraarbejderne.
Efter afslutningen af ekstraarbejderne på den sidste del af taget, blev der afholdt syn og skøn ved deltagelse af to skønsmænd. Temaet for skønsforretningen var blandt andet det af hovedentreprenøren opgjorte og fakturerede tidsforbrug på ekstraarbejderne. Hovedentreprenøren havde på ekstraarbejderne opgjort og afregnet ca. 3.000 timer fordelt på tre fakturaer.
Skønsmændene vurderede i den efter afleveringen afgivne skønserklæring, at et rimeligt tidsforbrug for ekstraarbejderne burde andrage mellem 1.050 – 1.150 timer.
Bygherren begærede herefter sagkyndig beslutning med anmodning om træk på den af hovedentreprenøren stillede garanti. Bygherrens påstand lød på tilbagebetaling af for meget betalt ekstraarbejde.
Bygherren fik på baggrund af skønserklæringen og skønsmændenes samstemmende forklaringer om et rimeligt tidsforbrug på de mellem 1.050 – 1.150 timer fuldt ud medhold i den del af begæringen.
Der blev imidlertid under skønsforretningen - som fortsatte sideløbende med den sagkyndige beslutningsproces og efter bygherrens træk på garantien - afgivet yderligere tre skønserklæringer; blandt andet med spørgsmål baseret på V&S prisdata (Molio) for de omstridte ekstraarbejder.
Sagen blev herefter af hovedentreprenøren indbragt for byretten, som under medvirken af to sagkyndige dommere tilsidesatte ikke blot den sagkyndige beslutning, men også skønserklæringerne og skønsmændenes samstemmende forklaringer om, at et rimeligt tidsforbrug på ekstraarbejderne skulle andrage mellem de 1.050 – 1.150 timer.
Hovedentreprenøren fik således fuldt ud medhold i sin forbrugte tid på ca. 3.000 timer og dermed sit samlede krav på ekstraarbejderne, som samlet udgjorde ca. 3 mio.kr.
Samme resultat - tilmed efter gennemførelse af et yderligere syn og skøn for landsretten på bygherrens begæring - nåede Østre landsret til under medvirken af sagkyndig dommer, som således også tilsidesatte ikke blot den sagkyndige beslutning, men også skønserklæringerne og skønsmændenes samstemmende forklaringer om, at et rimeligt tidsforbrug på ekstraarbejderne skulle andrage mellem de 1.050 – 1.150 timer.
Hvad kan man lære af dommen... ?
- ”Ubillighedsvurderingen” - vurderingen af rimeligheden i kravet - efter princippet i købelovens § 5 er en retlig vurdering. Hverken byretten eller landsretten anså sig derfor bundet af hverken resultatet af den sagkyndige beslutning, skønserklæringerne eller skønsmændenes samstemmende forklaringer om, at et rimeligt tidsforbrug var væsentligt lavere, end det af hovedentreprenøren opgjorte.
- Det er afgørende – uanset om sagen føres ved Voldgiftsnævnet Byggeri og Anlæg eller de almindelige domstole – at der i sådanne sager bør inddrages sagkyndige dommere, som kan medvirke til vurderingen af andre forhold, som påberåbes til støtte for, at et krav er rimeligt, når skønserklæringens tilsyneladende konklusion er, at kravet er urimeligt.
- Man skal i forberedelsen af sager som disse være særligt opmærksom på, at bevisførelsen er fri, hvilket betyder, at det er afgørende, at alle forhold, der har betydning for vurderingen af et kravs rimelighed, identificeres, inddrages og dokumenteres, hvilket – som sagen viser - selvsagt kan gøres på anden måde end ved syn og skøn.
- Skønserklæringer kan nok i højere grad i sager om tvister om rimeligt/urimeligt vederlag tilsidesættes, end i sager om for eksempel mangelkrav, idet det kan være vanskeligt at fastlægge en egentlig markedspris for et stykke ekstraarbejde. Her synes tvivlen om ”rimelig pris” i højere grad at komme den, der har udført arbejdet, til gode.
---oo0oo---
Sagen blev ført af advokat (H), Morten Hove, som kan kontaktes enten på tlf. 29910539 eller e-mail mho@homannlaw.dk, hvis man er interesseret i afgørelsen eller i øvrigt har spørgsmål om entrepriseretlige forhold.
Homann Advokater har meget stor viden og erfaring med behandling af entreprisetvister ved voldgift såvel som for de almindelige domstole samt med isoleret bevisoptagelse (syn og skøn).